Grøn af misundelse, rød af skam, og hvid som uskylden. (Post)psykologiske tanker om følelsesøkonomi, nye motivationsteknologier og affirmativ normkritik

Tiltrædelsesforelæsning ved professor i social- og ledelsespsykologi Dorthe Staunæs.

07.08.2017 | Lise Wendelboe

Dato fre 15 sep
Tid 14:00 15:00
Sted Festsalen, lokale A220, DPU, Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV

I anledning af sin udnævnelse til professor i social- og ledelsespsykologi forelæser Dorthe Staunæs denne eftermiddag over titlen: Grøn af misundelse, rød af skam, og hvid som uskyld. (Post)psykologiske tanker om følelsesøkonomi, nye motivationsteknologier og affirmativ normkritik.

Motivationsarbejde handler om at lede folk til at ville det, man skal. Forelæsningen beskæftiger sig med affekt og diversitet som to frugtbare og sammenhængende nedslag for en (post)psykologisk forskning i de performative effekter af nye motivationsteknologier.

De to nedslag foreslås som særligt frugtbare for en affirmativ normkritik af de måder, hvorpå psykologien spændes for ledelse i uddannelsesorganisationer. Især hvis man er interesseret i at sige mere end teknologierne siger om sig selv, men også interesseret i mere end bare at sige nej til dem.

Det første nedslag handler om følelsesøkonomi og især de ’grimme’ følelser (fx misundelse og skam), som motivationsteknologierne baserer sig på og medproducerer. Det andet nedslag drejer sig om de upåagtede stemninger og praksisser, der dukker op, når motivationsteknologierne opererer i feltet køn, etnicitet og race. Som eksempel på en motivationsteknologi bruges aktuelle datavisualiseringer, der forventes at motivere uddannelsesaktører på forskellige niveauer til at ville det, de skal.

Forelæsningen finder sted i Festsalen (lokale A220) kl. 14-15, og efterfølgende er der reception i Aulaen i stueetagen i bygning A kl. 15-17.

Alle er velkomne, men af hensyn til traktementet ved receptionen bedes man tilmelde sig her.

Forelæsning / foredrag