Carsten Jensen og Liz Jensen har skrevet henholdsvis to og otte romaner, der er oversat til over 17 forskellige sprog. Tirsdag var de to forfattere på besøg for at fortælle om deres rutiner og erfaringer med at skrive fiktion til studerende fra kurset Creative Writing Class på bacheloruddannelsen i Engelsk Sprog og Litteratur.

På kurset arbejder de studerende normalt med deres egne evner som forfattere, men denne time fik de ca. 30 fremmødte indsigt i to spændende liv med bøger. Og to liv præget af store krav til selvdisciplin og en usikkerhed på, hvem der kan bruge det arbejde, man laver.

Forfatterparret har været gift i mange år og kunne fortælle om et arbejde, hvor man har friheden til at vælge de øjne og den stemme, man vil se på og tale om verden med. Og om et parløb, hvor den ene har brug for den andens mening om en tekst på det helt rigtige tidspunkt – eller et spark bagi, når researchfasen trækker ud.

Fra et andet sted

Carsten Jensens karriere som romanforfatter kickstartede i 2006 med bestselleren Vi, de druknede, men forud for det gik et stort politisk forfatterskab med rejsebøger fra Østen og debatbøger om samfundet. Derfor spurgte en studerende til den rolle, som romaner og fiktion kan udfylde i et politisk forfatterskab:

–Bruger du dine romaner til at udtrykke politiske budskaber på en anden måde?

"På ingen måde", var svaret fra Carsten Jensen, ifølge hvem politiske pointer egentlig slet ikke passer ind i romaner. I stedet er de langt bedre til at vise, hvor kompliceret et forløb, livet egentlig er.

Et gode som Liz Jensen fremhævede som den største gevinst ved at skrive fiktion:

–Når jeg skal skrive, er mit første spørgsmål: Hvem vil jeg være? For mig er det at skrive en måde at opleve verden på gennem en andens erfaringer og følelser. I stedet for at tænke ud fra mig selv, har jeg fx prøvet at tænke som en dansk prositueret kvinde under Anden Verdenskrig og som en antropolog med aspergers i en detektivhistorie.

–En selvbiografi ville jeg aldrig kunne skrive, indskød hun.

En forfatters trang til udsyn - og nok også en forklaring på -, at man i de to forfatteres bøger kan prøve at se ud af øjnene på sociopater, befinde sig blandt hovedjægere på Samoa og være vidne til dystre voldsepidemier hos småbørn.

Ikke for dig selv

Bøgerne, hvor man kan se verden fra et andet sted, bliver skrevet med mange tanker på dem, der læser dem. Derfor kunne Liz Jensen også nemt besvare en af de studerendes spørgsmål om den karakteristiske start på en af hendes romaner, hvor en lille pige myrder sine forældre med en sømpistol på den første side:

–Jeg skal fange læserens opmærksomhed, var svaret.

Forfatterparret fangede også de studerendes opmærksomhed på en tirsdag eftermiddag, hvor der var fif og gode råd til dem, der selv måtte drømme om at gå forfattervejen.

Et råd fra Carsten Jensen var at inddrage andre i arbejdet med teksterne:

–Få nogen, der blander sig. Som forfatter er du i forvejen meget isoleret fra dem, der læser dine bøger. Du kan kun håbe på, at dit arbejde bliver brugt af nogen, men du ender nemt med at skrive om dig selv og for dig selv.

–Derfor er al indblanding udefra en gave, lød det fra Carsten Jensen.