Helle Strandgaard Jensen, underviser på kurset Kulturhistorisk forvaltning og formidling, har gode erfaringer med at inddrage eksterne parter fordi de studerende motiveres af at lave formidlingsprodukter, som rent faktisk skal bruges efterfølende: »De produkter de skal lave for de eksterne parter ligger ret tæt på, hvad de faktisk kan komme til at lave, når de er færdige, og derfor giver samarbejdet god energi og motivation til kurset. Det styrker også de studerendes indsigt i deres historiefaglige kompetencer, hvilket har været meget vigtig for mig at arbejde med - de skal få større indsigt i, hvad deres faglighed er, og hvordan den kan bruges aktivt i forskellige formidlingssammenhænge«.  

Til pitch

I dette semester blev der samarbejdet med Aarhus Kommune, Stadsarkivet, Besættelsesmusset og danmarkshistorien.dk som alle var repræsenteret ved et pitch hvor de fik nye idéer med hjem. Her præsenterede de studerende løsninger med podcasts der skal aktivere lytterens historiebevidsthed, byvandringer og materiale til engagerende folkeskoleundervisning samt formidling af viden på Instagram. Der blev lyttet intenst og noteret da de studerende pitchede fordi samarbejdsparterne har fået udført opgaver som de har haft brug for at få lavet, og fordi der er kommet produkter ud af forløbet som der skal arbejdes videre med. Til det får samarbejdsparterne heldigvis hjælp da flere af dem har ansat praktikanter blandt de studerende fra forløbet. På den måde er et samarbejde for den eksterne part en god »mulighed for at hverve gode historikere til fremtidige job og praktikpladser«, fortæller Helle Strandgaard Jensen.

Besøg hos fremtidige arbejdsgivere

Udover arbejdet med et formidlingsprodukt, har de studerende også fået et indblik i livet efter studierne, hvor »Aarhus Kommune hjalp med at lave en formiddagsworkshop, som handlede om, hvordan historikere kan bruges i kommunens byudviklingsplaner. De studerende fik lov til at tale med medarbejdere på kommunen, som de typisk vil skulle arbejde sammen med, hvis de får sådanne job«, fortæller Helle Strandgaard Jensen. Yderligere blev de studerende sat i stævne til en ”prøve jobsamtale”: »Vores primære kontakt ved kommunen havde forberedt et jobopslag, som de kunne komme til samtale på. Det var de studerende ret glade for at prøve. Det gav dem en indsigt i, hvad der forventes af dem til en jobsamtale«.

Gl. Estrup og et scoop til undervisningen

De studerende var også på besøg på Gl. Estrup, hvilket underviser på kurset, Nina Koefoed, stod for. Temaet for besøget var forvaltningspraksis, hvilket Helle Strandgaard Jensen fortæller fungerer godt uden for undervisningslokalet: »Samarbejdet med en konkret institution i denne sammenhæng har givet de studerende en helt anden indsigt i, hvad arbejde med kulturarvsforvaltning faktisk består i«. Hun tilføjer, at »Nina har også gjort lidt af et scoop, i det hun overtalte enhedschef i Kulturstyrelsen, Ole Winther, til at deltage i en undervisningsgang og tale med de studerende om forvaltning fra Styrelsens synspunkt«.

En øjenåbner for de studerende

Samarbejdet med de forskellige eksterne aktører giver Helle Strandgaard Jensen en klar fornemmelse af »at det åbner de studerendes øjne for, at der er brug for historikere mange flere steder end 'bare' på kulturarvsinstitutionerne«. Hun tilføjer, at de studerende »lærer rigtig meget om, hvad det faktisk kræver at udføre det de gerne vil. I begyndelsen af kurset bliver de klædt på til at reflektere over målgruppe, medier, inklusiv forskellige formidlingsformer og -genre, etiske aspekter i forhold til fagformidling og kommunikationsteori mere generelt. Men når de så arbejder med det selv, så finder de ud af, hvad der egentlig ligger bag alle de teorier og praksiseksempler vi har gennemgået, og hvor meget arbejde det egentlig kræver at lave god formidling. Produkterne ændre sig utroligt meget under vejs, så de lærer også meget om den proces, det er at nå frem til et kompromis mellem hvad de måske gerne ville, og hvad der så kan lade sig gøre«.

Gør klar til næste runde

Næste semester står den på nye formidlingsopgaver for de studerende, hvor Helle Strandgaard Jensen håber på der også kommer nye formater til: »Jeg håber, at vi skal arbejde sammen med et lille dansk firma, som laver historieformidling gennem Virtual Reality, det kunne være super spændende«. Afslutningsvis understreger hun hvad det bedste ved forløbet er set fra et underviserperspektiv: »Det bedste er, at det både styrker deres faglighed, fordi de ser, at de som historikere kan noget særligt i forhold til formidling, og at de lærer at sætte pris på, hvad det faktisk kræver at lave god og effektiv formidling på et historiefagligt grundlag«. På den måde går praksis og faglighed hånd i hånd på kandidatuddannelsen i historie.