Aarhus Universitets segl

Forskere og børn arbejder kreativt på tværs af tid og sted

Seminar: I udviklingsprojektet ‘Makerspaces in the early years: Enhancing digital literacy and creativity’ (MakEY) er Makerspaces for børn blevet introduceret i syv lande i Europa og i USA. Den 11. juni samler forskere fra projektet op på deres erfaringer til seminaret ‘Makerspaces in the early years’.

Udviklingsprojektet ‘Makerspaces in the early years: Enhancing digital literacy and creativity’ (MakEY) har blandt andet til formål at fremme børns digitale kompetencer samt evne til at tænke kreativt og samtidig udvikle et netværk af forskere, kreative erhvervsfolk og undervisere, der kan samarbejde om at udvikle uddannelsesmateriale og redskaber hertil.  

Klaus Thestrup, Lektor ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, er en af de forskere, som indgår i projektet, der startede i januar 2017 og afsluttes i løbet af sommeren 2019.

Sammen med professor Jackie Marsh, University of Sheffield, og Kjetil Sandvik, Københavns Universitet, er han en af hovedtalerne til seminaret ‘Makerspaces in the early years’, der samler op på foreløbige erfaringer fra projektet og, som det er kendetegnende for Maker-bevægelsen, hylder rodede processer, hacking og do-it-yourself-projekter.

Kreative processer der aldrig slutter

MakEY-projektet har særligt fokus på børn under 8 år, og på hvordan de kan udvikle digitale kompetencer, som er nødvendige i en global verden. I projektet får børn lov at indgå i kreative rum, hvor de kan skabe produkter ved hjælp af eksempelvis elektronik og 3D-printere.

“Det interessante ved projektet er, at forskere taler på tværs af landegrænser, og vores idéudveksling og forskning rækker langt ud over Europa”, fortæller Klaus Thestrup og fortsætter: “Makerspaces er interessante, fordi det er rum, som kan åbne op for nogle kreative processer, som måske aldrig slutter”.

Det er dog ikke kun forskerne i projektet, der udveksler erfaringer på tværs af landegrænser. I efteråret vil han og de andre forskere i projektet forsøge at lave et globalt Makerspace, hvor forskere og børn fra hele verden interagerer. Ambitionen er, at børn i 7-års-alderen skal deltage i det globale Makerspace: “Vi vil vise, at man kan være kreativ på tværs af tid og sted”, forklarer han om projektet.  

Børn bliver til borgere i en global verden

Det er ikke kun i MakEY-projektet Klaus Thestrup arbejder med kreative rum i forhold til uddannelse og læring. Han er også en del af forskningsprojektet ASSiST, hvori han beskæftiger sig med assisteret fjernundervisning i den danske folkeskole.

Her samarbejder han og to udviklere fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier med lærere og pædagoger om at åbne folkeskolen op for et globalt samarbejde og dermed understøtte en bredere kompetencedækning.    

På spørgsmålet om hvorfor projekter som MakEY og ASSiST, der forbinder børn og unge mennesker på tværs af uddannelsessystemer og landegrænser, er relevante, svarer Klaus Thestrup: “Verden er global, de børn, der vokser op og bliver til borgere, er globale”.

Læs mere: