Hvad ved vi om unge i bander?
Der er omfattende viden om, hvilke unge der risikerer at bevæge sig ind i bandegrupperinger. Men der er forsket meget lidt i, hvordan man kan forebygge det, eller hjælpe de unge ud af banderne igen. Det viser ny rapport fra DPU, Aarhus Universitet, der for første gang i en dansk sammenhæng, sammenfatter de eksisterende studier fra Danmark, de øvrige nordiske lande og den internationale forskning på området.
I en årrække har der været et stort politisk og mediemæssigt fokus på de såkaldte bandeproblematikker i Danmark, men det er først med en ny rapport fra forskere ved DPU, Aarhus Universitet, at vi nu får en sammenfatning af den eksisterende internationale forskningsbaserede viden inden for feltet – relateret til en nordisk og dansk sammenhæng.
”Hvis man skal pege på profilen for de typiske bandemedlemmer, er forskningen ret entydig - også på tværs af landegrænser. Det er drenge og unge mænd, der vokser op under socialt udsatte livsforhold, og i boligområder præget af bandeaktivitet og sociale problemer. Deres familiebaggrund er ofte kendetegnet ved manglende eller skiftende fædre, såkaldt hårde opdragelsesmetoder, og forældre, som enten ikke magter børnene, eller ikke har nogen tæt kontakt til dem,” siger Kirsten Elisa Petersen fra DPU, Aarhus Universitet, der er medforfatter til rapporten ”Unge i bander. Hvad ved vi - og hvad ved vi ikke? En forsknings- og vidensopsamling”.
”Børnene tilbringer for meget tid på gaden uden forældreovervågning og samvær, og i bandefællesskaber kan de finde den følelse af samhørighed og fællesskab, de søger efter. Men også erfaringer med eksklusionsprocesser i skolen og oplevelser af stigmatisering og forskelsbehandling er medvirkende årsager til, at unge kan risikere at bevæge sig ind i bandegrupperinger,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Dårlige skoleerfaringer er fælles træk
Et gennemgående karakteristika i flere af de undersøgte studier er dårlige oplevelser med skolen. Erfaringer med mistrivsel, mobning, dårlige forhold til lærere og andre elever, sociale eksklusionsprocesser og indlæringsvanskeligheder er væsentlige fælles træk blandt unge bandemedlemmer. Det er også de faktorer, der kan medvirke til, at unge, selv om de kommer fra hjem præget af støtte og omsorg, alligevel glider ind i bandefællesskaber.
”Unge, som ikke trivedes i skolen, har jo også tidligere samlet sig i grupper med andre og begået forskellige former for kriminalitet. Det fænomen er ikke nyt. Men det nye i en nordisk sammenhæng er, at de tilsyneladende får samlet sig i de her bandegrupperinger præget af en helt anden systematik i deres sammenhold og kriminalitetsadfærd,” siger Kirsten Elisa Petersen og fortsætter:
”Skolen har jo altid været en form for sorteringsmekanisme. Ikke kun fagligt, men også i forhold til fritidsliv og venskabsrelationer, og ikke mindst omkring barnets selvoplevelse. Et fænomen som mobning i en tidlig skolealder, kan have både vold og stofmisbrug som senere konsekvenser, og oplevelsen af eksklusion og af at blive behandlet dårligt i skolen kan i høj grad befordre en vandring ind i bandefællesskaber.”
Positive relationer mellem voksne og børn – og børnene imellem – i skoler og fritidsinstitutioner er derimod ikke alene gavnlige for elevernes almene trivsel og udvikling, men også forebyggende, når det handler om bandeproblemer. Kirsten Elisa Petersen peger derfor på, at der bør ses endnu mere på, hvordan man kan udvikle gode og inkluderende skole- og fritidsmiljøer i områder, hvor mange unge kan befinde sig i såkaldte risikozoner.
Betydning af stigmatisering og diskrimination
Hvis de unge har en oplevelse af ofte at møde diskrimination, stigmatisering eller negativ forskelsbehandling, fordi de bor i bestemte boligområder eller har en bestemt etnisk eller social bagrund, så kan det i kombination med eksempelvis en sårbar familiebaggrund være en medvirkende årsag til, at de søger ind i bandegrupperinger.
”Det kan f.eks. være, hvis unge oplever ofte at blive standset af politiet, selv om de ikke selv oplever at have gjort noget forkert, har erfaringer med såkaldt hverdagsracisme, eller at de lettere udsættes for sanktioner i skolen end deres klassekammerater,” siger Kirsten Elisa Petersen, som dog understreger:
”Det er imidlertid væsentligt at forstå, at det ikke er diskrimination i sig selv, der ser ud til at skubbe nogen ind i bander. Det er oplevelser af diskrimination i kombination med de andre faktorer. Hvis de unge f.eks. ikke også har en sårbar social baggrund eller dårlige skoleerfaringer, så vil frustration over forskelshandling måske blive et brændstof til, at de i stedet søger ind i politiske, religiøse eller idrætsmæssige fællesskaber frem for at søge ind i bandefællesskaber.”
Invitation ind i et fællesskab
Bevægelsen ind i bandefællesskaber kan allerede så småt begynde blandt børn i alderen 10 – 13 år. Det er derfor vigtigt at have fokus på de forebyggende indsatser tidligt.
”Man kan sige, at der er en præ-bande fase, hvor vi taler om store børn, vokset op i boligområder præget af bandegrupperinger, som hænger ud i periferien og stikker foden lidt indenfor. Der er klart nogle mørketal her,” siger Kirsten Elisa Petersen og fortsætter:
”At blive bandemedlem handler jo også om, at nogen inviterer én ind. Mange studier peger på, at en væsentlig faktor er, at der er en invitation til at træde ind i, hvad der opfattes som et attraktivt socialt fælleskab, hvor de kan de høre til og bliver anerkendt.”
Bandegrupperinger skaber væsentlig utryghed blandt de unge i boligområderne, som ikke er medlemmer af en bande, påpeges det i flere af de internationale og nordiske studier. En medvirkende motivationsfaktor kan derfor også være en forestilling om, at man i nogle bestemte boligområder er mere ”sikker”, hvis man er med i en bande.
”Nogle unge søger måske ind for at føle sig mere sikre. Man tror, at man undgår at blive overfaldet og udsat for repressalier og tror, at man er på sikrere grund, hvis man bevæger sig ind i den lokale bande. Men her er paradokset så, at bandemedlemmer er i langt større risiko for at blive udsat for vold fra f.eks. konkurrerende grupper. Et forhold der i høj grad er udforsket i den internationale forskning,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Kriminalitet og stofbrug styrker sammenholdet
Forskningen peger på, at unge i bandegrupperinger begår væsentligt mere kriminalitet, og at deres kriminalitet er mere voldsom, end tilfældet er for unge, der begår kriminalitet, men som ikke er i bander.
”Kriminalitet blandt unge i bandegrupperinger har en betydning, som rækker langt ud over det at skaffe eksempelvis penge. Den kan f.eks. have en socialiserende effekt. Det at lave kriminalitet sammen styrker gruppetilhørsforholdet. Det bliver den lim, der binder de unge sammen. De laver ganske enkelt mere kriminalitet i bander, end hvis de var kriminelle uden for bander, hvilket indkredses i adskillige af de internationale studier,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Tilsvarende peger forskning på, at de unges brug af euforiserende stoffer kan stige, når de træder ind i bandegrupperinger.
”De unge glider ikke ind i bander, fordi de f.eks. gerne vil ryge hash. Men som med kriminaliteten er fælles stofbrug med til at styrke gruppetilhørsforholdet. Stofbrug faciliteres i bandegrupperinger, og betyder, at konsekvenserne for de unge kan være et langvarigt misbrug af stoffer eller alkohol,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Væsentligt er det dog også at fremhæve, at adskillige studier, både i dansk og international sammenhæng, indkredser, at samværet med venner, fællesskabet, det at høre til et sted, ser ud til at være det, der skaber en mere vedvarende forbindelse til en bandegruppering for de unge.
Manglende forskning i forebyggende indsatser
På trods af et stort fokus på de såkaldte bandeproblematikker både i Danmark og internationalt, så er forskningen meget begrænset, både når det handler om udviklingen af forebyggende indsatser og om interventionsindsatser for at få unge ud af bandegrupperinger igen.
”Vi mangler ganske enkelt forskningsbaseret viden om forebyggelse i forhold til bandeproblematikkerne. På det helt overordnede plan ved vi, at eksempelvis gode relationer med forældre, lærere og andre voksne potentielt kan hæmme en bevægelse ind i bandegrupperinger, men vi har begrænset systematisk forskning i, hvordan man mere konkret kan udvikle forebyggende indsatser – og vel at mærke indsatser, der samtidig kan fortælle noget om, hvad der virker. Det kan eksempelvis være indsatser for at skabe positive fællesskaber som alternativ til bandegrupperinger eller efteruddannelse af lærere og pædagoger for at sikre større skoletrivsel for udsatte elever i de berørte boligområder,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Hun peger på, at der er et behov for både komparative studier af bandegrupperinger på tværs af lande, f.eks. mellem de nordiske lande, og for grundig udforskning af forskellige former for forebyggelses- eller interventionsindsatser på området. Den empiriske viden om, hvilke indsatser der virker, uanset om det er sociale og pædagogiske, politimæssige eller lovgivningsmæssige, er kun sporadisk indkredset.
”Der findes omfattende erfaringer ude i praksisfeltet. Det kan være indsatsen fra den dygtige lokale skolelærer, pædagog eller fodboldtræner. Det kan også være indsatser fra bestemte institutioner eller SSP. Det betyder, at erfaringerne ofte er personbårne eller bundet op i kollektive praksiserfaringer i bestemte institutioner. Den praksisviden er ikke blevet samlet op og systematisk undersøgt af forskningen og kan derfor heller ikke umiddelbart formidles, overføres eller videreudvikles af andre. På samme tid er vi også nødt til at være meget forsigtige med at tænke, at det, der virker i f.eks. USA, også er det, der virker i en nordisk kontekst”.
Det er baggrunden for den afsluttende fase af forskningsprojektet, hvor forskere fra DPU, Aarhus Universitet undersøger, hvordan ungdomsklubber, ungecafeer og fritidspædagogiske indsatser kan forebygge kriminalitet og bevægelser ind i bandegrupperinger blandt børn og unge i de såkaldte udsatte boligområder. Et forskningsprojekt, der er finansieret af BUPLs forskningsfond, og som inddrager pædagoger, børn og unge, samt en lang række samarbejdspartnere i projektforløbet.
”Vi skal have viden om, hvilke indsatser der iværksættes, og vi vil også meget gerne have viden om, hvad pædagogikken rent faktisk kan, i forhold til – og sammen med - de børn og unge, som vi bekymrer os om”, slutter Kirsten Elisa Petersen.
Mere information
Rapporten ”Unge i bandegrupperinger. Hvad ved vi - og hvad ved vi ikke? En forsknings – og vidensopsamling” er skrevet af Kirsten Elisa Petersen og Lars Ladefoged.
Rapporten er den anden af i alt tre rapporter om unge i bandegrupperinger fra forskere ved DPU, Aarhus Universitet. Det samlede projekt afsluttes i 2019.
Læs mere om de øvrige dele af forskningsprojektet