Aarhus Universitets segl

Kunsthistoriker modtager rejselegat til forskningsophold i USA

Theis Vallø Madsen modtager et legat på 150.000 kr. fra Ferdinand Sallings Mindefond, der hvert år uddeles til særligt ambitiøse og internationalt orienterede studerende. Legatet skal finansiere projekt- og forskningsarbejde i USA.

Til dagligt er han ph.d.-studerende ved kunsthistorie på Aarhus Universitet og Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg. Og så er han en del af forskningsprojektet, Mapping the Archive, et projekt, der ligesom hans ph.d.-projekt handler om digitalisering og øget adgang til museumssamlinger og –arkiver.

-Mapping the Archive-projektet er et tværfagligt udviklingssamarbejde, som tager udgangspunkt i mit forskningsarbejde som ph.d.-studerende ved kunsthistorie. Projektets formål er at udvikle nye måder at præsentere museumssamlinger i digital form, fortæller ph.d.-studerende Theis Vallø Madsen, der inden for landets grænser samarbejder med forskellige museer, herunder AROS, private virksomheder og DR´s arkivafdeling. Med legatet får han nu mulighed for at udvide forskningssamarbejdet uden for landets grænser

Forskningssamarbejde abroad

I foråret var Theis Vallø Madsen på et kortere ophold i USA, hvor han præsenterede forskningsprojektet, Mapping the Archive, på en række amerikanske museer og forskningsinstitutioner. Og det er projekt- og forskningssamarbejder fra det ophold, der nu bliver mulighed for at fortsætte og udbygge under et længere ophold i New York og Chicago.

-Den bedste forskning inden for blandt andet digital kunst- og kulturarvsformidling foregår i USA. Amerikanske museer og universiteter er gode til at tænke på tværs af faggrænser, og deres erfaring og idéer har jeg brug for i mit eget arbejde med at kortlægge, registrere og formidle kunstarkiver på en ny måde. Jeg håber, at mit ophold giver mig ny viden og nogle værktøjer, som jeg kan bruge herhjemme i mit ph.d.-projekt og i det samarbejde, jeg har med museerne.