Aarhus Universitets segl

Nyskabende AU-forsker modtager Vejlederprisen 2013

Lektor Rie Thomsen, Aarhus Universitet, modtager årets vejlederpris på 25.000 kroner. Rie Thomsen forsker i ”vejledning i fællesskaber”, og har med sine formidlingsevner inspireret vejledere landet over og dermed præget og nytænkt uddannelses- og erhvervsvejledningen i Danmark.

Den 16 september modtog lektor Rie Thomsen Vejlederprisen 2013

D. 16. september fik Rie Thomsen, lektor ved Aarhus Universitet tildelt Vejlederprisen 2013, der er på 25.000 kr. Prisen blev overrakt af Vejlederforeningen i forbindelse med Efterskolernes Vejlederkonference i Vejle. 

Vejlederne ud af kontorerne!

Om valget af Rie Thomsen som årets kandidat siger formanden Vejlederprisens bestyrelse Birgit Heie:

"Rie Thomsen har siden sin ph.d.-afhandling aktivt og utrætteligt arbejdet for at udbrede sine ideer om, at få vejlederne ud af kontorerne og ud i de vejledningssøgendes fællesskaber. Hun har inspireret vejledermiljøet gennem foredrag og oplæg på danske og udenlandske konferencer, sit virke i forskningsnetværk, i undervisning og gennem bøger og artikler.”

Rie Thomsen har i høj grad formået at nytænke vejledningen til unge, der skal vælge uddannelse. Tidligere kunne seriøs uddannelses- og karrierevejledning kun tænkes som en-til-en-samtale bag en lukket dør. Men Rie Thomsen viste med sin ph.d.-afhandling fra 2009, ”Vejledning i fællesskaber”, de meget positive effekter af at vejlederne flytter ud af kontorerne, ud hvor de vejledningssøgende færdes.

Rie Thomsen forklarer selv det særlige ved hendes tilgang til vejledningen således:

”Ved at udfordre det traditionelle og lade vejledningen foregå i samspil mellem flere – i fællesskaber - opstår nye perspektiver og muligheder. En uddannelsessøgende kan fx høre erfaringer fra medstuderende, knytte bånd og skabe relationer, der kan hjælpe til en afklaring. Vejlederen bliver i højere grad en facilitator, og fællesskabet byder ind med muligheder og forslag. Samtidig bliver vejledningen mindre privat, og de vejledte oplever, at de ikke er alene med problemerne. Det er med til at lette det store pres fra forventninger om altid at gøre det rigtige, som de unge i dag ofte føler,” forklarer Rie Thomsen.

Vejledere på bl.a. UU-centre og uddannelsesinstitutioner har i sjælden grad taget budskabet til sig, og vejledning i fællesskaber er efterhånden blevet en værdsat og benyttet måde at organisere vejledningen på. Det er ikke ofte, at en ph.d.-afhandling har været startskuddet til så store forandringer i det grundlæggende metodesyn inden for et fag, som det er tilfældet med Rie Thomsens forskning.

Om Rie Thomsen

Rie Thomsen er uddannet cand.mag. og lektor ved Aarhus Universitet, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), hvor hun underviser og vejleder på masteruddannelsen i vejledning og kandidatuddannelsen i generel pædagogik.

Hun er leder af forskningsprogrammet Livslang Læring på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, og er medlem af forskernetværket Praksisforskning i udvikling. Rie Thomsens ph.d.- afhandling ”Vejledning i Fællesskaber” udkom i 2008 som bog, og i 2012 i en engelsk udgave under titlen ”Career Guidance in Communities”. I 2011 var hun medforfatter til bogen ”Vejledning i Samspil” og senest i 2013 også medforfatter ”At vejlede i fællesskaber og grupper”. Hendes forskning omfatter bl.a. vejledning ved højskoler, i virksomheder, på efterskoler og i fængsler. Rie Thomsen er i efteråret 2013 blevet udpeget til at sidde i den videnskabelige komité for en europæisk forskerskole i vejledning.

Mere information om Rie Thomsens forskning og publikationer

Om Vejlederprisen

Schultz’ Vejlederpris, der er på 25.000 kr., uddeles i ulige årstal til en vejleder, der har gjort en særlig indsats for uddannelses- og erhvervsvejledningen i Danmark. Formålet med prisen er at fremme og opmuntre initiativ og nytænkning til gavn for dansk uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Siden 1993 er prisen hvert andet år tildelt mennesker, der brænder for deres fag, og som er indstillet af kollegaer i branchen.

 

Kontakt

Rie Thomsen:  87 16 36 61; riet@dpu.dk 

Formand for Vejlederprisens bestyrelse: Birgit Heie, chefkonsulent i Schultz Uddannelse og Vejledning, tlf. 41 95 47 29, bhe@schultz.dk.

Helene Valgreen, formand for Danmarks Vejlederforening og medlem af Vejlederprisens bestyrelse, tlf. 40 44 41 88, helv@dpu.dk.