Aarhus Universitets segl

Online ressource sætter fokus på karriereperspektiver i universitetsundervisning

Gennem et nyt tema sætter online ressourcen AU Educate fokus på fremtids- og karriereperspektiver i universitetsundervisning. Det handler ikke kun om at bygge bro mellem universitet og arbejdsliv, men også om de studerendes evne til at sætte ord på deres egne faglige kompetencer.

Der er behov for at gøre plads til refleksioner over studerendes fremtid i deres universitetsuddannelse. Det sætter et nyt didaktisk tema på online ressourcen AU Educate, der formidler indhold om universitetsundervisning til universitetsundervisere, nu fokus på. Temaet handler om karriereperspektiver i undervisningen på universitetet, og det indeholder konkrete værktøjer og eksempler, som undervisere kan anvende i deres egen undervisningspraksis.

Temaet om karriere i undervisningen på AU Educate er udviklet på baggrund af indhold fra Arts Karrieres Didaktiske Udviklingsprojekt. Temaets øvelser lavet i et samarbejde mellem Arts Karriere, undervisere på Arts, Aarhus Universitet, og Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier.  

Karriereperspektiver i undervisningen - ikke kun i projektorienterede forløb  

Ofte møder studerende kun karriere- og fremtidsperspektiver i deres uddannelse, hvis de har projektorienterede forløb. Men ifølge projektleder Maija Eklund, Arts Karriere, og ph.d.-studerende Laura Cordes Felby, CUDiM, der begge har været med til at udvikle temaet om karriere i undervisningen, er det en skam:

“Det er en vigtigt, at de studerende kan se sig selv som anvendelige, at de ved, hvordan de kan anvende deres faglighed i praksis, og at de kan sætte ord på, hvad det er, de kan med den uddannelsesmæssige baggrund, de har. De værktøjer, der nu ligger på AU Educate, kan inspirere underviseren til at arbejde med relevans- og karriereperspektivet i undervisningen, og kan skabe en lettere overgang fra universitet til arbejdsliv for de studerende”, forklarer Maija Eklund, der er projektleder for Didaktisk Udviklingsprojekt, som har leveret materialet til temaet.

Materialet i temaet består blandt andet af konkrete øvelser til undervisere, der er nysgerrige på, hvordan de kan implementere et bredere fremtids-, relevans- og karriereperspektiv i deres fag. Materialet er udviklet i tæt dialog med undervisere fra Arts, der har testet og implementeret øvelser med fokus på karrierereperspektivet i deres undervisning.

Studerende skal lære at formidle, hvad de kan

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at øge fokusset på relevans- og karriereperspektivet i undervisningen? Er der ikke også en værdi i, at de studerende lærer for læringens skyld? Skal alt absolut være målorienteret? Ifølge udviklerne bag temaet handler det ikke kun om, at de studerende skal formes til at få et job:

“Der mangler forståelse af hvad et karriereperspektiv kan være. Det handler i ligeså høj grad om at reflektere over sig selv i relation til sin uddannelse, og formidle hvad man kan,” forklarer Maija Eklund.

Laura Cordes Felbys, der sammen med lektor ved CUDiM Sarah Robinson har stået for at tilpasse de fagspecifikke øvelser fra de deltagende undervisere til de mere generelle øvelser, andre underviser nu kan finde på AU Educates tema om karriere i undervisningen, supplerer:

“Der er et behov for at integrere refleksioner over de studerendes fremtid i deres universitetsuddannelse. Dels fordi det kan bygge bro mellem universiteter og arbejdsmarked, hvilket er en essentiel del af universitetets rammestrategi, men også fordi det øger de studerendes motivation for studiet.”

Maija og Lauras råd til universitetsundervisere der vil arbejde med karriereperspektiver i undervisningen:

  • Vær åben overfor de udviklede værktøjer, som temaet indeholder. Vi synes ikke man skal tænke karriereperspektivet som et add-on til undervisningen. Der er mange øvelser, som kan inkorporeres i curriculum, så man arbejder med relevans og karriere koblet på det fagfaglige.
  • Tænk på materialet i temaet om karriere på AU Educate som noget, der styrker og supplerer det faglige indhold. At implementere øvelser med fremtids- og karriereperspektiver er ikke det samme som at gå på kompromis med eller erstatte det faglige indhold.

  • Karriereperspektivet passer ikke kun ind i fag og kurser med fokus på omverdenskontakt - eksempelvis projektorienterede forløb. Vær åben overfor at bruge øvelserne fra AU Educate i faglige sammenhænge, som du ikke nødvendigvis havde forestillet dig kunne kobles på karriereperspektivet. 

  • Udnyt de ressourcer, vi har på universitetet, og tag kontakt til dem, der har været med til at udforme temaet, hvis du har brug for sparring til at udvikle din undervisning og implementere et fremtids- og karriereperspektiv.