Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studerende har designet nye skraldespande til Føtex

En gruppe Arts-studerendes ide til, hvordan man får flere til at bruge skraldespandene hos Føtex i Silkeborg, er nu blevet til virkelighed (Foto: Føtex Silkeborg).

23.01.2019 | Ulrik Vosgerau

Et af de nye skraldespandsdesigns som studerende fra Arts har udviklet (Foto: Føtex Silkeborg).

Nye skriggule skraldespande med budskaber som ”Hvad med fremtiden” og ”Har du en smøg” skal få styr på skraldet i Silkeborg. Forslaget til at ”nudge” kunderne med mere synlige skraldespande blev grebet af Føtex-varehuschef Poul Erik Hansen, da en gruppe studerende fra Arts præsenterede ham for ideen ved en case competition i Silkeborg i begyndelse af oktober.

Ved konkurrencen, som var arrangeret i samarbejde mellem Faculty of Arts og Silkeborg Kommune, deltog en række virksomheder og organisationer, der gerne ville have nye bud på løsningen af de udfordringer, de står med i dagligdagen. Føtex i Silkeborg var blandt deltagerne, og de ville blandt andet gerne have input til, hvordan man undgår, at meget skrald bliver smidt ved siden af deres skraldespande. 

”I udviklingen af det nye design til skraldespandene skulle de studerende inden for en meget kort tidsramme nå fra observation og analyse til idé-generering og pitch af et brugbart produkt. Deres opgave var altså også at tackle en situation, man vil møde i mange virksomheder og organisationer, hvor man er nødt at til komme fra problem til løsning relativt hurtigt”, fortæller Thomas Bjørnsten fra Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, der har været underviser for flere af de studerende.

Case competition som en del af undervisningen
Som forberedelse til og formelt afsæt for at deltage i konkurrencen, er de studerende i deres undervisningsforløb blevet præsenteret for arbejdsmetoder inden for design thinking og eksempler på branding og ’nudging’-strategier. 

”I vores forløb om markedskommunikation fokuserer vi både på de kreative og videnskabelige sider af marketing og branding. Og så lægger vi meget vægt på at balancere forholdet mellem konkrete cases og de faglige læringsmål, hvor case competition-formatet fungerede som en spændende og produktiv måde at prøve de studerendes kompetencer af på. Når et projekt tilmed ender med at blive realiseret, kunne vi ikke være gladere”, fortæller Thomas Bjørnsten.


Fakta

I samarbejde med Silkeborg Kommune afholdt Faculty of Arts 1.- 2. oktober 2018 case competition'en "Stay Relevant" på Campus Bindslevs Plads i Silkeborg. Her deltog 175 studerende, der satte deres fagligheder i spil for at finde løsninger på en række virksomheders aktuelle udfordringer. 

Blandt de deltagende organisationer og virksomheder var Føtex i Silkeborg, der nu har realiseret de studerendes input til et redesign af skraldespandene i Center Nord i Silkeborg.

Arts