Aarhus Universitets segl

Vis mig din #festival

Sommerens festivaler står for døren, og ét gælder for dem alle: Selvom deltagerne er til stede på festivalpladsen, er de samtidig også tilstede i cyberspace. De sociale medier har for alvor indtaget festivalpladserne. Et hold forskere fra AU har indgået et samarbejde med NorthSide for at blive klogere på, hvilken rolle de sociale medier spiller for festivaloplevelsen.

”En af vores teser om brugen af de sociale medier er, at de er med til at forbedre oplevelsen for festivaldeltagerne, både før og efter festivalen. Når festivalen er slut, kan de via de sociale medier forblive i festivalens univers, hvilket giver en fællesskabsfølelse”, forklarer lektor Anja Bechmann, der er leder af forskningsgruppen Digital Footprints research group på Aarhus Universitet.  Hun var en af de otte forskere, der deltog på NorthSide i juni for at undersøge, hvad de sociale medier tilfører, når de som et digitalt lag lægges oven på en kulturel begivenhed som NorthSide.

Udover fællesskabsfølelsen viste forskernes kvalitative interviews, at de sociale medier også har en betydning på det individuelle plan.

”I forhold til de kvalitative interviews var det tydeligt, at aktiviteten på de sociale medier var tiltænkt tre formål: at skildre sin egen version af festivalen over for vennerne på festivalen, at gøre venner, der ikke var til stede misundelige samt sikre at disse venner deltager næste år”, forklarer Anja Bechmann.

Mest aktive før under eller efter?

Forskningsgruppen ville også undersøge, om der var nogle særlige digitale mønstre for brugen af de sociale medier. Hvornår var festivalgæsterne mest aktive?: før, under eller efter festivalen? Det var et svar, der afhang af alder.

”Særlige de unge ville gerne spare på strømmen og uploadede derfor billeder eller tekst før og efter festivalen. Det samme gjaldt de ældre festivaldeltagere, men her var forklaringen en anden; de ville gerne være til stede under festivalen og ville ikke afledes af de sociale medier.”

Digital dialog

En af de mere overraskende ting for forskerne var, at Facebook ikke blev brugt særligt meget under festivalen. Det var primært Instagram og Twitter, som festivaldeltagerne syntes bragte mest værdi for festivaloplevelsen. En anden værdi de sociale medier tilførte festivalen var af mere informativ karakter, forklarer Anja Bechmann:

”Flere festivaldeltagere nævnte, at de virkelig værdsatte den dialog, man kunne have med NorthSide på de digitale medier. Det var svært at få information på pladsen, og derfor kunne man stille spørgsmål på de sociale medier og få hurtigt svar fra NorthSide.”

Spørgsmål der venter

Næste skridt for forskningsgruppen bliver at få et større og mere detaljeret overblik over blandt andet, hvilket indhold gæsterne deler under festivalen på forskellige sociale medieplatforme, hvad de foretrækker at se på sociale medier, og om og hvordan de bruger hashtags. Og der er rigeligt datamateriale at gå i gang med, fortæller Anja Bechmann:

”Det tekniske er lykkedes, og det var ideen med projektet. Næste trin er derfor hvordan vi udvikler metoder til at rumme alle disse data. Det er første gang, vi arbejder på tværs af sociale medier og bare Instagram alene havde 19.000 billeder, derfor skal vi nu have gang i nogle softwarestøttende metoder”.

Der er allerede nogen hjælp at hente. To specialestuderende har henvendt sig til forskningsgruppen og er blevet tilkoblet projektet.


RethinkIMPACTS 2017

Projektet ”Digital Footprints” er et RethinkIMPACTS 2017-projekt og indgår dermed i samarbejdet mellem Aarhus 2017 og Aarhus Universitet om at skabe viden om kulturens betydning og effekter. Digital Footprints Research Group bidrager dermed til den forskningsbaserede evaluering af Aarhus 2017, som gennemføres på AU.

Læs mere:


Kontakt

Anja Bechmann
Mail: anjabechmann@dac.au.dk
Tlf. 87162017
Mobiltelefon: 51 33 51 38