Det var et erklæret mål med skolereformen, at alle børn skulle have samme muligheder for udfoldelse. Længere skoledage med understøttende undervisning og indførelse af skolepædagoger skulle styrke indsatsen i forhold til børnenes trivsel og udvikling. Især for de børn, som har det svært i skolen. Men her fire år senere er det på mange skoler fortsat ikke lykkedes at få samarbejdet mellem lærere og pædagoger til at fungere tilfredsstillende, lyder det fra lektor Niels Rosendal fra DPU, Aarhus Universitet på baggrund af et nyt forskningsprojekt om skolepædagogers betydning for lavt præsterende drenge.

”Pædagogerne er en ny gruppe i skolen, der skal skabe sig en professionel platform, som er anderledes end lærernes. Tidligere tog pædagogerne sig af børnene i fritidsinstitutionerne, mens skolerne var lærernes domæne. Nu skal de to faggrupper i stedet supplere hinanden i skolen, og her er der en lang række faktorer, der hæmmer en fælles indsats”, siger Niels Rosendal Jensen.

Han står i spidsen for et aktuelt forskningsprojekt om skolepædagogers betydning for lavt præsterende drenge, hvor forskere har fulgt samarbejdet mellem lærere og skolepædagoger ved fire nordjyske skoler.

Manglende koordination hæmmer samarbejde

”Der er på en del skoler ikke nogen overordnet koordination omkring, hvem der bidrager med hvad, når man ser på samarbejdet mellem lærere og skolepædagoger. Det betyder, at pædagogernes særlige faglighed ikke bliver brugt optimalt, når det drejer sig om de drenge, der har det svært med skolen”, siger Niels Rosendal Jensen.

Undersøgelsen viser en tendens til, at pædagogerne er hæmmet af, at de enten ikke kender til indholdet i undervisningen eller ikke har medvirket til planlægningen af den.

”Hvis pædagogerne skal kunne arbejde med lavt præsterende drenges læring og udvikling, så kræver det, at de har viden om læringsmålene, om hvad der er svært for drengene, og hvordan de kan støttes pædagogisk og didaktisk. Men pædagoger i undersøgelsen peger på, at der er en uklar rollefordeling og samtidig meget lidt eller slet ingen tid til en fælles planlægning”, siger Niels Rosendal Jensen.

Resultatet er, at der bliver en svag rammesætning i undervisningsrummet. I stedet for at pædagogerne kan sætte deres egen faglighed i spil, kommer de til at træde tilbage og afvente lærernes initiativ.

Behov for bedre rammesammensætning

”Tanken med at få pædagogerne ind i skolen var, at pædagogerne kunne bidrage med deres særlige fagligheder til at styrke det relationelle og arbejdet med børnenes trivsel, så lærerne kunne koncentrere sig mere om den undervisning, som er deres kerneopgave.  Men undersøgelsen tyder på, at pædagogerne i stedet mange steder kommer til at fungere som hjælpelærere og vikarer”, siger Niels Rosendal Jensen.

Forskerne peger derfor på, at der er behov for mere videndeling, bedre tid til en fælles planlægning og en stærkere rammesætning af, hvad der er lærernes, og hvad der er pædagogernes roller i skolen.

Selvom om samarbejdet halter, er det dog muligt, at skolepædagoger bidrager til at forbedre de lavt præsterende drenges trivsel uden for undervisningssituationerne, eller at de opleves som et positivt bindeled til skolen af børnenes forældre. Det vil forskerne se nærmere på i den sidste del af projektet, hvor de også vil gå ind i en nærmere diskussion med praktikerne på de deltagende skoler om, hvordan der kan udvikles en bedre fælles indsats.

Om undersøgelsen

”Nye tilgange til skolepædagogers samarbejde om stærke faglige fællesskaber for lavt præsterende drenge i indskolingen - et praksisforskningsprojekt” er støttet af BUPL og er gennemført i samarbejde mellem University College Nordjylland (UCN),  Professionshøjskolen Absalon, Nationalt Center for Skoleforskning (NCS) og DPU, Aarhus Universitet. Undersøgelsen vil munde ud i en række bud på udvikling af skolepædagogernes praksis, som vil ligge klar før sommeren 2019.