Eksempler på samarbejde med kommuner

Affaldspædagogik mellem daginstitution, skole og hjem

Projektet indsamler viden og udvikler forskningsbaseret undervisning og læringsaktiviteter, der bygger bro mellem affaldspraksis i skole/daginstitution og hjem.

Projektet formål er:

  • At undersøge effekter på længere sigt af affaldspædagogiske aktiviteter i skoler og daginstitutioner, samt affaldspraksisser i forskellige familier med fokus på børn og deres familiers læring om affald.
  • At udvikle, formidle og forankre denne viden bredt nationalt i kommunerne via netværksaktiviteter med kommuner og affaldsselskaber fra hele landet digitalt og via ERFA-møder.
  • At udvikle og afprøve undervisningsmateriale på baggrund af forskningsresultater om materialitet, hverdagspraksisser og normstøttende strukturer foruden forskning fra de længerevarende studier af affaldsundervisning og affaldspraksisser i institutioner og hjem.

Samarbejdsprojekt mellem København Kommune, UCC og DPU, Aarhus Universitet.

Kontakt: Professor MSO Jeppe Læssøe, DPU, Aarhus Universitet

Bevillingsgiver: Miljøstyrelsen

Projektet gennemføres i 2017

Barnet i Centrum 2

Barnet i Centrum 2 er et interventionsforskningsprojekt, der er kendetegnet ved ambitionen om at intervenere med praksisfeltet og bidrage til ny tematiseret teori såvel som ny praksis. De deltagende pædagoger og dagplejere fra otte kommuner indgår i et laboratoriearbejde, hvor de dels bliver udfordret med ny teori og dels analyserer egne data, som er indsamlet i deres egen institution, hvilket fører til ny praksis, ny dataindsamling, nye analyser og teorirefleksioner og teoridannelser. Forskning og praksis udfordrer og beriger således hinanden i en løbende proces.

De overordnede temaer er:

  • Samspil og læring (Lone Svinth)
  • Overgangspædagogik – 0- 4 år (Ole Henrik Hansen)
  • Didaktik (Anders Skriver Jensen)

De deltagende kommuner er: Vejle, Viborg, Gentofte, Vejen, Sorø, Roskilde, Odder, Helsingør. Projektet løber fra primo 2016 - medio 2017 og er finansieret af de deltagende kommuner.

Kontakt: Professor emeritus Stig Brostrøm og lektor Ole Henrik Hansen, DPU, Aarhus Universitet

Chancelighed gennem legende lærende samspil

Formålet med dette projekt er at udvikle engagerende og lærerige voksen-barn samspil, som understøtter konkrete børns socioemotionelle og kognitive kompetencer samt trivsel.

I projektet genereres viden om:

  • hvordan udsatte børns læring og trivsel kan udvikles gennem engagerende og lærerige voksen-barn samspil
  • hvordan voksen-barn samspillet med legende lærende samspil konceptet (LLS) udvikles i retning af mere legende og lærende samspil for konkrete børn og voksne
  • hvorvidt chanceligheden øges som følge af indsatsen.

Projektets primære målgruppe er 3-6 årige børn som af praktikere vurderes at være i udsatte positioner qua deres ufrugtbare deltagelse i dagtilbuddet.

Det er et toårigt forskningssamarbejde (2017- ultimo 2018) mellem DPU, Aarhus Universitet, SFI og pædagoger og medhjælpere fra syv af Lolland Kommunes dagtilbud. Det er finansieret af VELUX Fonden.

Kontakt: Professor MSO Charlotte Ringsmose, DPU, Aarhus Universitet.

Flerfagligt samarbejde mellem specialskolelærere og almenskolelærere

I forbindelse med udviklingsprojektet ”Det brede forbyggende løft” i Nyborg Kommune udfører lektor Lotte Hedegaard Sørensen fra DPU, Aarhus Universitet følgeforskningsprojektet ”Flerfagligt samarbejde mellem specialskolelærere og almenskolelærere”.

Projektets formål er at undersøge og dokumentere opbygning af kapacitet på i fire klasser på mellemtrinnet på to folkeskoler – mens udviklingsprojektet foregår. I udviklingsprojektet etableres mere faste samarbejdsrelationer mellem specialskolelærere og almenskolelærere omkring udviklingen af fællesskaber og undervisning i almenskolen.

I følgeforskningen undersøges det, hvordan specialskolernes udgående funktioner kan udvikles fra specifikke indsatser rettet mod børn i vanskeligheder til at være en integreret og forebyggende del af det daglige arbejde i forhold til at øge deltagelse og læring for flere elever. I den forbindelse studeres og dokumenteres det, hvordan fællesskaberne og undervisningen udvikler sig i det flerfaglige samarbejde og i relation til børn i vanskeligheder.  

Projektet slutter i september 2017 og er finansieret af Nyborg Kommune. 

KIDS

I KIDS-projektet er fokus på at vurdere den pædagogiske kvalitet i børnenes lærings- og udviklingsmuligheder i det pædagogiske miljø i daginstitutionen. Der er således fokus på at vurdere og udvikle de omgivelser, der udgør børnenes betingelser for læring og udvikling.

DPU’s forskere skal for Københavns Kommune udvikle koncept for og gennemførelse af systematiske vurderinger af læringsmiljøet (KIDS) i 70 daginstitutioner i relation til programmet "Tidlig Indsats 0-6 år". DPU skal kompetenceudvikle et antal medarbejdere fra Børne- og Ungdomsforvaltningens områdeforvaltninger til gennemførelse af KIDS i de resterende daginstitutioner, der indgår i "Tidlig Indsats 0-6 år" i Københavns Kommune, og udvikle et koncept for, hvordan KIDS kan gennemføres i ca. 70 daginstitutioner i København med en høj andel socialt udsatte børn.

DPU skal selv gennemføre KIDS i 35 af de i alt 70 daginstitutioner, mens de øvrige KIDS gennemføres af kommunens egne konsulenter, der oplæres af DPU´s forskere. Det implicerer både introduktion til og praktisk træning i KIDS. 

Professor Charlotte Ringsmose og lektor Grethe Kragh-Müller, DPU, Aarhus Universitet står bag projektet, der gennemføres i foråret 2017.

Læringsledelse – Dagtilbud

Det overordnede mål for projektet er at forbedre alle implicerede børns trivsel, læring og udvikling. Den pædagogiske praksis i dagtilbud er defineret af læreplaner og læringsmål, og begrebet synlig læring har vundet indpas overalt. Vores fælles ansvar er, at alle børn udvikler sig, lærer mest muligt og trives bedst muligt. Derfor er vi alle sammen læringsledere: medarbejdere og ledere i dagtilbud leder læring, og det samme gør dagtilbudsledere og forvaltningsmedarbejdere. Vi leder først og fremmest børns trivsel, udvikling og læring, men vi leder også medarbejderes og kollegers læring.

Projektet løber fra 2016-2019 og er finansieret af de deltagende kommuner: Hedensted, Billund, Kolding, Fredericia, Svendborg og Nordfyn. Samlet vedrører programmet 175 matrikler (børnehaver, vuggestuer og dagplejer), 250 i ledelserne, 2700 pædagogisk personale, 31.000 børn og heraf ca. 4.500 i alderen 4–5 år. 

Kontakt: Professor Lars Qvortrup og lektor Ole Henrik Hansen, Nationalt Center for Skoleforskning, DPU, Aarhus Universitet

Rethinking tourism in a coastal city – design for new engagements

De danske kystbyer rummer store potentialer for at tiltrække nye turister. Derfor har Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Arkitektskole udformet et projekt, der skal gentænke turismen i de danske kystbyer.

Formålet med projektet er at styrke videnudvekslingen mellem forskere, fagfolk og turismeerhvervet i Ringkøbing-Skjern, således at egnen bliver et kraftcentrum i Kystdanmark, og kystturisme bliver et endnu stærkere omdrejningspunkt for dansk turisme.

Fra Aarhus Universitet deltager Jan Ifversen, Britta Timm Knudsen, Mads Daugbjerg og Anne-Marit Waade. I projektet deltager desuden Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkøbing-Skjern Museum og Dansk Kyst og Naturturisme, VisitAarhus og KRAFT.

Tegn på sprog

Projektets overordnede mål er at:

  • få indsigt i tosprogedes børns møde med skriftsproget
  • afsøge pædagogiske muligheder for at inddrage disse børns forudsætninger og behov i læse- og skriveundervisningen i indskoling, mellemtrin og udskoling

for på den måde at skabe et fagligt og forskningsmæssigt grundlag for videreudvikling af den pædagogiske praksis i folkeskolen og i grund-, efter- og videreuddannelse af lærere og pædagoger.

Projektet har fulgt en klasse fra 0.-9. klasse og afsluttes ved udgangen af 2018. Det gennemføres i et samarbejde med VIA University College, Professionshøjskolen UCN, University College Lillebælt, Professionshøjskolen UCC, DPU, Aarhus Universitet samt Aarhus, Aalborg, Vejle, Odense og Københavns Kommune og er støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Projektet ledes af lektor Helle Pia Laursen, DPU, Aarhus Universitet, mens sekretariatet er på Professionshøjskolen UCC.