Aarhus Universitets segl

DPU og NCS lancerer ’Pædagogisk indblik’: Forskningsviden bliver hverdagskost for praktikere

Quick fixes, enkle opskrifter og overfladiske koncepter er ikke vejen frem, hvis vi vil udvikle pædagogisk praksis. Det er et dynamisk samspil mellem praksis og forskningsviden til gengæld. Med ’Pædagogisk indblik’ tager DPU, Aarhus Universitet og Nationalt Center for Skoleforskning (NCS Dagtilbud & Skole) et nyt skridt for at gøre forskningsviden anvendelig og tilgængelig for lærere, pædagoger, skole- og dagtilbudsledere og alle andre, der arbejder med pædagogik og uddannelse i hverdagen.

Fra september 2019 udgiver DPU, Aarhus Universitet en serie forskningsoversigter under titlen ’Pædagogisk indblik’: Korte, gratis e-bøger med oversigter over forskningsviden om aktuelle emner inden for dagtilbud, grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.

”Det sker vel at mærke i en form, der er til at arbejde med for lærere, pædagoger, ledere, konsulenter, beslutningstagere, forvaltninger og alle andre, der beskæftiger sig med pædagogik eller uddannelse i praksis. Pædagogisk indblik er skrevet direkte til dem. Vi vil gerne tilbyde dem et overblik over den eksisterende forskningsviden om matematikundervisning, inklusion, børns leg i dagtilbud, elevtrivsel i gymnasiet, for blot at nævne nogle få eksempler, så de reelt får en mulighed for at bruge denne viden til at videreudvikle praksis,” siger Helle Plauborg, lektor ved DPU, Aarhus Universitet og projektleder for Pædagogisk indblik.

Forskningsviden skal bruges

Med Pædagogisk indblik vil DPU, Aarhus Universitet og Nationalt Center for Skoleforskning løfte forskningen ind i den pædagogiske praksis, så den kan være med til at styrke trivsel og læring fra vuggestue til universitet.

”Det er afgørende for os, at forskningsviden når bredt ud og kommer samfundet til gode. Forskning i pædagogik og uddannelse har stor betydning for de allerfleste borgere. Pædagogisk indblik viser spændvidden i de måder, forskningen griber et tema an på, og dermed både den konsensus og de forskelle i perspektiver og resultater, der præger forskningen på de forskellige områder. Quick fixes, enkle opskrifter og overfladiske koncepter om, hvad der virker, er ikke vejen frem, hvis vi vil udvikle pædagogisk praksis. Det er et dynamisk samspil mellem pædagogisk praksis og forskningsviden til gengæld. Med Pædagogisk indblik giver vi et stærkt bud på, hvordan det kan foregå,” siger Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet.

Pædagogisk indblik giver ikke bare et overblik over, hvad vi ved om et bestemt tema – men også et indblik i, hvad det er for præmisser og grundantagelser, denne viden bygger på. Dermed får læserne mulighed for at dykke ned i forskningen og selv tage stilling til den.  

”Blandt ledere og medarbejdere i pædagogiske institutioner er der et stort ønske om at styrke praksis gennem teori og forskningsviden. Men mængden af relevant forskning om de enkelte pædagogiske temaer og problemstillinger er ofte stor og kan virke uoverskuelig. Det kan derfor være fristende at vælge de hurtige svar og nemme løsninger. Men der er ingen nemme løsninger på pædagogiske problemstillinger. Pædagogisk indblik viser den kompleksitet, der gør sig gældende i alle spørgsmål om pædagogik, didaktik og uddannelse, men gør det samtidig muligt for læserne at navigere i denne kompleksitet og få det overblik, der skal til, for at viden faktisk kan berige praksis uden at forsimple den,” siger Christian Christrup Kjeldsen, leder af Nationalt Center for Skoleforskning og vice-institutleder for forskning på DPU, Aarhus Universitet.  

Dialog mellem forskere og praktikere

Pædagogisk indblik er en ny form for forskningsformidling, der er båret af dialog mellem de forskere, der laver oversigterne, og de praktikere, der efterspørger forskningsviden.

”Dialog i forhold til, at temaerne for oversigterne aftales mellem forskerne, praktikere og de faglige organisationer. Men også dialog i forhold til, at Pædagogisk indblik ikke blot leverer fiks og færdig forskningsviden til praksis, men tværtimod inviterer læserne til at tænke over og tænke videre med den forskningsviden, de får overblik over og indblik i. Pædagogisk indblik giver det løbende arbejde med at finde gode svar på praktiske pædagogiske problemstillinger et stærkere fundament af forskningsviden,” siger Helle Plauborg.

Fakta


Forskningsoversigterne ’Pædagogisk indblik’ udgives af DPU, Aarhus Universitet og Nationalt Center for Skoleforskning i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.

Hver forskningsoversigt giver et overblik over den eksisterende skandinaviske og internationale forskning inden for et bestemt tema. Den inviterer – bl.a. via arbejdsspørgsmål – læserne til at diskutere og tage stilling til de spørgsmål og svar, forskningen peger på – og giver samtidig et indblik i de forudsætninger, forskningsresultaterne bygger på. 

Temaerne for ’Pædagogisk indblik’ er udvalgt i samarbejde med praktikere fra hele den pædagogiske verden uddannelsesverdenen, bla. via de advisory boards, der er knyttet til hvert af de fire områder, forskningsoversigterne omhandler: dagtilbud, grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

De enkelte oversigter er skrevet af forskere fra DPU, Aarhus Universitet, der selv forsker i det emne, oversigten omhandler.

Den første forskningsoversigt, ’Undervisningsforstyrrende uro i skolen’ af Helle Plauborg, udkommer 30. september 2019.

Læs mere om ’Pædagogisk indblik’, hent forskningsoversigten om undervisningsforstyrrende uro og lyt til podcast:

http://dpu.au.dk/pædagogiskindblik

Kontakt

Helle Plauborg, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, og projektleder for Pædagogisk indblik
E-mail: hepl@edu.au.dk
Mobil: 25482845

Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet
E-mail: clho@edu.au.dk
Mobil: 26885600

Christian Christrup Kjeldsen, leder af Nationalt Center for Skoleforskning og vice-institutleder for forskning på DPU, Aarhus Universitet
E-mail: kjeldsen@edu.au.dk
Mobil: 51370188