Aarhus Universitets segl

Emma Cecilie Sørlie Jørgensen - Ny ph.d. ved afdeling for Religionsvidenskab

Emma Jørgensen er ny ph.d. fra 1. februar og skal arbejde med projektet ”Gender Fluidity in Old Norse Mythology and Culture”.

Fra 1. februar påbegynder jeg mine fire år som ph.d.-studerende på afdeling for Religionsvidenskab, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg har en bachelor i religionsvidenskab med tilvalg i nordisk sprog og litteratur, og har læst i et år på kandidatuddannelsen i de samme fag.

Mit ph.d.-projekt har titlen ”Gender Fluidity in Old Norse Mythology and Culture”, og har til formål at undersøge hvad der karakteriserede kønsforestillinger i førkristen nordisk mytologi og kultur. Projektet positionerer sig op imod tidligere forskning, der har skildret køn i førkristen nordisk kultur som binært og patriarkalsk, eller som opererende med et tredje køn. Skriftlige og arkæologiske kilder vidner dog om, at køn i stedet var flydende, domæneafhængigt og ikke-binært. Domæner i førkristen nordisk kultur var kønsproducerende, og adgangen og forbindelsen til visse domæner påvirkede derfor norrøne figurers køn. Dette gjorde det muligt for norrøne figurer som skjoldmøer, valkyrier, sejdmænd og guden Odin at flyde mellem mandlige og kvindelige domæner.

Til at undersøge de førkristne nordiske kønsforestillinger, vil jeg i projektet benytte Deleuze og Guattaris procesontologiske metode rhizomatik. Denne metode er særligt velegnet til at undersøge det flydende, da rhizomer er antihierarkiske, heterogene og i evig forandring.

Projektet vil rette sin opmærksomhed mod norrøne figurer der overskrider og bevæger sig imellem domæner. Det er min hensigt at undersøge hvilke domæner disse figurer får adgang og mister adgang til, og hvordan bevægelserne mellem domæner påvirker figurernes køn. Formålet er at tilbyde en mere situeret viden om køn i førkristen nordisk mytologi og kultur.

Under mit studie vil lektor Marianne Schleicher være min hovedvejleder, og jeg vil tilbringe et semester på Stockholm Universitet for at diskutere og udvikle mit projekt.


Kontakt: 

Emma Cecilie Sørlie Jørgensen
Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Religionsvidenskab
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Aarhus C

ej@cas.au.dk