Aarhus Universitets segl

En undervisers erfaring: første webinar

Mange undervisere omlægger i øjeblikket til online undervisning som et alternativ til den fysiske undervisning. Lektor Mette Thunø deler her sine erfaringer med webinaret som undervisningsform via Blackboards online møderum, Collaborate.

Foto: AU Kommunikation

Hvordan omlægger man sin almindelige undervisning til at foregå online, og hvilke didaktiske overvejelser skal man gøre sig? Mette Thunø, lektor i Kinastudier på Aarhus Universitet, deler her sine overvejelser om at bruge webinaret som undervisningsform. Hun drager på egne erfaringer fra en konkret undervisningsgang.

“De overvejelser, jeg gjorde mig på baggrund af tidligere erfaringer med online undervisning, gik først og fremmest på, hvordan jeg kunne sikre mig, at de studerende var med mig gennem undervisningssessionen,” starter Mette Thunø.

Hun forklarer, hvordan det kan være en udfordring, når man underviser online, at have en god føling med sine studerende, fordi man ikke har samme overblik og kontakt, når det foregår på en skærm. Derfor må man gøre nogle ting anderledes end man plejer.

“Jeg skrev blandt andet spørgsmål direkte ind i mine slides. Normalt stiller jeg bare spørgsmålene ud i rummet, og så kan jeg se ud over flokken, om de er med på det. Det kan man ikke online, men ved at skrive spørgsmål i mine slides, kunne jeg lettere lægge op til, at de studerende kunne svare i chatten. Hvis et eller flere af svarene så gav anledning til diskussion, kunne jeg vælge at tage den mundtligt med pågældende studerende.” 

Studenteroplæg og gruppearbejde online

Når undervisningen foregår online, er det særligt vigtigt at holde de studerende aktive og engagerede, så man ikke mister dem undervejs. Mette Thunø arbejder derfor med studenteroplæg som en del af programmet i løbet af undervisningen online.

“En overvejelse, jeg havde, var, at de studerende selvfølgelig ikke skulle høre på mig tale hele tiden”, fortæller Mette Thunø. Hun havde forud for undervisningen sørget for at give de studerende en gruppeopgave. Her skulle de diskutere en artikel og på baggrund af den udarbejde en præsentation, som skulle uploades i Blackboard på forhånd og til undervisningen fremlægges i møderummet online.

“På den måde kunne jeg på forhånd skimme præsentationerne og se, om der var nogle mangler eller behov, som jeg med fordel kunne præcisere i mit eget oplæg. Jeg kunne også på forhånd downloade de studerendes præsentationer, så jeg kunne dele dem med holdet i Collaborate, når de studerende skulle holde oplæg,” uddyber Mette Thunø.

Hun giver udtryk for, at selvom det kan være en udfordring at skulle lægge sin undervisning om med kort varsel, er der mange gode løsninger at hente i de online værktøjer, der er til rådighed.

“I morgen har jeg en ny udfordring: Jeg har 17 studerende i fire timer i træk. Derfor bygger jeg programmet anderledes op: jeg laver fx flere pauser, og så arbejder jeg med, hvordan vi kan arbejde i ‘Breakout groups’. ” fortæller Mette Thunø og fortsætter.

“Jeg synes, at Collaborate er meget intuitivt i forhold til andre programmer - man drukner ikke funktioner og kan sagtens overskue det i løbet af kort tid. Der findes mange gode youtube-videoer, og så sidder jeg selv og prøver nogle af funktionerne i programmet af inden”.

Retningslinjer og rammesætning

Det er ikke kun nyt for underviserne på AU, at undervisningen skal foregå online. De fleste studerende har heller ikke prøvet at indgå i et virtuelt undervisningsrum før, og ifølge Mette Thunø er det derfor vigtigt, at man som underviser får rammesat sin undervisning tydeligt. 

“Jeg havde i mit program lagt god tid ind i starten til, at vi kunne prøve at få skabt fælles regler for, hvordan vi kunne være sammen online. Dels kunne vi prøve funktioner af sammen, og dels kunne vi blive enige om, hvornår man fx bruger “raise hand”-funktionen og chat-funktionen.”

I både Collaborate og i Zoom, som er Aarhus Universitets webinartjenester, har de studerende, mulighed for at markere vha. en “Raise hand”-knap. På Mette Thunøs undervisningshold blev de sammen enige om, at den funktion kun skulle bruges til spørgsmål, mens chatfunktionen kunne bruges, hvis man fx havde en kort kommentar eller ‘emoji’ til sine medstuderendes oplæg. 

“Det viste sig at være en god investering at bruge lidt tid på rammesætning her første gang - også fordi nogle studerende opdagede, at de skulle hente et headset eller rette kameraet til,” fortæller hun og uddyber:

“Taget i betragtning af, at det var første gang med de her studerende, gik det smertefrit,” siger hun, og understreger, at også de studerende lod til at være positivt overraskede.

Læs mere her: