Aarhus Universitets segl

Førsteårsdidaktik i et blended learning-format

På det første studieår, hvor alting er nyt, er god undervisning om muligt endnu vigtigere end ellers. I år bliver undervisningen for de nye studerende på Aarhus Universitet dog anderledes, da formatet bliver delvist online. Men det gør ikke førsteårsdidaktikken mindre relevant.

“Det, der karakteriserer god undervisning, karakteriserer også god førsteårsundervisning. God undervisning er blot endnu vigtigere på første studieår, hvor alt er nyt, og de studerende skal gennem en personlig og faglig udvikling fra elev til studerende.”

Sådan fortæller ph.d.-studerende Laura Cordes Felby og chefkonsulent Bente Kristiansen, der netop har udgivet rapporten ‘Førsteårsdidaktik’. Her fremhæver de fem dimensioner, der er særligt vigtige i transformationen fra elev til studerende: Struktur, mestring, aktivitet, relation og transformation (forkortet SMART). Disse fem dimensioner er særligt vigtige at være opmærksom på som underviser af førsteårsstuderende - hvadenten undervisningen foregår online, fysisk eller som i år: Blended.

At sikre en god didaktisk ramme i et blended learning-forløb

Ifølge Laura Cordes Felby og Bente Kristiansen peger SMART-dimensionerne på nogle vigtige opmærksomhedspunkter i forhold til undervisning på første studieår, som man med fordel kan indtænke som en del af den didaktiske ramme i blendede undervisningsforløb. 

“For det første skal man være opmærksom på strukturen i sin undervisning: Hav tydelige strukturer og kommunikér klare forventninger til, hvordan den studerende skal studere. For det andet gennem klare mestringsforventninger. Vær opmærksom på, at studiearbejdet er overkommeligt, og anerkend den studerendes arbejde. For det tredje gennem aktiviteter. Skab et læringsmiljø med mange former for aktiv læring. Og for det fjerde gennem relationer. Hav fokus på dialog med både undervisere og medstuderende,” fortæller Bente Kristiansen

Aktiv deltagelse i et blended learning format

Det kan måske virke som en udfordring at sikre de studerendes aktive deltagelse, når en del af undervisningen foregår online. Men ifølge Laura Felby og Bente Kristiansen giver blended learning gode muligheder for, at de studerende arbejder aktivt - både individuelt og i grupper.

“Netop muligheden for online og evt. asynkrone gruppeaktiviteter i et blended forløb giver fleksibilitet for de studerende. Mange mindre opgaver kan fx først løses individuelt, så bearbejdes i gruppen, for dernæst at blive uploadet som bidrag til hele holdet. Det giver underviseren mulighed for at tage udgangspunkt i de studerendes bidrag og spørgsmål. Det giver også mulighed for at følge med i, om nogle studerende mangler at løse opgaver eller måske helt misforstår opgaverne, så underviser kan sende remindere eller uddybende spørgsmål ud, og derved hjælpe de studerende ind på det faglige spor igen.” 

Et blended forløb giver altså mange muligheder for både underviser og de studerende. Laura Cordes Felby og Bente Kristiansen peger fx også på, at både casebaseret undervisning og undersøgelsesbaseret undervisning er velegnet til blendede forløb, fordi det fremmer aktiv deltagelse og understøtter, at de studerendes egne erfaringer kobles med fagligheden.

Sidst men ikke mindst er feedback-mulighederne i et blended-forløb er brede og kan både organiseres med automatiseret feedback, peer feedback, asynkron og synkron feedback m.m. Ifølge Laura Cordes Felby og Bente Kristiansen er feedbacken særligt vigtig på det første studieår, fordi den kan hjælpe de studerende til at forstå forventningerne på studiet og føle, at de mestrer det, hvilket er en essentiel del af SMART.

Motivation i blended learning

Som underviser i et blended learning-forløb kan det være mere udfordrende at have samme føling med sine studerende og deres motivationen, fordi man ikke lige så ofte er fysisk til stede i samme rum. Men der er flere forskellige måder at styrke de studerendes motivation i undervisningen på, hvadenten den er online eller fysisk. Et nøgleord her er relation, der udgør R’et i SMART: 

“Noget af det allervigtigste for motivation er følelsen af at høre til. Undervisere bør være opmærksomme på at være inkuderende og at skabe et godt samarbejdsklima i det fysiske undervisningsrum. Det er lige så vigtigt i den online del af undervisningsrummet. Derfor er det væsentligt, at underviser er meget aktivt til stede i det online miljø ved at kommunikere jævnligt, tjekke om opgaver er løst, deltage i diskussioner osv.”, fortæller Laura Cordes Felby.

Hun understreger desuden, at det at skabe klare rammer og positive relationer kan rammesættes på et utal af måder, der i høj grad også afhænger af faget og fagligheden. 

Læs mere: