Aarhus Universitets segl

GUIDE: Sådan bruger du video i din undervisning

Aarhus Universitet har i disse dage midlertidigt lukket ned for alt fysisk undervisning. Som underviser har du dog stadig mange muligheder for at undervise dine studerende, blandt andet ved hjælp af video. Vi har samlet fire forslag til, hvordan du kan bruge video som en aktiv del af din undervisning online.

Der er i disse dage opstået nye udfordringer for dig, der underviser på universitetet. Den fysiske forelæsning og holdundervisning er midlertidigt ikke mulig at gennemføre, og det kalder på alternative løsninger. Måske har du tidligere arbejdet med video i forbindelse med din undervisning eller dine elevers forberedelse, måske er det helt nyt for dig. Uanset hvad, har vi samlet nogle forslag og guides til hvordan du kan bruge video som en del af din digitale undervisning.

Fordelen ved video er, at de studerende kan pause, spille forfra eller sætte hastigheden ned. På den måde kan de de for eksempel bedre nå at tage noter undervejs eller genbesøge materialet i forbindelse med gruppearbejde eller eksamen. Videomateriale giver altså de studerende nogle muligheder, som den traditionelle forelæsning ikke kan tilbyde. Samtidig kan du som underviser selv gense og genbruge videomateriale, du tidligere har udarbejdet.

Optag dine slides

Vidste du, at du nemt kan optage dine PowerPoint-præsentationer uden at skulle installere ekstra programmer? PowerPoint på Windows-computere tilbyder muligheden for at optage dit slideshow direkte i programmet, mens du navigerer i dine slides og speaker hen over dem. Du har endda mulighed for at bruge værktøjer til at pege på eller markere relevant information undervejs i din præsentation. Har du en Mac-computer skal du i stedet benytte det indbyggede program “QuickTime Player” til at optage din PowerPoint-præsentation.

Når du har optaget dit slideshow kan du nemt uploade det på Blackboard via Blackboards videoplatform Kaltura, så dine studerende kan tilgå det.

Læs en step-by-step guide til, hvordan du optager og uploader videomateriale

Læs et praksiseksempel med skærmoptagelse

Online feedback

Måske har du som en del af din undervisning bedt dine studerende om at udarbejde noget skriftligt materiale, som det er hensigten, at du skal give feedback på? Det kan også være, at du er vejleder på bachelor- eller specialeopgaver. I stedet for at overlevere feedbacken skriftligt eller mundtligt til fysiske møder kan det være både effektivt og tidsbesparende at give feedback via video- eller lydfiler. Med eksempelvis Macs PhotoBooth eller programmet Memoer kan du optage dig selv, mens du giver mundtlig feedback både til enkelte studerende, grupper eller måske kollektivt til et helt hold.

Du kan også bruge indbyggede programmer som bl.a. QuickTime Player til at optage din egen skærm, mens du i Word gennemgår den konkrete opgave, du ønsker at give feedback på.

Nedenstående er et eksempel på, hvordan du kan give mundtlig feedback via lydfil, men fremgangsmåden kan også benyttes til feedback på video.

Læs mere om mundtlig feedback på lydfil

Faglige videoer

Hvis du eksempelvis er holdunderviser og ofte bruger undervisningen til at gennemgå svære, faglige begreber, som dine studerende er stødt på i deres forberedende litteraturlæsning, er et videoalternativ en mulighed. I stedet for at optage hele forelæsninger eller lange oplæg, kan du med fordel optage korte, overskuelige videoer, der gennemgår konkrete faglige begreber eller emner. Mange studerende benytter allerede YouTube til hurtigt og effektivt at få forklaret faglige begreber, så her er der rig mulighed for at søge inspiration.

Læs en guide til, hvordan du optager og redigerer videoer til din undervisning

Studenterproducerede videoer

Arbejder du normalt med studenteroplæg i din undervisning er det en oplagt mulighed at bede de studerende optage deres oplæg og dele det med holdet i Blackboard. Foruden det faglige indhold, kan det være en en god øvelse for de studerende at se og reflektere over deres eget oplæg og på den måde øve og forbedre deres formidling, stemmeføring og mimik. Du kan evt. kombinere øvelsen med peer-feedback, hvor de studerende giver feedback på hinandens videoer.

En anden måde at bruge studenterproducerede videoer i din undervisning på, er ved at bede dine studerende udarbejde små videoproduktioner i forbindelse med aflevering af mindre opgaver. En opgavebesvarelse i videoformat i stedet for på skrift kan være særligt relevant, hvis der eksempelvis er tale om en produktopgave. Desuden er det en sjov og anderledes opgave, som samtidig træner andre formidlings- og udtryksformer end den skriftlige.

Læs om aflevering gennem et medieprodukt

Læs et praksiseksempel på studenterproducerede videoer