Benedikt Otzen var uddannet i København, hvor han som studerende skrev prisopgave om Qumranteksterne. I 1959 udgav han sammen med kollegaen Eduard Nielsen ”Dødehavsskrifterne. Skrifter fra den jødiske menighed i Qumran i oversættelse og med noter” og var på den måde med til at introducere tekstfundene fra 1947 for et bredere publikum. I 1964 forsvarede han sin disputats om dele af profeten Zakarias' bog.

Benedikt Otzen var en internationalt anerkendt forsker, der deltog i kongresser verden over og bl.a. sad i redaktionen af tidsskriftet Vetus Testamentum. Han bidrog desuden til internationale tidsskrifter med adskillige artikler og anmeldelser. Interessen for perioden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente er karakteristisk for Otzens videnskabelige arbejde, hvilket bl.a. bogen fra 1984 ”Den antike jødedom”, der også udkom på engelsk, vidner om.

 På den hjemlige front bidrog Otzen med et stort antal artikler til ”Gads Danske Bibelleksikon” og til ”Bibelen i kulturhistorisk lys”. Han var med til at oversætte Det Gamle Testamente til den autoriserede Bibel (DO 1992) og lagde i det hele taget stor vægt på at formidle sit fag. Velkendt er udgivelsen ”Myter i Det Gamle Testamente”, hvor Otzen skrev om Mytens begreb og Myter i Genesis, mens kollegerne Gottlieb og Jeppesen tog sig af salmerne og den profetiske litteratur. Lærebogen ”Israelitterne i Palæstina” (1977) og bogen ”Tobit and Judith” (2002) vidner ligeledes om Otzens evne til at formidle et stort stof på en både velskreven og overskuelig måde. Hans mange studerende vil huske ham som en fremragende underviser, ligesom mange vil have nydt godt af hans forskellige foredrag rundt om i landet.

Da Det Danske Bibelselskab i begyndelsen af 1990'erne besluttede at oversætte de gammeltestamentlige apokryfer, blev Benedikt Otzen den naturlige leder af oversættelsesprojektet. Ingen kunne være i tvivl om, at her havde Otzen fået en ønskeopgave, som han med stor glæde og indsigt gav sig i kast med sammen med en gruppe kolleger. Projektet førte til udgivelsen af ”Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger” og for Otzens vedkommende desuden til en kommentar til apokryferne.

 Benedikt Otzen var en klassisk ekseget, for hvem objektivitet og forståelse for teksternes historiske kontekst var afgørende. Men ikke mindst i de senere udgivelser mærkede man også hans glæde ved teksterne som litteratur. Otzen havde sine særlige interesseområder, men var som professor åben for kollegernes faglige valg. Dermed gav han plads til fagets nye strømninger, der i 1980'erne supplerede den historisk-kritiske tradition, som var Otzens eget faglige ståsted. Han ønskede ikke at skabe elever, der blot gjorde som han. Denne respekt for andres arbejde var med til at gøre arbejdsmiljøet ved Institut for Gammel Testamente så frodigt - og muntert. Og munterheden og varmen hører med til billedet af Benedikt Otzen. Det mærkedes i det daglige arbejde og ved de mange lejligheder, hvor han og hans hustru Sif åbnede deres hjem for kolleger fra nær og fjern. For Otzen var kollegerne ikke blot arbejdskolleger, men også venner.

Vi er derfor mange, der vil mindes Benedikt Otzen med glæde og stor taknemmelighed for hvad han gjorde for sit fag og for den han var.

Æret være hans minde!

/Kirsten Nielsen, professor emeritus i Gammel Testamente, Aarhus