Aarhus Universitets segl

Nyt AU Educate på tværs af fakulteter

AU Educate, Arts’ online undervisningsressource, vil fremover tilbyde inspiration og relevant indhold til alle undervisere på Aarhus Universitet. De mange eksempler fra praksis, gode råd til kvalitetsundervisning og vejledninger til digitale medier suppleres nu med materialer til undervisning i bl.a. klinikker og laboratorier.

“Det er begyndelsen på arbejdet med synliggørelse af eksempler på god undervisning fra alle fakulteter, og flere vil løbende blive tilføjet,” fortæller projektleder Pernille Elving om udviklingen af undervisningsressourcen AU Educate

Udviklingen af online ressourcen betyder, at redaktionen har udarbejdet nyt indhold omkring de typiske undervisningsformer, der benyttes på universitetet. 

“Hver undervisningsform muliggør noget forskelligt, som man kan lade sig inspirere af som underviser. Vi har givet forslag på konkrete aktiviteter, som man kan benytte sig af samt listet eksempler på, hvordan andre undervisere har gjort tidligere,” fortæller Pernille Elving om arbejdet. 

Samarbejdet betyder, at der er oprettet en ny redaktion på tværs af fakulteter, som sikrer kvaliteten af indholdet på ressourcen ud fra fagspecifikke krav til undervisningen. To eksempler er undervisningsformerne Klinikundervisning og Laboratorieundervisning, der er to af de nye sider på AU Educate. 

“Første skridt har været at skabe faglig kvalitetssikring af indholdet, hvor fagpersoner fra hvert fakultet har gennemarbejdet og forholdt sig til indholdet på AU Educate og sikret relevansen for undervisere på henholdsvis Arts, BSS, Health og ST. Men det har samtidig også været vigtigt at synliggøre eksempler på god undervisning fra alle fakulteter fra start, og flere vil løbende blive tilføjet,” fortæller Pernille Elving. 

En ressource for og af undervisere

Pernille Elving peger desuden på, at man som underviser kan benytte AU Educate på mange forskellige måder, afhængigt af hvad underviseren gerne vil arbejde med.  
“Det kan være man gerne vil sætte fokus på noget specifikt i undervisningen, hvis de studerende fx er udfordrede på et bestemt område, eller man er nysgerrig på et emne eller en bestemt undervisningspraksis. I så fald kan man via forsiden kigge nærmere på fokusområderne, og vælge det, der trænger til lidt ekstra opmærksomhed i undervisningen,” fortæller hun.

Er man underviser, der laver noget godt, spændende eller anderledes i sin undervisning er man meget velkommen til at tage kontakt til redaktionen bag AU Educate. 
“Vi søger altid nye eksempler på god undervisning, som kan deles med og inspirere andre undervisere. Bidragene kan desuden tilføjes i PURE som formidlings-publikation, hvis man ønsker det,” slutter hun. 

Kom i gang med at benytte AU Educate

Man kan ifølge Pernille Elving lade sig inspirere af de mange aktiviteter eller læse om brugen af it i undervisningen, hvis man som underviser ønsker at afprøve noget nyt i undervisningen eller aktivere de studerende på en ny eller anderledes måde. 

  • Forløb: Hvis man gerne vil understøtte de studerende i at udvikle deres studiekompetencer, så de bliver bedre til at studere deres faglighed. I så fald kan man afprøve et predefineret forløb, der er udviklet af fageksperter og sætter fokus på særlige studiekompetencer. Her kan man vælge det emne, som de studerende især har svært ved eller har brug for i faget og tilpasse det efter behov.
  • Undervisningsformer: Hvis man er ny underviser og gerne vil forholde sig til de overordnede rammer for den undervisningsform, som man skal benytte næste semester. I så fald kan man læse nærmere omkring den aktuelle undervisningsform via forsiden og lade sig inspirere af forskellige aktiviteter og erfaringer, som andre har gjort sig.
  • Fokusområder: Hvis man har brug for sparring omkring en udfordring i undervisningen. I så fald kan man ved at finde det emne, det drejer sig om tage kontakt til en læringskonsulent ved eget fakultet.

 
Se resultatet af det tværfakultære samarbejde på AU Educate