Aarhus University Seal

Nyt projekt skal bringe studerende hurtigere i job i små og mellemstore virksomheder

Projektet Growth4SMEs vil med støtte fra EU’s Erasmus+ skabe en ny platform, hvor virksomheder og studerende fra blandt andet Aarhus Universitet kan få øjnene op for hinandens potentiale.

Aarhus Universitet står i spidsen for projektet Growth4SMEs, som skal få flere dimittender i beskæftigelse i de små og mellemstore virksomheder. Foto: Søren Kjeldgaard.

Flere dimittender skal hurtigt i beskæftigelse i de små og mellemstore virksomheder.

Sådan lyder ambitionen for projektet Growth4SMEs, som Faculty of Arts på Aarhus Universitet netop har igangsat i samarbejde med Aarhus Kommune, Oslo Universitet og belgiske UC Limburg.

Med støtte fra EU’s uddannelsespulje Erasmus+ er formålet at skabe en tættere forbindelse mellem Aarhus Universitet, Aarhus Kommunes jobcenter og landets små og mellemstore virksomheder, ligesom en tilsvarende brobygning vil blive udrullet i Norge og Belgien.

"Hensigten er at indgå i en mere intensiveret dialog med små og mellemstore virksomheder om, hvilke behov de har lige nu og her, og samtidig se på, hvordan vi som universitet kan imødekomme de behov. Ikke ved at lave uddannelserne om – de studerende skal stadig have deres stærke faglighed – men ved at bygge små moduler oven på den stærke viden, som de studerende allerede har, når de dimitterer," siger Niels Overgaard Lehmann, der er prodekan på Faculty of Arts.

Et oversættelsesarbejde

Projektet bliver i praksis bygget op omkring en fælles digital platform, hvorfra virksomhederne kan tilkendegive, hvilke kvalifikationer de mangler netop nu. Når behovet er kortlagt, er det tanken at udvikle en række åbne onlinekurser, hvor dimittenderne kan dygtiggøre sig netop i de kompetencer, de små og mellemstore virksomheder efterspørger. Platformen vil samtidig være tilgængelig i både Danmark, Norge og Belgien.

"I forhold til de små og mellemstore virksomheder er der i virkeligheden et oversættelsesarbejde – dimittender skal have mere viden om, at der gemmer sig et spændende arbejdsmarked, og de små og mellemstore virksomheder skal have mere kendskab til humaniora, fordi det viser sig, at de har rigtig meget at bidrage med inden for kommunikation, innovation, salg, eksport og organisering af arbejdet," forklarer Niels Overgaard Lehmann.

Lokale kurser og konkurrencer

Foruden de åbne onlinekurser er planen også at designe en række lokale kurser, som kan skærpe dimittendernes kompetencer i en regional sammenhæng. Det kan blandt andet være inden for områder som forretningsforståelse, e-handel og kendskab til de nyeste kommunikationsplatforme.

I tillæg vil der i samarbejde med Aarhus Kommune blive arrangeret særlige case-competitions, hvor dimittenderne får mulighed for at give deres bud på, hvordan virksomhederne kan løse aktuelle udfordringer – baseret på erfaringer fra kurserne.

"Selvom vores nyuddannede akademikere er nogle knalddygtige unge mennesker, så starter deres liv efter studiet desværre ofte med en ledighedsperiode. Det er en skam, for vi ved, at de kan sætte gang i væksten og udviklingen i særligt de små og mellemstore virksomheder, når først de kommer ind i de rigtige stillinger," siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Kristian Würtz 

"Derfor giver det al mulig mening, at vi nu går ind i et tættere samarbejde mellem uddannelserne, jobformidlingen og virksomhederne, der kan gøre rekrutteringen lettere og få dimittenderne hurtigere ud til de arbejdspladser, hvor deres kompetencer gør en forskel – til fordel for dem selv, for erhvervslivet og for Aarhus," påpeger han.

Growth4SMEs’ platform bliver lanceret til maj i Danmark, Norge og Belgien, og de første kurser forventes at være klar i august måned.

Fakta - Growth4SMEs

- Growth4SMEs er en forkortelse for ’GRaduate Ongoing Workqualification toward offering Highly qualified skills for SMEs’ og er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Aarhus Kommune, Oslo Universitet og belgiske UC Limburg.
- Projektet har til formål at få flere dimittender hurtigere i beskæftigelse i de små og mellemstore virksomheder.
- Det skal blandt andet ske via en fælles digital platform og kurser, der er særligt tilrettelagt efter de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger.
- Projektet har modtaget støtte fra EU’s uddannelsespulje Erasmus+ og lanceres til maj i Danmark.