Aarhus University Seal

Virksomhedsophold gav viden om studenterkompetencer

Lars Bo Gundersen holder normalt til på afdeling for Filosofi og Idéhistorie som lektor, men i maj og juni var filosofiundervisningen skiftet ud med et kontor i virksomheden Lessor i Vejle. Og det har gjort indtryk.

Lars Bo Gundersen (tv) og Jens Kristian Dreyer Mathiasen (th) har begge været glade for Lars Bo Gundersens virksomhedsophold i IT-virksomheden Lessor i Vejle. Foto: Charlotte Møller Nygaard

Med et virksomhedsophold ønskede Lars Bo Gundersen, at være med til at bygge bro mellem universitetet og det private erhvervsliv:

”Vores studerende kommer med fantastiske kompetencer, og der er folk i erhvervslivet, som har brug for de kompetencer. Denne afsætningsudfordring har jeg altid interesseret mig for. Det her forløb giver mulighed for at være en af brobyggerne, fordi man får et bedre billede af, hvilke kompetencer, der bliver efterspurgt”, fortæller Lars Bo Gundersen.

Lars Bo Gundersen tog kontakt til servicechef i Lessor Jens Kristian Dreyer Mathiasen, der er tidligere alumne fra Filosofi og Engelsk på Arts. Lars Bo Gundersen vurderede, at han ville få det bedste forløb med Lessor, fordi det var den virksomhed blandt flere andre, der tog mest entusiatisk i mod idéen om at få en akademisk medarbejder på besøg. Her kunne begge parter få det optimale ud af opholdet.

På kort tid har Lars Bo Gundersen oplevet at få et detaljeret kendskab til virksomheden, som han nu føler sig som en del af efter blot to måneder:

”Fra dag ét er jeg blevet kastet lige ud i at løse vigtige arbejdsopgaver”, fortæller Lars Bo Gundersen, og fortsætter:”den generøsitet Jens Kristian og hele virksomheden har vist mig er helt unik og det har været værdifuldt, at Jens Kristian har indviet mig i så mange af virksomhedens arbejdsgange. Jeg har en fornemmelse af at have været her i fem-seks år”.

Løsninger på 2-3 dage

Netop det at undgå en simuleret virkelighed har været helt afgørende for Jens Kristian Dreyer Mathiasen:

”Der er ikke nogen grund til at få Lars i et forløb, hvis vi ikke kan stille ham rigtige opgaver”.

Det har også haft betydning for, hvordan Lars Bo Gundersens praktik blev forberedt:

”I tiden inden begyndte jeg at skrive opgaver ned, som Lars kunne se på, det var de ting, som jeg ellers udskyder, men som Lars virkelig har hjulpet med at sætte noget struktur på”, fortæller Jens Kristian Dreyer Mathiasen.

Det betyder, at Lars Bo Gundersen blandt andet har lavet ”en NPS-analyse (Net promoter score), dels for at kunne få feedback i forhold til produktudvikling, men også for at få andre til at vælge Lessor”, som Lars Bo Gundersen fortæller. Her var Lars Bo Gundersen både med til at designe og testimplementere kundespørgeskemaet. Arbejdet hos Lessor har budt på deadlines, der er meget kortere end på universitetet, og Lars Bo Gundersen har oplevet at stå med et anderledes ansvar: ”Nu er jeg på som menneske, jeg er ikke på som teoretiker, nu er det mig som menneske, der skal finde en løsning på to-tre dage”.

Bedre indblik i behov for kompetencer

For Lars Bo Gundersen har det været overraskende, at det i en IT -virksomhed faktisk ikke er programmering, som er fremherskende, men at kritisk tænkning, analysearbejde og kommunikation sammen med det at kunne tune ind på virksomhedsånden, er det, der tæller. Det har givet Lars Bo Gundersen et billede af, hvilke kompetencer der betyder noget i en privat virksomhed som Lessor, i forhold til hvad det er man får med i rygsækken fra universitetet.

”Vi går selvfølgelig ikke tilbage og laver studieordningen om og tænker ’hvad kan Lessor bruge’. Men det vigtige og det, der har overrasket mig, er hvordan kendskabet til virksomheden, ledelsesstrukturen, kommunikationen, arbejdsopgavernes natur, hele kulturen på arbejdspladsen giver et billede af, hvad det er, de studerende skal kunne. Hvad er det egentlig for nogle kompetencer, der betyder noget bagefter? Og allerede nu med den fantastiske indsigt, ser jeg på mine specialestuderende på en anden måde. Så det kommer jeg helt sikkert til at inddrage i mit fremtidige virke. Ikke ved at lave studieordninger om, men ved at have blik for, hvad det egentlig er det hele peger hen imod for de studerende, for deres karrierer”.

Har mødt det arbejdsliv der venter de studerende

For Lars Bo Gundersen har praktikken også betydet, at han har oplevet den virkelighed, som møder nye ansatte. Han har lært, hvor vigtigt det er at komme med ydmyghed over for virksomheden, og det grundlag man egentlig bliver ansat på.

”De kigger ikke på hvilken titel du kommer med, men hvis du kommer med de rette kompetencer og det rette mindset, så er du rigtig godt stillet”, fortæller Lars Bo Gundersen om sin oplevelse af at være i en privat virksomhed.

Feedback til de studerende

Lars Bo Gundersen fortæller at opholdet har gjort ham til en bedre vejleder i forhold til at kunne tilbyde de studerende feedback, og at denne erfaring kan overføres direkte til en eksamenssituation. Her oplever Lars Bo Gundersen, at ”det er vigtigt bagefter at kunne fortællle, hvad der har være vellykket i forhold til forventningerne”.

Det er også en oplevelse, som Jens Kristian Dreyer Mathiasen kan nikke genkendende til:

”Jeg har selv været i universitetsverdenen, og har stået i den situation at have haft en noget famlende studerende til en mundtlig eksamen. Men også i den situation er man nødt til at fremstå, som om man kan stå inde for det, man siger. Da jeg kun havde været i universitetsverdenen havde jeg ikke nogen begrundelse for den holdning, men nu ved jeg, at det er vigtigt, at du kan fremstå troværdig, at man tror på det, man siger, ellers vil dine kunder vende dig ryggen. Så attitude, når du stiller dig frem er ligeså vigtig som dit eksamensbevis. Måske vigtigere”.

Sådanne indsigter har været vigtige i Lars Bo Gundersens praktik, og han uddyber:

”Jeg kan mærke at jeg både ubevist og direkte prøver at overføre denne indsigt. Man kan bruge feedback, man giver til studerende til at forberede dem på situationer uden for akademia. Det er altså et unikt vindue ind til en virksomhed, hvor oplevelser kan overføres til konkrete karriereforberedende tiltag over for de studerende”.

Fra studie- til erhvervsliv

I mødet med Lessor har Lars Bo Gundersen også fået en forståelse for, hvad det kræver at gå fra studieliv til erhvervsliv:

”Som studerende og akademiker ser man sin uddannelse som sin identitet. Når man starter i erhvervslivet skal man frigøres fra den identitet, så man kan bruge sine kompetencer til andre opgaver”.

Det betyder også, at man skal acceptere, at man ikke giver en opgave 110%, som man er vant til på universitetet, men lægge det stykke arbejde som resultatet kræver. Det er blandt andet det, Lars Bo Gundersen tager med sig tilbage til sin undervisning, sammen med tanken om at ”man skal ud og glemme sin karakter, men få sin personlige karakter gjort synlig”. I det hele taget ser han sit praktikophold som en vigtig brik i brobygningsarbejdet mellem de studerende og erhvervslivet, hvor han kan hjælpe med den forventningsafstemning, der er brug for i forhold til at sende de studerende ud i arbejdslivet.

Har lyst til at sprede budskaberne

Tiden hos Lessor har ikke skræmt Lars Bo Gundersen fra at dyrke erhvervslivet i fremtiden:

”Jeg vil i den grad være klar til at komme ud i nye forløb for at få nye indsigter, men jeg tænker, at det vil være godt at lade andre komme til fadet. Det vil have en større effekt hvis flere får oplevelsen. Jeg håber at kunne motivere andre til at gøre det samme”.

Men det er ikke det eneste budskab der tæller for Lars Bo Gundersen:

”Jeg har gjort mig meget umage med at være ambassadør for AU, Arts i særdeleshed, og hele tiden forsøgt at give et mere nuanceret billede af de ufatteligt dygtige folk vi uddanner fra Arts”. Det er heldigvis lykkes Lars Bo Gundersen meget godt, og Jens Kristian Dreyer Mathiasen byder flere samarbejder med Arts velkommen i fremtiden:

”Samarbejdet har i hvert fald fået konkretiseret og aktualiseret muligheden for at indgå samarbejder. Vi har før snakket løst om det på ledelsesniveau, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det her har været en katalysator for, at vi gerne vil mere af den slags på alle mulige niveauer”, siger Jens Kristian Dreyer Mathiasen.

 


Læs mere om muligheden for at komme i virksomhedsophold:

For IKK.

For IKS.