Denne tekst til illustration af filosofiens praktiske betydning er et let omskrevet uddrag fra forordet i Dorthe Jørgensens bog Aglaias dans: På vej mod en æstetisk tænkning (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2008).
Filosoffer er kedelige, synes mange måske, men læs så den tyske filosof G.W.F. Hegel. I den lille artikel “Hvem tænker abstrakt?” fra 1807 skildrer han et skænderi imellem en høkerkone og en ung pige:
“‘Gamle, hendes æg er rådne!’, siger pigen til høkerkonen. ‘Hvad,’ svarer denne, ‘Mine æg rådne? Hun kan selv være mig rådden! Og det tør hun sige om mine æg? Hun? Har lusene på landevejen ikke spist hendes far op, løb hendes mor ikke af sted med franskmændene, og døde hendes bedstemor ikke på fattighuset? Hun skulle anskaffe sig en hel særk til sit pyntetørklæde. En ved nok, hvor hun har det halstørklæde og sine huer fra. Hvis der ingen officerer var, var der mange, der heller ikke var så pyntede, og hvis de fornemme damer så lidt mere efter deres egen husholdning, så var der mange, der sad i stokhuset. Hun skulle stoppe hullerne i sine strømper!’ Kort sagt, hun levner hende ikke ære for en skilling. Hun tænker abstrakt og bedømmer den anden efter halstørklæde, hue, særk, osv., efter fingre og andre dele, efter faderen og hele familien, udelukkende på grund af den forbrydelse, at hun har fundet hendes æg rådne. Alt andet ved hende er helt igennem farvet af disse rådne æg, hvorimod de officerer, som høkerkonen talte om, kan have fået helt andre sider af hende at se, hvis der ellers er noget om snakken, hvad man i høj grad kan betvivle.”
Det er munter læsning, men hvad har sådan en fortælling med filosofi at gøre? Den tjener til illustration af, hvad det vil sige at tænke abstrakt. Hegel indleder artiklen med nogle bemærkninger om, at hans samtidige er overbeviste om, at de ved, hvad det vil sige at tænke abstrakt, og hvem der gør det: Det gør metafysikerne, filosofferne, dem med de svære bøger. Folk skyer simpelthen ord som ‘abstrakt’, ‘metafysik’ og ‘tænkning’, som var de pestsyge, og mener, at de selv tænker langt bedre end de såkaldte tænkere. Denne opfattelse underminerer Hegel imidlertid gennem sin undersøgelse af, hvad det vil sige at tænke abstrakt. Han forholder sig filosofisk til spørgsmålet og viser, at det ikke er filosofferne men høkerkonen, der abstraherer ud i det blå.
Hegels tekst er stadig aktuel, fordi den høkerkone-retorik, han spidder, fortsat er udbredt, og der mangler også stadig forståelse af, hvad det i stedet vil sige at tænke konkret. I den offentlige debat er der for eksempel rigeligt med debattører, som a la høkerkonen flytter fokus fra sagens kerne og lader irrelevante detaljer skygge for det centrale. Der er mange, som møder deres kritikere med høkerkone-retorik frem for at formulere stærke argumenter. De håner deres modstandere, ligesom høkerkonen sviner pigen til, bare fordi hun har fundet rådne æg i konens kurv.
Når man tænker abstrakt som høkerkonen, erkender man ifølge Hegel ikke noget sandt, fordi man egentlig slet ikke tænker. Filosofien tænker til gengæld, og dens tænkning er udtryk for en søgen efter visdom. Denne søgen bevirker, at den filosofiske tænkning udfolder sig som en spørgen og er åben. Den er begrebslig af væsen, og begreber er almene, men filosofiens spørgende omgang med begreberne holder dem og deres betydning i bevægelse. Derfor er den filosofiske tænkning egentlig slet ikke abstrakt, men tværtimod konkret. Den generaliserer ikke, men tragter derimod efter indsigt, dog ikke kun i det partikulære ved det partikulære, men også i det universelle ved det.
Hvis en filosof for eksempel er interesseret i æstetik, er hendes opmærksomhed således ikke kun rettet mod den specifikke skønhed, hun ser i et bestemt natursceneri eller hører i et særligt stykke musik. Fordi hun tænker filosofisk, er hun også optaget af slægtskabet imellem alt det forskellige, vi mennesker kalder for skønt. Hun er nysgerrig efter, hvordan den specifikke skønhed ved det enkeltstående natursceneri eller det konkrete stykke musik er beslægtet med skønheden ved alle de andre fænomener, vi også opfatter som skønne. Filosoffen er bevidst om, at der ikke kun er forskel, men også lighed imellem de mange fænomener, og hun rejser derfor spørgsmålet om, hvad skønhed er, og hvordan det overhovedet er muligt at erfare skønhed.
Hvis filosofien volder problemer, er det egentlig her, hunden ligger begravet. Problemet er ikke den brug af fremmedord, som akademikere ofte bliver revet i næsen. Fremmedord kan slås op i en fremmedordbog, eller man kan spørge andre om, hvad de betyder. Værre stillet er man ikke. Formidlingsmæssigt er det naturligvis en skidt idé at forspise sig på fremmedordene. Men en del af dem er nødvendige for at opnå tilstrækkelig præcision og variation i fremstillingen, og det er ikke fremmedordene, der for alvor gør filosofiske tekster svært tilgængelige. Det potentielt vanskelige ved filosofiske tekster skyldes derimod, at den tænkning, de er et produkt af og giver udtryk for, nødvendigvis bevæger sig på ‘et vist abstraktionsniveau’. Dette kan selv den bedste formidler ikke forandre, for det er filosofiens væsen.
Så enten indstiller man sig på dette og får filosofi for pengene, eller også må man undvære filosofien og nøjes med snakken. Det er snak, vi er omgivet af i det daglige, og som vi alle bidrager til med de upræcise og fordomsfulde ytringer, der jævnt hen flyder ud af munden på os. Snakken er bundet til det partikulære – det individuelle og relative – som den giver lyd, men uden at perspektivere det. Perspektivering ville forudsætte den begrebslige refleksion, der kendetegner filosofien, men netop ikke er karakteristisk for snakken. Den filosofiske tænkning udmærker sig akkurat ved, at den ikke kun interesserer sig for det partikulære, men også har blik for det almene eller universelle ved det. Den betænker ikke kun enkeltdelene som enkeltdele, men ser dem også i sammenhæng og perspektiv.
Det er dog ikke kun det såkaldte abstrakte ved den filosofiske tænkning – der ifølge Hegel altså egentlig er det konkrete ved den – som kan volde problemer. Når filosofien ser tingene i sammenhæng og perspektiv, borttænker den ikke det enestående ved det enkeltstående. Eller det gør den i hvert fald ikke, hvis den folder sig ud som filosofi i stedet for bare at tage form som teori. Ud over at skabe synteser foretager filosofien også analytiske distinktioner, som det ikke er nogen synteses mål at opløse, men derimod at forankre sig i. Når man tænker filosofisk, samler man således ikke kun, men skelner samtidig også, for eksempel mellem ord og begreber eller som hos Hegel mellem abstrakt og konkret.
Sådanne filosofiske distinktioner bliver let forvekslet med modsætninger, og den slags er kommet i miskredit med den senmoderne mistænkeliggørelse af al kritik. At skelne analytisk imellem to ting er imidlertid ikke det samme som at sætte dem i modsætning til hinanden. Når man foretager en analytisk distinktion, peger man bare på en forskel. Også selvom de to ting, man skelner imellem, i praksis måske er stivnet til en modsætning, sådan som det tit er tilfældet i den offentlige debat. Endvidere betegner nogle modsætningsfigurer faktiske modsætningsforhold, mens andre derimod er indbildning. Den filosofiske tænkning skelner og samler derfor ikke kun, men forholder sig også forskelligt til de modsætninger, som den beskriver. Den behandler dem forskelligt, afhængigt af om der er tale om reelle modsætningsbetingede problemer, som kræver løsningsorienteret refleksion, eller der tværtimod er tale om opspind, hvis fiktive karakter det er vigtigt at afsløre, eller som man måske bare skal ignorere til fordel for noget mere væsentligt.
Af både disse og andre grunde er det nødvendigt at give filosofien plads, også i den offentlige debat. Der er brug for filosofi – for at modvirke høkerkone-retorik. Den retorik, der lyder fra grøften, fører til barbari; filosofisk tænkning kan hjælpe os ud i lyset, hvor besindig omtanke kan afløse tankeløst barbari.
Hegel-citatet i teksten er fra Georg Wilhelm Friedrich Hegel, ”Hvem tænker abstrakt?”, i Hegel: De store tænkere (København: Munksgaard, 1996), s. 70. Citatet er korrigeret i henhold til nugældende dansk retskrivning.
