Jeg indånder sneluft, indånder et verdensrum,
sneen daler, danser mellem træer, danser
under gadelygters lyskegler, sneen har mistet himlen,
sneen hvirvler gennem rummet, jeg indånder kulde,
indånder renhed, sneen er hvile for sjælen,
tanker stiger op, ekspanderer, mens hvert fnug søger
sit tilfældige centrum i verden, snehimlen lægger sig
på jorden, noget rækker ud over kroppens grænse,
noget større er til, end jeg kan omfatte, kun ane,
snehimlen lægger sig over mit hjerte,
jeg indånder luften, der binder
os sammen hver for sig.
Ånd mærkes, når den indfinder sig, rører
som med spidsen af en vinge, en vind, en tågebølge,
sætter sit spor af opløftethed, når den uventet kommer,
ånd er forbundet med min bevidsthed, men ikke mindst
større end den, ånd kan nå alles bevidsthed,
den findes mellem os, vi taler sammen,
forstår i glimt hinanden, griber ind i hinandens liv,
mirakuløst eller barbarisk, ord er udånding, indånding,
jeg indånder lugten af sne, ånder ud, ånder ind, som du.
(Pia Tafdrup. Fra: Lugten af sne 2016)
Det er en sommer i slutningen af 1980'erne. Jeg ligger på ryggen på græsplænen i haven. Det kradser mig på benene og dér, hvor bluse og shorts glider fra hinanden. Men ikke nok til, at jeg gider flytte mig. Velbehaget overstiger genen. Dagen og sommeren og livet synes uden ende. Jeg synes uden ende. Solen bager på mit ansigt som jeg ligger der splattet dovent ud med arme og ben strittende ud til alle sider. Som et lille forvirret 10-årigt kompas midt i verden. For der ligger jeg nemlig i al min utilpasse tilpashed og spekulerer, sådan som mennesket har gjort siden det rejste sig på to ben. Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen med livet? Hvorfor er verden skruet sammen som den er? Store spørgsmål for en bette skid i Midtjylland, men ikke desto mindre kimen til et langt venskab mellem alverdens filosoffer og mig.
Som jeg ser det er filosofi og nysgerrig, kritisk tænkning selve grunden til, at vi har en civilisation. Vores søgen efter svar driver os fremad, ikke altid mod det gode, men dog en bevægelse. Nogle finder svar hos en Gud, nogle i videnskaben, i kunst, i kærlighed eller krig.
Jeg har aldrig selv fundet endegyldige svar på spørgsmålene, og det er jeg glad for. Jeg har en idé om, at det er et kontinuerligt mentalt arbejde at fungere og udvikle sig som menneske. Jeg er bange for, at for mange denotative svar ville sløve mit sind og give mig blinde vinkler.
Jeg har været igennem mangt og meget filosofisk læsning og endnu mere spekuleren siden hin dag i græsset i 88, og jeg elsker at klogere hoveder end mig har givet og kan blive ved med at give mig nye perspektiver på krop, sind og samfund.>
Yndlingscitater skifter, men efter denne anden bølge af metoo har jeg genbesøgt altid fremragende Simone de Beauvoirs skriverier i 'Det Andet Køn'. Som fx denne potente sætning:
"Kvinderne har kun vundet, hvad mændene godvilligt har afstået til dem. De har ikke taget selv, kun modtaget."
(Maria Månson)
Billedhugger, Professor
Det kunsten og filosofien har tilfælles, er tænkningen, både i sproglige og asproglige syntakser, der hvor vi i vores fantasi bevæger os ud i syntakser udenfor sproget, giver vi mulighed for, at begreber og begivenheder der synes uforenelige kan mødes, når vi vender tilbage til de sproglige syntakser, kan nye betydninger og indsigter opstå.
Der mødes filosofien og kunsten.
(Bjørn Nørgaard)
Alle der interesserer sig for fænomenernes verden er filosoffer. Fra fysikeren der spekulerer over, hvad mørkt stof er, til rengøringsdamen der overvejer, hvad kærlighed er. Når vi rækker udover det specifikke/konkrete og stiller mere generelle spørgsmål, filosoferer vi! Spørgsmål som:
…de fleste mennesker stiller den slags spørgsmål. De fleste mennesker er filosoffer. Ikke kun de hvide, midaldrende og tit sexistiske mænd, historiebøgerne krediterer som ”tænkere”. På universiteterne er der nogen, der mener, at alt er blevet erfaret – at der ikke kan tænkes noget nyt om menneskets eksistens…men AI stiller helt nye spørgsmål til, hvad det betyder at være menneske. Livet og samfundet udvikler sig hele tiden, og derfor vil filosofien vedblive at være relevant. Indtil vi ikke er her mere.
Filosofien og teologien har gennem historien fulgtes ad i bestræbelsen efter at sætte ord på alt det ved menneskelivet, der ikke umiddelbart kan forklares. Det, der undrer, skræmmer, begejstrer, inspirerer, trøster og driver os til at gøre de mange tanker om eksistensen, selv om vi aldrig får endegyldige svar. Vi kredser om den menneskelige natur, om gåden, som Grundtvig kalder det, og fornemmelsen af dens storhed melder sig tidligt i livet.
Tillad mig at citere mig selv:
Også som barn kender man til længslen. Det mystiske hul i sjælen, der pludselig kan give sig til kende som en fornemmelse af den dybest tænkelige ensomhed. Jeg stod engang med min cykel foran garageporten ved mine forældres store hus ude på de flade marker og ventede på mine søskende, så vi kunne følges ad i skole. Det var tidligt om morgenen, luften var endnu diset, og det er jo ved dette punkt, at man ofte kan føle sig mest skrøbeligt til mode. Jeg kiggede ud af indkørslen og ned over engen, hvor skoven begyndte, og følte med ét, at jeg begyndte at falde. Et helt overvældende vemod, der ikke syntes at have nogen ende, opfyldte mig, og i nogle sekunder føltes det, som om jeg ikke igen ville kunne komme videre fra denne plet. Der findes ingen årsag i et sådant øjeblik, der er ingen forklaring, for der er kun længsel efter at blive grebet og trukket tilbage til livet.
Sørine Gotfredsen Løft Blikket – nåde i narcissismens tid 2015
Skuespiller
Medlem af Folketinget (V)
Strukturel proteinkemiker, musiker
Professor emeritus, dr.phil.
