Aarhus University Seal

Internationale studerende skal under luppen

Hvem er det, der søger til Danmark?

Siden 1990’erne er antallet af udenlandske studerende i Danmark eksploderet. ’Internationalisering’ af studier og programmer er blevet et selvstændigt mål for universiteterne, men det er stadig uklart, hvad der virker bedst, når undervisningen foregår på et fremmed sted og på et fremmed sprog. Lektor i europastudier Lisanne Wilken fra Aarhus Universitet har modtaget 4.806.983 kr. af Det Frie Forskningsråd til et projekt, der over de næste tre år skal skaffe mere viden om barriererne og mulighederne i internationaliseringen af en hel uddannelsessektor.

–Hvad betyder det når studerende sidder sammen og trækker på en viden, som vi egentlig ikke ved særlig meget om? Danske undervisere ved som regel, hvad danske studerende har lært i gymnasieskolen – men det vender op og ned på situationen, hvis halvdelen af de studerende egentlig er skolet i en tradition, som ligger meget langt væk fra undervisningen på universitetet. Vi vil undersøge, hvilke faktorer der får internationaliseringen til at lykkes: Hvornår er de studerende i stand til at mødes på tværs af forskellige udgangspunkter og skabe de netværk, som de bagefter skal bruge på et internationalt jobmarked? Det forklarer Lisanne Wilken.

Aarhus Universitet som case

Fra januar 2011 vil projektet bruge Aarhus Universitet som case og zoome ind på uddannelser, der dækker de natur-, social- og humanvidenskabelige områder. Her planlægger forskerne at følge studerende, når de møder hinanden og deltager med vidt forskellige forudsætninger. I undervisningen, i livet på studiet, når det hele foregår på engelsk. Antropologiske observationer og interviews skal gå helt mikroskopisk i dybden, mens de suppleres af tørre sociologiske tal på, hvem det er, der tager til Danmark for at læse, hvor de kommer fra og hvilken baggrund de har.

–Vi vil gerne både kunne skaffe et overblik over, hvordan internationaliseringen påvirker det samfund, den foregår i, og lære hvilke værktøjer man helt konkret har, der kan optimere sådan en undervisningssituation. Det er dér vi kan finde ud af med studier helt close-up af, hvad der sker når en bestemt sammensætning af studerende der er uddannet i en bestemt tradition, mødes for at tilegne sig en bestemt viden, siger Lisanne Wilken.