Aarhus Universitets segl

Nyt Asterisk om sex og pædagogik: Tidssvarende seksualundervisning ønskes!

Det nye nummer af DPU’s digitale magasin Asterisk nr. 106 handler om sex og pædagogik - om seksualundervisning, børn og unges lyst, følelser, køns- og kropsbevidsthed og blufærdighed, og om at kunne sætte grænser og respektere andres.

Læs eller lyt til alle artikler >


Asterisk er DPU, Aarhus Universitets digitale magasin, der udkommer fire gange om året. Magasinet formidler forskning om pædagogik og uddannelse og forsøger at foregribe og gå dybere ned i aktuelle temaer og diskussioner på området.

Hvordan ser seksualundervisningen anno 2023 ud i den danske skole? Og hvordan bør den se ud, hvis den skal klæde børn og unge på til at navigere og udfolde sig som seksuelle væsener i en mangfoldig verden og i et ungdomsliv fyldt med muligheder – men hvor risikoen for seksuelle krænkelser lurer på internettet, og hvor de stadig skal undgå at få klamydia og blive gravide som 15-årige?

Seksualundervisning anno 2023 er langt mere end krop og biologi

Den obligatoriske seksualundervisning i den danske grundskole har fejret 50-års fødselsdag. Men mens den på papiret er i god form, ser det anderledes ud i praksis. Hvorfor er det så svært at undervise i sex? Tre forskere giver deres bud på, hvad der skal til for at skabe en tidssvarende seksualundervisning, hvor eleverne både lærer at forholde sig til egne rettigheder og grænser, at se seksualitet som en kilde til begejstring og at agere i et samfund, hvor krop, køn og seksualitet fylder stadig mere.

Seksualundervisning i den mangfoldige skole

Ved skolebordene anno 2023 sidder der ikke kun hvide børn fra heteroseksuelle kernefamilier. Og der sidder heller ikke kun elever, der definerer sig som enten drenge eller piger. Asterisk har spurgt Dorthe Staunæs og Iram Khawaja fra DPU, hvordan vi skaber en seksualundervisning, som tager højde for det multikulturelle og diverse klasselokale.

Når deling af nøgenbilleder bliver adgangsbillet til fællesskabet

Det er ikke nok at oplyse børn og unge om lovgivning og opdrage dem til at sætte grænser, hvis vi vil digitale seksuelle krænkelser til livs. Der er nemlig meget mere på spil end uforsigtige piger og ondskabsfulde drenge. Deling af seksuelle billeder kan danne ramme om identitetsskabende fællesskaber, hvor drenge bliver drevet af at demonstrere mod og hårdhed som led i en traditionel forståelse af maskulinitet. Også selv om de overskrider ikke blot pigernes grænser, men også deres egne.

Sover dit barn med hænderne over eller under dynen?

Siden vi i 1700-tallet begyndte at se børn som seksuelle væsener, har seksualoplysning været fanget i et dilemma: vi skal oplyse børn om seksualitet, men vi risikerer, at oplysningen virker ophidsende og stimulerer børnenes lyst, frem for at de lærer at styre den. Samtidig har seksualoplysning lige siden været spændt for sundhedens vogn. Måske er det på tide at supplere al den forlegne sundhedssnak med den erotiske side af seksualiteten, foreslår DPU-lektor Jens Erik Kristensen i et idehistorisk vue over vores tanker om børn og seksualitet.

Leder: Let's talk about shame, baby!

Vi har næppe nogensinde før talt så meget om sex. Alligevel overser vi ofte, at kærlighedens og seksualitetens skyggeside er skam – når det da ikke er skamløshed. Skam lyder ikke sexet, men samtale om den kan ikke desto mindre lede til kærligere sex, skriver Claus Holm, institutleder på DPU, Aarhus Universitet i sin leder.


Uden for tema


Spot på ny forskning: Migrantarbejdernes børnebørn møder skæve forventninger i skolen

I en ph.d.-afhandling fra DPU, Aarhus Universitet skriver Steffen Bering Kristensen om børnebørnene af de migrantarbejdere, der kom til Danmark fra slutningen af 1960’erne. Trods gode intentioner om at være ’farveblinde’ i mødet med eleverne, er skolerne ofte blinde for generationsforskellene mellem de minoritetsdanske elever.

Kommentar: Har du ingen humor?

Humor spiller en vigtig rolle blandt eleverne på ungdomsuddannelserne. Jokes og legende drillerier relateret til køn, etnicitet, nationalitet og racialiserede positioner er en del af deres måde at relatere sig til hinanden. Det skriver Manté Vertelyté, postdoc på DPU, Aarhus Universitet om i sin kommentar.

Har du læst?

Nye bøger og tidsskrifter, som forskere fra DPU, Aarhus Universitet har skrevet eller bidraget til.