Aarhus Universitets segl

Nyt forløb skal styrke Arts-uddannelsernes kobling til arbejdsmarkedet

Universitetsuddannelserne skal rette sig mod arbejdsmarkedets behov, og der skal bygges bro mellem universiteter og arbejdsmarked. Derfor giver et samarbejde mellem Arts Karriere og Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier nu universitetsundervisere et færdigformet forløb, som skal sikre, at de studerendes projektorienterede forløb bliver en integreret del af uddannelsen.

“De studerendes valg af projektorienteret forløb kan være med til at styrke Arts-uddannelsernes kobling til arbejdsmarkedet. Dette er særligt relevant i dag, da der bliver en større og større forventning – både fra mulige aftagere af kandidater og fra politisk hold – til at de uddannelser, der udbydes på universiteterne retter sig mod netop arbejdsmarkedets behov.”

Sådan fortæller Laura Cordes Felby, PhD.-studerende på Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier og medudvikler på Takeaway Teaching-forløbet “Projektorienteret forløb – at anvende sin faglighed i praksis”, om behovet for at rammesætte koblingen mellem universitetet og arbejdsmarkedet.

Hun understreger dog, at selvom det kan give god mening at målrette uddannelserne på universiteterne til fremtidens arbejdsmarked, er det også vigtigt, at de enkelte projektorienterede forløb er meningsfulde både for aftagerne, for universitetet og for den studerende.

“Derfor er der behov for et forløb som dette, der rammesætter koblingen mellem det, de studerende lærer ”inden for de gule mure” og det, de lærer ”ude i den virkelige verden” – uden at man går på kompromis med kernefagligheden,” uddyber Laura Cordes Felby.

De studerende skal reflektere over deres faglighed

Med det nye forløb lægges der særligt vægt på, at karriere- og relevansperspektivet integreres direkte i undervisningen, frem for at lade det være op til den studerende selv at gøre sig tanker om, hvad der skal ske på den anden side af universitetslivet. Ifølge Laura Cordes Felby, handler det især om, at de studerende skal begynde at reflektere over deres karrieremuligheder allerede i løbet af deres uddannelsesforløb på universitetet.

Helt konkret indeholder Takeaway Teaching-forløbet “Projektorienteret forløb – at anvende sin faglighed i praksis” derfor også en række aktiviteter, som skal rammesættes i forhold til den konkrete studieordning og har til formål at åbne op for de studerendes refleksion.

“Der er et behov for at integrere refleksioner over de studerendes fremtidige virke i løbet af deres universitetsuddannelse, fordi det kan lette de studerendes overgang til arbejdsmarked. Men dette er afhængigt af, at der er tale om en fuld integration mellem det, de studerende oplever i deres projektorienterede forløb, og det de oplever på studiet,” fortæller hun.

Under et projektorienteret forløb, er det ofte den projektvirksomhed, som den studerende er tilknyttet, der definerer den problemstilling og de opgaver, som den studerende skal arbejde med. Hvis man vil sikre en god kobling mellem disse opgaver og den studerendes faglighed, er det ifølge Laura Cordes Felby væsentligt at sikre, at opgaverne, som de studerende løser i projektvirksomheden spiller produktivt ind i deres studie.

“Det kan man blandt andet gøre ved at skærpe de studerendes blik for, hvordan de anvender deres konkrete faglighed i løsningen af en opgave, samt ved at gøre de studerende bevidste om, hvordan de kan italesætte og reflektere over de erfaringer og oplevelser, der er i og omkring forløbet og mødet med virksomheden,” fortæller Laura Cordes Felby videre.

Fra CV-pynt til faglig selvforståelse

Grundlæggende er forhåbningen, at der nu udbydes et forløb til universitetsunderviserne på Arts som bidrager til, at de studerende får langt mere ud af at vælge og være i et projektorienteret forløb.

“Jeg håber meget, at vi har udviklet et stykke undervisningsmateriale, der hjælper til, at de projektorienterede forløb ikke kun bliver en investering i de studerendes fremtidige beskæftigelsesmuligheder og CV, men i ligeså høj grad bliver en investering i den faglige selvforståelse, som de er ved at opbygge gennem deres studie,” uddyber Laura Cordes Felby.

Hun påpeger også et ønske om, at de studerende dermed får et klarere blik for både de faglige og personlige kompetencer, de har fået og stadig udvikler gennem deres studie.

Viden omsættes til didaktisk format

Det nyudviklede forløb er resultatet af et samarbejde mellem Arts Karriere og Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier. Laura Cordes Felby fremhæver særligt Arts Karrieres store viden om, hvad der optager de studerende i forhold til deres fremtidige karriere, og erfaring med at inddrage karriereperspektiver i undervisningen.

Hun fortæller, at det har været en positiv oplevelse at være med til at omsætte den viden til et konkret didaktisk format, der kan integreres på tværs af fagligheder. Hun mener, at forløbet imødekommer de behov, som de studerende har for at inddrage et karriere- og relevansperspektiv i undervisningen.

Læs mere: