Aarhus Universitets segl

Nyt projekt vil understøtte digitale kompetencer hos studerende på universitetet

Et samarbejde mellem fem danske uddannelsesbiblioteker og Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier sætter fokus på bibliotekernes udbud af digitale informationskompetencer og digital dannelse til studerende og undervisere.

Foto: AU Komunikation

300 konkrete læringsmønstre, der skal understøtte og udvikle studerendes digitale kompetencer på videregående uddannelser. Det vil fem danske uddannelsesbiblioteker med STAK-projektet (Studerendes Digitale Akademiske Kompetencer) arbejde på at udvikle over de næste to år. Hensigten er at lave et tilbud, der kan ruste studerende til en digitaliseret verden og en fremtid præget af ny teknologi.

”Læringsmønstre er en international anerkendt systematisk udviklingsmetode til at indfange erfaringer om best practice fra erfarne undervisere og udviklere. Disse praksismønstre skal systematiseres og beskrives på en måde, så det er muligt for andre at forstå og genbruge dem,” fortæller Rikke Toft Nørgård, der deltager i projektet fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, Aarhus Universitet.

Uddannelsesbibliotekerne og -institutionerne søger med projektet at imødekomme de muligheder og udfordringer, teknologien medfører, og som studerende i dag skal kunne forholde sig akademisk til. “At deltage i undervisning, forskning og arbejdsliv kræver i dag evnen til at navigere og agere i en hybrid digitaliseret verden på akademiske måder,” uddyber Rikke Toft Nørgård.

Nationalt samarbejde baseret på forskning

De fem uddannelsesbiblioteker, som sammen vil både udvikle og udbyde formater for digitale kompetencer til studerende landet over, er Det Kgl. Bibliotek - Københavns Universitetsbibliotek, Aalborg Universitetsbibliotek, Aalborg Sygehus – Medicinsk Bibliotek, VIA Biblioteker og KEA Bibliotek.

Udviklingsarbejdet foregår i samarbejde med Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, Aarhus Universitet, der som faglig partner vil sikre, at projektets arbejde bygger på forskningsbaseret viden. Det faglige fokus er dels på undervisningsudvikling med teknologi på de videregående uddannelser, digitale kompetencer og hybride læringsrum, og dels på fremtidens uddannelse, undervisning og læring på de videregående uddannelser.

Det fælles udviklingsarbejde skal fokusere på skabelsen af digitale didaktiske design - konkret i form af de 300 læringsmønstre, som ved projektets afslutning lægges frit tilgængeligt på en åben online ressource sammen med øvrig viden og erfaringer fra projektet.

Det udvidede begreb om informationskompetence

Arbejdet med læringsmønstrene tager teoretisk udgangspunkt i det, som kaldes det udvidede informationskompetencebegreb, og som kan forstås som en paraplybetegnelse for kompetencer til at begå sig i de mængder af information som internettet har gjort tilgængeligt for alle. Som teoretisk ståsted for det videre arbejde har projektet netop udgivet en desk research, som samler og udforsker eksisterende forskning, der knytter sig til begrebet.

Med udgangspunkt i blandt andet desk researchen har projektet udpeget fire bærende kompetencesøjler, som hver skal danne ramme eller kategori for de mange læringsmønstre. De fire kompetencesøjler er hhv. digitale informationskompetencer, digitale deltagelseskompetencer, digitale produktionskompetencer, digitale ansvars- og sikkerhedskompetencer.

Kompetencesøjlerne blev for første gang genstand for konkret udviklingsarbejde ved en hands on workshop på Dansk Universitetspædagogsisk Netværks Konference den 28.-29 maj, hvor både Rikke Toft Nørgård og projektleder fra Det Kgl. Bibliotek, Karen Harbo, deltog.

Læs mere 

Find slides fra workshoppen på Dansk Universitetspædagogsisk Netværks Konference

Læs desk researchen om det udvidede informationskompetencebegreb