Aarhus Universitets segl

Uddannelsesministeren får konkrete anbefalinger i ny rapport

Tirsdag overrakte dekan Mette Thunø, Aarhus Universitet, Arts og direktør Erik Hygum, VIA University College en rapport med input til kommende regeringsinitiativer på fremmedsprogsområdet.

Foto: Verner Becker, VIA University College

Vi skal have en snarlig politisk udmelding med klare målsætninger for fremtidens fremmedsprogsundervisning i det samlede danske uddannelsessystem. Så klar lyder en af anbefalingerne i en rapport fra den nationale konference om fremmedsprog på de videregående uddannelser i Danmark, der blev afholdt den 30. april 2012.

Rapporten blev i dag overrakt til uddannelsesminister Morten Østergaard af konferencens to arrangører, dekan Mette Thunø, Aarhus Universitet, Arts og direktør Erik Hygum, VIA University College.

 

Et skridt videre mod en national strategi for fremmedsprogsundervisningen

Over 120 repræsentanter fra sproguddannelserne på alle niveauer, politiske aktører, organisationer og virksomheder med interesse for fremmedsprogsuddannelserne i Danmark var i april samlet for at drøfte, hvordan danskernes sprogkundskaber kan styrkes gennem uddannelsessystemet.

-Formålet med den nationale konference var at komme et skridt videre mod en national strategi for fremmedsprogsundervisningen i Danmark, og det kom vi. Det er den her rapport, som vi i dag har overrakt til uddannelsesministeren et vidnesbyrd om. Den rummer en lang række input til kommende regeringsinitiativer på fremmedsprogsområdet. Nu mangler der blot politisk handling, og som institutionsledere går vi meget gerne ind og rådgiver ministeriet i forhold til både mål og implementering, sagde dekan Mette Thunø efter overrækkelsen, der fandt sted på Via University i Aarhus.

Også Erik Hygum glæder sig til, at rapporten kommer i spil på den politiske arena:

-Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at udmønte sig. En ting er sikkert: Der er ikke brug for flere arbejdsgrupper - der er brug for organisering og pejlemærker.

Uddannelsesminister Morten Østergaard takkede for rapporten og understregede igen, at regeringen vil lytte til forslagene fra konferencens deltagere. 

- Jeg hæfter mig ved, at der er stor efterspørgsel efter politiske pejlemærker, så der kan trækkes i samme - og i den rigtige – retning. Det er positivt at opleve, at der bliver arbejdet så indgående med det her område rundt omkring i uddannelsessystemet, og jeg vil nu kigge nærmere på, hvordan vi kan være med til at skabe rammerne for en mere struktureret indsats for sprogfagene, sagde udannelsesminister Morten Østergaard.

Foranlediget af konferencen er de to hovedarrangører allerede i gang med at styrke samarbejdet om sprogfagene, og en fælles arbejdsgruppe har allerede barslet med en plan for, hvorledes AU og VIA konkret kan samarbejde om undervisningen i fransk.

Læs rapporten fra den nationale konference om fremmedsprog

Fakta

Den nationale konference om fremmedsprog på de videregående uddannelser i Danmark blev afholdt den 30. april 2012 og var arrangeret af dekan Mette Thunø, Arts, Aarhus Universitet og direktør Erik Hygum, VIA University College på vegne af alle de humanistiske fakulteter på de danske universiteter og professionshøjskoler.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser finansierede konferencen, der blev indledt af uddannelsesminister Morten Østergaard.

Ud over uddannelsesministeren deltog 120 repræsentanter uddannelsessektoren og de sproglige organisationer.