Forskningsprojekt om bæredygtig brug af kunstig intelligens modtager grøn bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond
Teknologier baseret på kunstig intelligens er vigtige for den grønne omstilling, men er designet til at basere sig på vestlige værdier og modeller. Nu vil et forskningsprojekt baseret på cases i Namibia undersøge, hvordan AI i stedet kan tage udgangspunkt i sociale og kulturelle fænomener i lokale fællesskaber. Projektet, som er under ledelse af Rachel Charlotte Smith, lektor på Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab, har modtaget en bevilling på knap 3,2 millioner kroner af Danmarks Frie Forskningsfond.
Hør lektor Rachel Charlotte Smith fra Afdeling for Digital design og Informationsvidenskab fortælle om forskningsprojektet "Participatory AI for Alternative Sustainable Futures" (P-AIA), der har modtaget 3.167.782 kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond under temaet "Fri grøn forskning."
Hvad handler forskningsprojektet om i korte træk?
"P-AIA projektet bygger på en central hypotese om, at udviklingen af nye digitale teknologier tiltænkt den grønne omstilling i stor skala kræver bruger-drevet engagement med fokus på mangfoldighed og styrkelsen af mennesker og kollektiver. Baseret på to komplementære cases - netto-nul emission og ansvarlig AI i Namibia og bæredygtige energifremtider i Danmark - anvender P-AIA en designantropologisk tilgang til at fremme participatorisk AI som grundlag for eksperimentelt felt- og designarbejde. Målet er at bidrage med nye indsigter i, hvordan forståelser af sociale dynamikker i hverdagslivet og nye intelligente teknologier kan anvendes til at samskabe alternative AI-løsninger, der understøtter den grønne omstilling med afsæt i lokale fællesskaber og hverdagspraksis."
Hvilken indvirkning forventer du, at din forskning vil have på samfundet eller på dit forskningsfelt?
"Projektet vil bidrage med alternativer til, hvordan vi kan forstå, designe og samskabe meningsfyldte, inklusive og diverse grønne AI fremtider, der tager udgangspunkt i sociale og kulturelle fænomener i lokale fællesskaber. Derudover vil projektet bidrage med teoretiske og epistemologiske resultater, der skal være grundlaget for at udvikle et nyt, overførbart, og skalerbart designantropologisk rammeværk og forskningsmetodologi for at arbejde med bæredygtige AI-fremtider."