Aarhus Universitets segl

Forskningsprojekt om bæredygtig brug af kunstig intelligens modtager grøn bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond

Teknologier baseret på kunstig intelligens er vigtige for den grønne omstilling, men er designet til at basere sig på vestlige værdier og modeller. Nu vil et forskningsprojekt baseret på cases i Namibia undersøge, hvordan AI i stedet kan tage udgangspunkt i sociale og kulturelle fænomener i lokale fællesskaber. Projektet, som er under ledelse af Rachel Charlotte Smith, lektor på Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab, har modtaget en bevilling på knap 3,2 millioner kroner af Danmarks Frie Forskningsfond.

Lektor Rachel Charlotte Smith. Foto: Privatfoto

Hør lektor Rachel Charlotte Smith fra Afdeling for Digital design og Informationsvidenskab fortælle om forskningsprojektet "Participatory AI for Alternative Sustainable Futures" (P-AIA), der har modtaget 3.167.782 kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond under temaet "Fri grøn forskning." 

Hvad handler forskningsprojektet om i korte træk?

"P-AIA projektet bygger på en central hypotese om, at udviklingen af nye digitale teknologier tiltænkt den grønne omstilling i stor skala kræver bruger-drevet engagement med fokus på mangfoldighed og styrkelsen af mennesker og kollektiver. Baseret på to komplementære cases - netto-nul emission og ansvarlig AI i Namibia og bæredygtige energifremtider i Danmark - anvender P-AIA en designantropologisk tilgang til at fremme participatorisk AI som grundlag for eksperimentelt felt- og designarbejde. Målet er at bidrage med nye indsigter i, hvordan forståelser af sociale dynamikker i hverdagslivet og nye intelligente teknologier kan anvendes til at samskabe alternative AI-løsninger, der understøtter den grønne omstilling med afsæt i lokale fællesskaber og hverdagspraksis."

Hvilken indvirkning forventer du, at din forskning vil have på samfundet eller på dit forskningsfelt? 

"Projektet vil bidrage med alternativer til, hvordan vi kan forstå, designe og samskabe meningsfyldte, inklusive og diverse grønne AI fremtider, der tager udgangspunkt i sociale og kulturelle fænomener i lokale fællesskaber. Derudover vil projektet bidrage med teoretiske og epistemologiske resultater, der skal være grundlaget for at udvikle et nyt, overførbart, og skalerbart designantropologisk rammeværk og forskningsmetodologi for at arbejde med bæredygtige AI-fremtider."

Er der eksterne samarbejdspartnere fra erhvervsliv eller andre aktører involveret i projektet?

"P-AIA projektet involverer flere partnere i både Danmark og Namibia. I Namibia er projektet supporteret af Namibia University of Science and Technology  og National Commission on Research, Science and Technology. I Danmark vil projektet tage udgangspunkt i to danske energifælleskaber i København og Aarhus. Dette arbejde er supporteret af NGO’erne European Green Cities og Energifællesskaber Danmark. Projektet er baseret i DIGTCOM (Centre for Digital and Green Transformation in Cities and Communities), hvis mission er at udforske og skabe grønne og digitale fremtider gennem forskning, praksis og design sammen med forskellige partnere og aktører i lokalsamfund, samfund og bredere økologier."

Læs mere på Danmarks Frie Forskningsfond 


Kontakt

Rachel Charlotte Smith
Lektor på Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
Telefon: +45 26 17 18 40
Mail: rsmith@cc.au.dk