Aarhus University Seal

Forskningsprojektet ’Skjulte Plantehistorier’ springer ud som kunstudstilling

Med udgangspunkt i malerier fra 1800-tallet ser en tværfaglig forskergruppe fra Aarhus Universitet på historierne, der gemmer sig i vores stueplanter, som for 200 år siden gjorde sit indtog i de danske hjem. I efteråret kan forskningsprojektet opleves som udstilling på to kunstmuseer og i Den Gamle By.

Martinus Rørbyes 'Udsigt fra kunstnerens vindue' er ét af de malerier, der fortæller om 1800-tallets vindueskarme.
Anette Vandsø, lektor i æstetik og kultur, er forskningsleder på projektet 'Skjulte Plantehistorier'.

En lille stikling i vindueskarmen bliver til frodige, blomstrende planter. Stueplanterne gjorde på kort tid sit indtog i de danske hjem i 1800-tallet og blev en naturlig del af hverdagen. Det afspejler sig i datidens kunstværker, hvor stueplanterne optræder generøst i interiørbillederne.

Mange af planterne blev flyttet over store afstande og gemmer således på fortællinger om deres globale ophav og en verden i udvikling. De ’Skjulte Plantehistorier’ er omdrejningspunktet i et forsknings- og formidlingsprojekt af samme navn med lektor i æstetik og kultur Anette Vandsø som forskningsleder.

Forskningsprojektet bygger på en særlig metode, nemlig at indsamle alle danske malerier med stueplanter.

- Vi kan i praksis ikke indsamle alt, men vi har via museernes digitale registreringssystem og andre online platforme skabt en database af 452 værker. Så vi har altså et ret stort grundmateriale, der dækker en 100 års periode fra 1820 til 1920, hvor stueplanterne begynder at kunne ses i billedkunsten. Vi har en unik adgang til 1800-tallet, hvor planterne gik fra at være sjældenheder i vindueskarmen, til at man i slutningen af perioden har de her meget grønne hjem, fortæller Anette Vandsø.

Bærer på store fortællinger

Stueplanterne i billedkunsten bærer fortællinger, der trækker spor ind i den brede Danmarkshistorie. De fortæller om Danmarks kolonihistorie igennem de mange arter, der knytter sig til flere af de koloniale områder, Danmark er forbundet med. Eksempelvis stammer de pelargonier, mange af os har i vindueskarmen, oprindeligt fra Sydafrika og den koloni, der lå der.

De fortæller om klassehistorie, idet planterne i overklassens hjem adskilte sig fra planterne i arbejderklassen.

De fortæller en kønshistorie om kvinderne, som passede planterne og også malede mange af de malerier, hvor stueplanterne indgår.

De fortæller om kulturhistorie og om 1800-tallets økonomiske krise, der også ses i vindueskarmene.

Åbner som parallel udstilling

I efteråret kan forskningsprojektet opleves som udstillingen ’Plantefeber – Verden i vindueskarmen’ på de to kunstmuseer Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling.  Museerne skaber for første gang to parallelle udstillinger med samme tema, men med hver sin kuratering.

- Museerne supplerer med en række yderligere værker, også fra private samlere, så på den måde får projektet endnu mere empiri, fortæller Anette Vandsø.

Sideløbende udstiller Den Gamle By en vindueskarm med stueplanter, der var almindelige i 1800-tallets danske hjem. Planterne er bevaret som levende kulturarv i museets plantesamling.

Udstillingen ’Plantefeber – Verden i vindueskarmen’ kan ses frem til januar 2026, og efterfølgende bliver den vist på Faaborg Museum.

Med forsknings- og formidlingsprojektet sigter forskergruppen efter at give publikum en ny bevidsthed om naturen og planterne.

- Vi skal lære at se på naturen på en ny måde. Publikum må gerne få et andet blik på planter som noget jordbundet; noget der ikke kun er vores, men som også har sin egen historie. Man må gerne gå derfra og tænke, at jorden ikke er en ubegrænset mængde af råstoffer. Alting kommer et sted fra, og planterne hører hjemme forskellige steder, siger Anette Vandsø.

Kerneforskergruppen består af Anders Barfod, biolog og lektor ved Aarhus Universitet, Nick Shepherd, lektor i kulturarv ved Aarhus Universitet og Pernille Leth-Espensen, kunsthistoriker ved Aarhus Universitet, samt museumsdirektør ved Ordrupgaard, Gertrud Oelsner.

I projektgruppen er også kurator og kunsthistoriker Gry Hedin, forfatter Anne Green Munk, gartner i Den Gamle By Astrid Steffensen, kurator Rikke Zinck Jensen samt studentermedhjælpere Martin B. Dahl og Amalie Søvndal.

Forskningsprojektet er støttet af Velux Fonden.


Kontakt

Anette Vandsø
Afdeling for Kunsthistorie, Æstetik & Kultur og Museologi
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
Mail: vandsoe@cc.au.dk
Telefon: +45 87163087