Fra Aarhus til Tønder: flyt med din passion
Miriam Yamil tog springet fra Aarhus til Tønder for at arbejde som Digital litteraturformidler hos Tønder Kommunes biblioteker og kulturhuse. Vi har taget en snak med hende om, hvordan hun fik jobbet, at rykke fra Aarhus og hvad hun bidrager med som humanist.
Hvordan fik du kendskab til jobbet som Digital litteraturformidler, og hvordan var ansøgningsprocessen?
»Mens jeg søgte job, gik jeg ret målrettet efter stillinger som litteraturformidler. Mens jeg studerede, var jeg i praktik som litteraturformidler ved Aarhus bibliotekerne, og undersøgte derfor generelt for ledige stillinger ved biblioteker i hele landet. Jeg fandt jobbet på nettet og søgte det på den klassiske måde ved at sende en ansøgning«.
»Jeg blev kaldt til samtale på stillingen allerede efter 3 uger som ledig. Ansøgningsprocessen bestod både af en 1. og 2. runde samtale, hvor 2. runde bestod af en ’case’, jeg skulle fremlægge, og som jeg fik mulighed for at forberede inden jeg kom«.
Hvorfor valgte du at søge job i Tønder?
»Primært fordi jobbet var spændende. Jeg har læst litteraturhistorie på AU, og i mit speciale skrev jeg om formidling af læseoplevelser med bibliotekerne som case. I stillingsopslaget stod der, at man i stillingen skulle være med til, sammen med ledelsen, at implementere en lokal læsestrategi i kommunen for at øge læselysten blandt børn og unge. Denne udfordring hang rigtig godt i tråd med mit speciale, og var i høj grad en mulighed for at prøve min viden fra specialet af i praksis. Jobbet var derfor på mange måder en mulighed for at arbejde direkte videre med den passion for litteraturen, som jeg har med mig fra studiet«.
Hvordan er det at have taget springet fra Aarhus til Tønder?
»På mange måder var det overvældende. Man skal ikke bare starte i sit første ”rigtige” job, man skal også flytte til en helt ny by, der ligger langt væk, og hvor man ikke kender nogen. Jeg er på mange måder blevet positivt overrasket. Jeg har virkelig oplevet, at folk er meget åbne, og det er nemt at møde nye mennesker. Samtidig gør de kommuner, der ligger langt væk fra de store studiebyer, ofte rigtig meget for at tilflyttere føler sig godt tilpas. Blandt andet blev jeg som tilflytter inviteret til ”tilflytterbrunch”, hvor borgmesteren bød velkommen«.
Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
»I min stilling varetager jeg en bred vifte af opgaver – vi er i alt 23 medarbejdere, så når man ikke er så mange, kommer man hurtigt til at kunne prøve mange forskellige slags opgaver af. Mine arbejdsopgaver indeholder derfor alt fra arbejdet med en læsestrategi, udvikling af kulturprojekter samt afholdelse og koordinering af arrangementer til at jeg også et par dage i ugen står nede i udlånet og møder de borgere, der besøger biblioteket. Derudover er min stilling også med fokus på det digitale, og jeg er derfor med i bibliotekets kommunikationsteam, der står for al kommunikation på hjemmeside, sociale medier osv.«
»Da jeg er den første med min stilling på min arbejdsplads, er jeg i høj grad selv med til at definere den. Det kan være en stor udfordring som nyuddannet, men det gør også, at jeg efter mine kun 2 måneder i jobbet (startede d. 1. januar) nok endnu ikke helt har fået defineret en ”typisk” arbejdsdag«.
Hvordan bruger du dine humanistiske kompetencer i dit arbejde?
»Jeg bruger mine humanistiske kompetencer hver dag. Da jeg arbejder med formidlingen af litteratur i min dagligdag, kan jeg i høj grad trække på min viden og kernefaglighed fra studiet. Derudover tror jeg, at den metodiske tilgang til opgaveløsningen, som jeg har med mig fra studiet, er rigtig givende, når det handler om projekt- og udviklingsarbejde. Særligt fordi man kan systematisere og er vant til fra studiet hele tiden at spørge: Hvorfor gør vi det her? Hvad vil vi med det? Hvad kan det hjælpe os til at finde frem til?«
Har du et godt råd til de humanistiske studerende, der søger job uden for Aarhus?
»Vær åben. Der er nemlig ofte rigtige store muligheder som nyuddannet ved at søge job ude. For det første er der ikke helt lige så mange ansøgere til den samme stilling. Der er ofte også andre fordele, hvis man fx får job i en politisk styret organisation, som fx bibliotekerne. I de mindre kommuner er der ofte meget kortere til den øverste leder – eller til politikerne. Man har derfor i langt højere grad mulighed for at få indflydelse, og det kan være både nemmere og hurtigere at gå fra idé til handling, da man ikke skal igennem en masse ledelseslag, som skal godkende det først«.