Aarhus University Seal

Humanistiske studerendes tværfaglige tilgang giver spændende resultater i virksomhedssamarbejde

Efter et både ukompliceret og produktivt samarbejde med studerende på Summer University-kurset Sustainable Entrepreneurship, står Aarsleff Rail med bidrag til bæredygtig innovation og inspiration til mere uddannelsessamarbejde.

Fra Summer University kurset Sustainable Entrepreneurship

Mens vi andre sætter kurs mod sommerferie, gør AU Summer University klar til at tage imod studerende og eksterne samarbejdspartnere. I juli og august skal studerende på tværs af fag knokle med bæredygtighed og entreprenørskab på kurset Sustainable Entrepreneurship i tæt samarbejde med virksomheder, der ønsker løsninger på konkrete bæredygtighedsudfordringer.

En af de virksomheder, der allerede har haft en god oplevelse med et Sustainable Entrepreneurship-samarbejde, er Aarsleff Rail, der deltog sidste år. Tilbudskoordinator ved Aarsleff Rail Claus Nielsen fortæller, at samarbejdet kom i stand via professionelle netværk, og at det passede ind i Aarsleff Rails målsætning om at deltage og bidrage i uddannelsessammenhæng – både for at løfte deres sociale ansvar og invitere unge indenfor i jernbanebranchen. 

Bæredygtighed på byggepladsen

Aarsleff Rail havde stillet en relativt åben udfordring om forbedring af deres byggepladsers niveau for bæredygtighed. Inden samarbejdet blev indgået fyldte især overvejelser om ressourcer til at levere en ordentlig modtagelse og support af de studerendes projekter. Samarbejdet skulle dog vise sig at være både ukompliceret og produktivt. Claus Nielsen fortæller:

”Ukompliceret, fordi vi med en dedikeret kontaktperson hos os og en fra hver af de to grupper studerende havde en klar kommunikationskanal. Konstruktivt, fordi vi på kort tid lærte meget om os selv, vores branche set udefra og fordi vi med samarbejdet på kort tid fik eksterne og tværfaglige bidrag til vores egen proces for bæredygtig innovation”.

Derudover oplevede Claus Nielsen, at Aarsleff Rail fik meget igen for deres investering i samarbejdet:

Det, der overraskede os mest, var nok, at vi for en lille investering i tid fik meget igen. Udover bidrag til bæredygtig innovation fik vi inspiration til øget samarbejde med uddannelsesinstitutioner og studerende, ligesom vi i mødet med de øvrige virksomheder i kurset fik udvekslet idéer”.

Tværfaglighedens bidrag

Samarbejdet har også åbnet Aarslef Rails øjne for, at den tværfaglige tilgang giver spændende resultater. Claus Nielsen uddyber:

”Det styrker eksempelvis en besvarelse, der anbefaler at omlægge affaldshåndtering, at en antropologistuderende har bidraget med input til en implementeringsproces, der tager udgangspunkt i medarbejderne på byggepladsen”.

Også i et bredere perspektiv har de gode erfaringer fra kurset Sustainable Entrepreneurship været med til at udvide Aarsleff Rails samarbejde med uddannelsesinstitutioner og studerende. Dermed har de aarhusianske studerende været katalysator for mere samarbejde med studerende generelt.

Nu står det næste hold af virksomheder klar til at samarbejde med de humanistiske studerende fra Aarhus Universitet, og til dem og andre nysgerrige har Claus Nielsen følgende råd:

Gør jer klar over hvor mange ressourcer I som virksomhed kan lægge i samarbejdet. Afklar spørgsmål om sprog, kommunikation, svartider, adgang til data etc. med de studerende. Det giver de studerende klare rammer og for dig som virksomhed er der styr på ressourcerne”.

 


Summer University-kurset Sustainable Entrepreneurship blev afholdt af CUDiM sammen med AU Incubator og virksomhederne Aarsleff Rail, Tivoli Friheden, Dokk1 og Danmarks Største Fredagsbar (AU).