Aarhus University Seal

IKK-forskere involveret i forskningsprojekter om anatomi og videnskabshistorie på AIAS

Forskningsprojekter om anatomisk teater og videnskabshistorie har fået plads på Aarhus Institute of Advanced Studies. Forskere fra IKK er repræsenteret på begge.

Simona Zetterberg-Nielsen (t.v.) og Karen-Margrethe Simonsen (t.h.) er begge involverede i forskningsprojekter på AIAS. Foto: AU

Hvad har litteratur og teater egentlig med anatomi at gøre? Og hvordan har videnskab været med til at forme vores samfund gennem historien?  

Det er spørgsmål, som forskningsprojekterne ”Anatomical Theater: Early Modern and Contemporary Dissection as Investigative Art” og "Histories, Cultures and Communications of Science” (HiCCS) over de næste to år skal undersøge. I begge projekter er forskere fra Institut for Kommunikation og Kultur involveret.

Det skal foregå sammen med forskere fra forskellige fakulteter på Aarhus Institute of Advanced Studies’ (AIAS) initiativ Collaborative Theme Group 3-2-1-Go, der tilbyder en fysisk ramme, hvor forskerne kan indgå i et tværdisciplinært samarbejde og deltage i blandt andet seminarer og workshops.

Humanistisk indflydelse på anatomi

Forskningsprojektet ”Anatomical Theater: Early Modern and Contemporary Dissection as Investigative Art” handler om, hvordan dissektion som medicinsk praksis, med rødder tilbage til det anatomiske teater i tidlig moderne tid, er blevet påvirket af kunstneriske, litterære og dramaturgiske udtryk. Nærmere bestemt hvilken undersøgende funktion de forskellige kunstneriske udtryk har haft for dissektion som videnskabelig praksis.

Derfor er projektet i sit udgangspunkt tværfagligt, hvorfor forskere i både æstetiske discipliner som kunsthistorie og litteraturhistorie skal arbejde sammen med forskere fra afdeling for biomedicin og klinisk medicin.

Lektor og afdelingsleder for litteraturhistorie Karen-Margrethe Simonsen er en af forskerne, der deltager i forskningsprojektet om anatomi. Hun er begejstret for, at projektet er blevet integrereret i AIAS:

”Det passer os rigtig godt, fordi både projektet og miljøet er meget tværfagligt,” udtaler hun. 

Blandt andet skal samarbejde foregå i workshops, hvor forskerne skal udvikle fælles metoder og tale om, hvordan de kan arbejde tværfagligt.

Derudover er en række eksterne partnere også tilknyttet forskningsprojektet, bl.a. Medicinsk Museion i København.

”Det handler om at forstå, hvordan samarbejdet mellem kunst,litteratur, teater og medicin har fungeret historisk, hvordan anatomi er blevet iscenesat som teater, og hvordan kunstnere som for eksempel Leonardo Da Vinci og Rembrandt har afbilledet dissektion og anatomi. Men det handler også om at se, hvordan dette historiske samarbejde mellem medicin og kunstarterne kan reaktualiseres i en nutidig kontekst. Derfor er samarbejdet med biomedicin og Medical Museion afgørende, forklarer Karen-Margrethe Simonsen og fremhæver de gode samarbejdspartnere:

”Det er super gode samarbejdspartnere, og vi er et regulært tværfagligt team,” fortsætter hun.

Et nuanceret billede af videnskab

Forskningsprojektet ”Histories, Cultures and Communications of Science” (HiCCS) vil undersøge videnskabens kompleksitet ud fra et historisk og tværfagligt perspektiv, der inddrager naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Her skal videnskabernes historiske baggrund, kulturelle praksisser og kommunikation undersøges nærmere for at få et mere nuanceret billede af, hvilken rolle videnskab spiller og har spillet i løbet af historien.

Lektor på nordisk Simona Zetterberg-Nielsen er medstifter af og forsker på projektet og fortæller, at AIAS tilbyder et frirum for forskergruppen.

”For vores gruppe er det fantastiske ved AIAS, at det giver os et frirum til at gøre, hvad der giver mening for os. Det er både et fysisk og et konceptuelt mødested – et rum for udveksling af forskning og udvikling af nye forskningsidéer og forskningsformater,” forklarer hun.

Forskergruppen, der tæller forskere fra Afdeling for Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi, Idéhistorie og Centre for Science Studies på Institut for Matematik mødes en gang om måneden for at diskutere forskning og organisere workshops og seminarer med indbudte forskere.

”Ét nyt format, vi gerne vil prøve af, er et roundtable-koncept, hvor vi holder læseseminarer og inviterer forfatteren med til diskussionen,” siger Simona Zetterberg-Nielsen og tilføjer, hvad netværket også kan bruges til:

”Nu skal jeg afholde en konference om videnskab og fiktion i november, og der har jeg stor glæde af at kunne udveksle tanker med de øvrige forskere i gruppen, fordi de interesserer sig for de samme emner, som jeg beskæftiger mig med, men fra nogle andre vinkler.”


Yderligere oplysninger

Karen-Margrethe Simonsen 
Institut for Kommunikation og Kultur
Litteraturhistorie
Mail: litkms@cc.au.dk
Telefon: +45 87 16 30 83

Simona Zetterberg-Nielsen
Institut for Kommunikation og Kultur 
Nordisk Sprog og Litteratur
Mail: norsz@cc.au.dk
Telefon: +45 22 63 54 77

Læs mere på Aarhus Institute of Advanced Studies' hjemmeside