Jakob Egeris Thorsen forsker blandt andet i katolsk teologi og latinamerikansk kirkesociologi på Aarhus Universitet og har derfor i den forgangne tid haft særdeles travlt med at besvare mediehenvendelser i forbindelse med pavens død og begravelse. En medieinteresse, der viser, at paven har betydning langt ud over kirkens grænser:

”Paven sætter som leder af den katolske kirke retningen for kirkens udvikling. Samtidig er han en af de største religiøse og moralske autoriteter i verden, hvilket giver ham betydning ud over kirkens grænser. Mange katolikker og ikke-katolikker lytter til ham, fordi mange af de temaer, som paven og kirken forholder sig til, angår hele verdenssamfundet: Klima og miljø, krig og oprustning, menneskerettigheder, kvinde- og børnerettigheder, herunder kontroversielle emner som reproduktiv sundhed,” fortæller Jakob Egeris Thorsen.

Pavens død markerer en overgang
Når en pave dør, træder kirken ind i, det man kalder, ”sede vacante” – perioden med den tomme Petersstol. Denne overgang håndteres med ro, ceremoni og refleksion og illustrerer den katolske kirkes særlig måde at navigere forandring på.

”Den tomme Petersstol er en overgangsperiode, der både skaber utryghed og intens forventning. Den minder kirken om, at den er et fællesskab, der nok har brug for en leder, men som samtidig sagtens kan fungere uden i en periode,” fortæller Jakob Egeris Thorsen og uddyber:

”Når der skal findes en ny pave, sker det gennem en proces præget af både realpolitiske forhandlinger og gudstjeneste. Det er stærkt ritualiseret, og der er på den måde skabt et rum for refleksion og fordybelse, der forhåbentlig kan åbne for nye muligheder. Som samfund kan vi lære, at en ritualiseret rolig overgang virker samlende og bekræftende.”

Traditioner og fællesskaber, der tænker langsommere
Denne måde at håndtere overgange på hænger tæt sammen med kirkens grundlæggende tempo og verdenssyn. Ved at forbinde fornyelse med ritual og tradition skaber man, ifølge ham, en overgang, der både giver plads til nytænkning og bevarer forbindelsen til det, der var. I en omskiftelig tid præget af geopolitisk uro og kulturel forandring vækker dette interesse ud over den katolske kirke.

Den særlige langsomhed, som præger den katolske kirkes måde at udvikle sig på, spiller en central rolle i denne dynamik. Det er en langsommelighed, der står i kontrast til mange andre institutioner.

”Den katolske kirkes pulsslag er langsommere end mange andre institutioners. Det betyder, at man tænker i årtier og århundreder snarere end i en dag-til-dag-rytme,” fortæller Jakob Egeris Thorsen.

Denne langsommelighed har historisk vist sig tydeligt.

”Først under 2. vatikankoncil (1963-65) formåede kirken for alvor at forsone sig med efterveerne af den franske revolution og det moderne demokrati, og i dag kæmper kirken med at finde sine ben i forhold til de samfundsforandringer, der i Vesten fulgte i kølvandet på 1968-omvæltningerne. Det gør, at kirken ofte virker ude af trit med samtiden, hvilket ofte bliver set som en stor svaghed. Men der er også en styrke i at have traditioner og fællesskaber, der tænker langsommere med stærkere bånd tilbage i tiden. Fremfor at ville ophæve den usamtidighed, kan der være en styrke i at lade den stå og se den som en mulighed og afsæt for at løfte blikket og tænke ud over den nære samtids skiftende dagsordner.”

Kontakt

Jakob Egeris Thorsen, lektor
Afdeling for Teologi
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mobil: 60740971
Mail: teojet@cas.au.dk