Aarhus Universitets segl

Bogudgivelse: "Hverdagens mysterier: Etnografiske reflektioner over ting vi kender men ikke helt forstår"

I anledningen af udgivelsen af "Hverdagens Mysterier" inviterer vi på et lille glas

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Onsdag 9. april 2014,  kl. 16:00 - 18:00

Sted

"Frokoststuen" på Moesgård

"Hverdagens Mysterier" er langt om længe kommet i butikkerne! Dette fejrer vi d. 9/4 kl. 16.00 i Frokoststuen på Moesgård med et lille glas bobler. Kom og vær med :) 

Om bogen: 

I en global verden er vi omgivet af genstande og fænomener, der indgår som en naturlig del af vores hverdag, men som vi alligevel ikke helt forstår. Hverdagens mysterier giver en række antropologiske beskrivelser af det på én gang banale og gådefulde, der karakteriserer mange af de fænomener, som en højteknologisk og globalt medieret verden har bragt os. Penge, kulstof og kæledyr er tilsyneladende banale fænomener, men penge har en værdi i en finansverden, som de færreste af os forstår. Kulstof er et grundstof, men samtidig grundlaget for en global handel med CO2-kvoter, og vores forhold til kæledyr kan stille grundlæggende spørgsmål til, hvad det vil sige at være menneske.

Med udgangspunkt i en genstand eller konkret fænomen giver de enkelte kapitler et indblik i, hvordan hverdagen præsenterer alle mennesker i hele verden for en række på én gang banale og uudgrundelige mysterier. Hvad kan et skæg fortælle om religiøs identitet? Hvad siger en skjorte om moden som fænomen? Og hvad kan en ring lære os om den nye arvelov? Det er spørgsmål som disse, kapitlerne i denne bog vil give svar på.

Bogens gennemgående argument er, at hverdagens mysterier i dag ikke længere bare er lokale. De er globale. Hverdagens mysterier binder os med andre ord sammen globalt, fordi vi genkender dem og tager dem for givet i deres konkrete banalitet. Men trods al deres globale genkendelighed indgår hverdagens mysterier alligevel i meget forskellige verdener. Måske kan vi lære mere om vores eget forhold til hverdagens banale mysterier ved at prøve at forstå, hvordan andre mennesker med andre forudsætninger forholder sig til dem?

Hverdagens mysterier er på én gang en refleksion over en verden og en antropologisk faglighed i forandring, og den fejrer 50-års jubilæet for studiet Antropologi og Etnografi ved Aarhus Universitet samt 60-års jubilæet for Den Etnografiske Studiesamling på Moesgård Museum. 

Bogen er redigeret af Nils Bubandt, Anne Line Dalsgård, Ulrik Høj Johnsen og Bodil Selmer og er en del af serien Antropologiske studier (2) og fagområderne Antropologi og Etnografi. 

Bogen kan købes her