Aarhus Universitets segl

FORSKNINGSENHED FOR EUROPÆISK MIDDELALDER - Medieval Research Unit

Forskerseminar: Memoria og memorialkultur i middelalderen

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Mandag 4. marts 2013,  kl. 13:15 - 16:00

Sted

lokale 1453-415

Arrangør

FORSKNINGSENHED FOR EUROPÆISK MIDDELALDER

De døde og erindringen om dem spillede en vigtig rolle i middelalderens religiøse kultur. Et omfattende kildemateriale i form af dels skriftlige kilder såsom nekrologier og dødebøger, testamenter og messestiftelser, dels arkæologiske og kunsthistoriske kilder såsom gravsten og epitafier, altertavler og stifterbilleder, er bevaret som levn af den middelalderlige memorialkultur. Mens man i international middelalderforskning i mere end en generation har været optaget af at studere memorialkulturen, er den hjemlige forskning først i de allerseneste år begyndte at vise interesse for det rige memoria-materiale, der også foreligger fra dansk middelalder, og dets forskningsmæssige potentiale.

For at stimulere interesse for den middelalderlige memorialkultur – der er et helt oplagt emne for tværfagligt samarbejde mellem historie og kunsthistorie, kirkehistorie og retshistorie, middelalderarkæologi og diverse middelalderfilologier – har Forskningsenhed for Europæisk Middelalder inviteret en af de førende danske forskere inden for feltet, redaktør Birgitte Bøggild Johannsen fra ”Danmarks Kirker”, til at medvirke i et forskerseminar på Aarhus Universitet. Birgitte Bøggild Johannsen er dansk deltager i et internationalt samarbejde på feltet, der begyndte som et hollandsk registreringsprojekt, kaldet ”Medieval Memoria Online” (MeMO), hvis formål var at gøre skriftlige og ikke-skriftlige kilder med memorialkarakter tilgængelige i en database på internettet, men som i disse år arbejder på en udvidelse af perspektivet og deltagerkredsen til hele Vesteuropa. På forskerseminaret vil Birgitte Bøggild Johannsen fortælle om MeMO-projektet og de planer, der aktuelt er for at udvide det til at dække også andre lande og regioner og for at styrke udforskningen af middelalderens memorialkultur igennem etablering af et internationalt forskernetværk, afholdelsen af større konferencer osv.

Forskerseminaret er åbent for alle interesserede. Såvel medlemmer af Forskningsenhed for Europæisk Middelalder som andre fremmødte opfordres til at forberede korte indlæg om deres egen forskning i eller interesse for middelalderens memorialkultur. Mod slutningen af forskerseminaret serveres vin, frugt og chokolade. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Per Ingesman: PI@teo.au.dk.