Forskningsmanøvrer: undervejs med en afhandling
Dette kursus henvender sig til ph.d.-studerende indenfor social- og humanvidenskaberne. Kurset handler om at producere viden og tekst undervejs i et ph.d.-forløb, og ikke først de sidste tre måneder.
Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Sted
DPU, Tuborgvej 164, 2400 Kbh. NV.
Udbyder
Forskeruddannelsesprogrammerne ved Institut for Læring og Institut for Pædagogik i samarbejde med Ph.d.-skolen i Uddannelsesforskning.
Dato
Kurset er planlagt som et firedages kursus, og finder sted 20.-23. juni 2011.
Tilmeldingsfrist
28. februar 2011. Når tilmeldingsfristen er allerede tre måneder før kursets afholdelse, skyldes det et ønske om at kunne invitere forelæsere som er så specifikt relevante som muligt både ift de ph.d.-studerendes genstandsfelter, teorier, og metodefelter.
Sted
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet, lokale D 166, Tuborgvej 164, 2400 København NV.
ECTS-point: 3
Undervisere: Signe Pildal Hansen og Jette Kofoed samt øvrige undervisere.
Deltagerantal: 25
Kursussprog: Dansk/Skandinavisk.
Indhold
Dette kursus henvender sig til ph.d.-studerende indenfor social- og humanvidenskaberne.
Kurset handler om at producere viden og tekst undervejs i et ph.d.-forløb, og ikke først de sidste tre måneder. Skrivearbejdet i et ph.d.-forløb begrænser sig ikke alene til det arbejde, man lægger i at skrive kapitler til den endelige afhandling. I hele forløbet skriver man tekst og den tekst, man skriver, tjener forskellige formål og skal imødekomme forskellige kriterier, ligesom den på forskellige måder skal bringe ph.d.-projektet videre.
Kursets fokus er på at praktisere samspillet mellem projektforløb, tekstproduktion og -produkt, samt måder at tackle projektets forskellige udfordringer sådan som de melder sig undervejs. En central udfordring er her, hvordan teori, empiri og analyse konkret spiller sammen og kommer til udtryk i de forskellige faser af forskningsarbejdet.
Formålet med kurset er dels, at den ph.d.-studerende producerer tekst, der er relevant i forhold til det sted i ph.d.-processen vedkommende befinder sig, dels at den ph.d.-studerende faktisk bringer sit projekt og skrivearbejde videre. Vi arbejder i udgangspunktet og tentativt med tre store transitioner i ph.d.-arbejdet, som vi i denne beskrivelse benævner (men ikke begrænser til): 1. fra projektbeskrivelse til et bæredygtigt og i praksis realiserbart design, 2. fra produceret empiri/læsninger til analyse(tekst), 3. fra forløbets forskellige erkendelser til en sammenhængende og samlet argumentation i afhandlingsform. Kurset arrangeres som et fire dages kursus. Det udbydes en gang om året (forår). Kurset henvender sig til ph.d.-studerende i disse forskellige faser af ph.d.-arbejdet. Det tilrettelægges som workshops, forelæsninger og oplæg fra de ph.d.-studerende. Ph.d.-studerende har mulighed for at deltage i kurset flere gange med fokus på forskellige problemstillinger og forskelligt skrivearbejde, alt efter hvad der forekommer relevant i forhold til hans eller hendes arbejdsproces. Der lægges således op til at kurset understøtter ph.d.-projektforløbets forskellige faser, men man behøver ikke at deltage mere end én gang.
Kursusansvarlige: Signe Pildal Hansen & Jette Kofoed.
Ansøgninger sendes til: Laila Parbst, ph.d.-udvalget, Danmarks pædagogiske Universitetsskole, Tuborgvej 164, DK-2400 København NV, Danmark. E-mail: phd@dpu.dk