I vores moderne, oplyste verden fænger dommedagsforestilligen tilsyneladende stadig. Klimakatastrofe-retorik har erstattet religiøs tungetale, men over hele verden forbereder såkaldte 'preppers' sig stadig på verdens afslutning. I forlængelse af Derridas apokalypsetekst vil jeg argumentere for at anskue undergangsfortællinger som 1)en bestemt visuel og tekstuel kommunikationshandling 2)en bestemt udtryksmåde med en bestemt struktur og nogle bestemte karakteregenskaber og 3)en bestemt tænkefigur med politiske og sociale konsekvenser op igennem historien. Jeg vil især fokusere på sidstnævne, og vil gerne benytte lejligheden til at diskutere undergangsforestillingens tætte kobling dels til den moderne melankoli og dels til den politiske utopi.