1. Hvad betyder anerkendelsen for dig personligt og fagligt?
–Det er en meget stor ære og dyb glæde og også en overraskelse for mig, at ambassaden har fået øje på mit virke. Frankrig og i øvrigt flere andre fransktalende landes kulturer og litteratur har altid betydet meget for mig, ikke mindst efter at jeg lærte at tale fransk i løbet af et år i gymnasiet dernede. 

Frankrig har også været stedet, hvor jeg har taget en del af min egen uddannelse i filosofi og jeg har fulgt med i udgivelser og udviklinger i Frankrig så godt jeg kunne. Det har givet mig mulighed for at træde til, når der var behov for en ledelsesrepræsentant, f.eks. til en række aftaler på tværs af AU’s fakulteter. 

Og også nu, hvor jeg sidder i bestyrelsen for DIIS har jeg set, hvor vigtigt det er for de danske vidensinstitutioner at pleje forbindelserne til tilsvarende franske. Jeg synes aktuelt, at der kommer så meget væsentlig viden af både videnskabelig, kulturel og samfundsmæssig art fra fransk side - ikke kun fra mit eget fag, filosofi, men også langt derudover. 

2. Begrundelsen fremhæver din indsats for at styrke forbindelserne mellem Danmark og Frankrig. Hvordan har dine egne erfaringer fra Frankrig præget dig som filosof og inspireret dit arbejde med at skabe samarbejde mellem de to lande?
–Universiteterne spiller en meget stor både uddannelses- og dannelsesmæssig rolle i Frankrig, ligesom de gør det i Danmark. I Frankrig fik jeg inspiration til forståelsen af de universitetsuddannedes store samfundsmæssige rolle og også pligt til at dele viden i offentligheden. På den måde ville jeg ikke være den type filosof, som jeg er i dag, hvis jeg ikke var blevet inspireret – ikke mindst af kvindelige filosoffer – som jeg lærte at kende i Frankrig. 

I dag underviser jeg filosofistuderende i offentlig filosofi. Men jeg tror, der er mange fag på danske universiteter, der kan spejle sig i dét med at forsknings- og videnssamarbejde gør både forskere og samfund bedre. Derfor har jeg grebet alle chancer, der har været, for at sikre aftaler og rammer omkring det samarbejde mellem vores to nationer, sådan at studerende og ansatte nemmere kunne komme afsted på ophold og sådan at der var ikke kun Memorandums of Understanding, men også konkrete aftaler nedenunder, der kunne gavne i flere år. 

På samme måde har jeg støttet så godt jeg kunne hele landskabet af kurser, seminarer, møder, filmfremvisninger, forfatterarrangementer og meget andet, som kan gøre fransk kultur nærværende for et dansk publikum. Derfor bør æren faktisk deles med rigtigt mange mennesker, som dagligt gør fransk nærværende. Det gælder både universitetsinstitutter, men også institutter uden for universitetet, biblioteker og meget andet. 

3. Hvilken betydning har Frankrig haft for din forskning?
–Det er forhåbentlig ikke kun min forskning, der har fået gavn af det forbindelsesarbejde, som jeg har prioriteret højt – også som prodekan for forskning. Men måske kan jeg blot som eksempel nævne, at Hannah Arendts filosofi, som jeg har været med til at introducere til i efterhånden næsten 30 år, kom mere frem i Frankrig end i noget andet europæisk land, også før hun for alvor blev genopdaget i både Tyskland og USA. 

Nuancerne i forståelsen af menneskerettighederne og den politiske virkelighed, som menneskeligheden er afhængig af, har jeg fundet væsentlig inspiration til, ikke mindst i fransk filosofi. Jeg tog derned for at genopdage arven fra Merleau-Ponty og Sartre – og jeg fik da også lejlighed til at følge en række store navne som Derrida, Lyotard og Bourdieu, men først og fremmest opdagede jeg, at sociologien og filosofien kunne smelte så lykkeligt sammen i Frankrig og at filosofferne godt kan tillade sig at blande sig i samfundsdebatten. Det har jeg forsøgt efter bedste evne siden. 

4. Hvorfor er internationale samarbejder vigtige?
–Jeg er lige kommet hjem fra Paris og er blevet bekræftet i, at der er plads til mangfoldighed i de mange former for fællesskaber, man finder der. Det ligner ikke, at alle de økonomiske midler f.eks. kanaliseres kun én vej. Der er meget smukt i Paris, men der bliver passet på mange forskellige ting og traditioner. Det tror jeg betyder meget for os som danskere at se – vi genkender os i glæden ved det lokale og en samtidig nysgerrighed over for verden udenfor. Måske har Danmark dette mere som tillidskultur og som søfartsnation, Frankrig har det som en naturlig spiller på verdensscenen.

5. Hvad håber du, anerkendelsen kan sætte fokus på?
-Jeg håber, at man får øje på, hvor lidt selvhøjtidelighed, der er over franskmændene og hvor spændende det er, det som kommer fra Frankrig aktuelt, og hvor meget vi er fælles om i forståelsen af det europæiske – og i forståelsen af viden og kultur som grundlaget for demokrati. Vi bærer et kæmpe samfundsansvar som universiteter og andre forskningsinstitutioner. Det ansvar holder sig ikke inden for landets grænser. Det indebærer en levende udveksling med bl.a. de fransktalende lande.

 Jeg håber meget, at flere får mulighed for, lige så tidligt som jeg selv, at få det franske med som en indgang til at lære en stor verden at kende af menneskelig erfaring – og, hvis jeg må tillade mig at bruge et stort ord, en verden af skønhed.