Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Christine Parsons er udnævnt til ny leder af Interacting Minds Centre

Lektor Christine Parsons overtager posten som leder af det tværfaglige forskningscenter efter professor Andreas Roepstorff.

Lektor Christine Parsons har overtaget posten som leder af Interactive Minds Centre på Aarhus Universitet.

En fremragende forsker med et frygtindgydende intellekt og en stærk dedikation.

Det er blandt andet beskrivelsen af lektor Christine Parsons, der netop har overtaget posten som leder af Interacting Minds Centre, hvor forskere fra Arts, Health og BSS siden 2012 har etableret og opbygget en tværfaglig platform til forskning i menneskelig interaktion.

Hun afløser den hidtidige leder af centret, professor Andreas Roepstorff, som i april blev udnævnt til institutleder ved Institut for Kultur og Samfund, og fra den afgående centerleder får Christine Parsons flere rosende ord med på vejen:

"Hun har en sjælden opmærksomhed på mennesker, på værdier, på processer, på alle de ting, der gør et miljø til et godt sted at være; et sted, hvor mennesker, praksisser og ideer vokser og udvikler sig," siger Andreas Roepstorff om sin afløser.

Beæret arvtager

Christine Parsons, der har en forskningsbaggrund i psykologi ved blandt andet Oxford University, har været tilknyttet Interacting Minds Centre som forsker i en årrække og kalder det en ære at overtage ansvaret for IMC, som centret kaldes i daglig tale, efter sin forgænger:

"Andreas har guidet og støttet karriererne for så mange, både lokalt på IMC og i det bredere akademiske miljø. Centret har blomstret på grund af Andreas’ evne til at bringe mennesker sammen og åbne et rum, der er lige dele legende og ambitiøst," siger Christine Parsons.

"Jeg er dybt beæret over at påtage mig rollen som 'cheffacilitator' hos IMC. (...) Jeg ser frem til at arbejde sammen med jer alle for at fastholde IMC's kvaliteter, innovationen, rummeligheden og den akademiske ambition," lyder det fra den nye centerleder.


Interacting Minds Centre:

  • The Interacting Minds Centre (IMC) er et tværfagligt forskningscenter på Aarhus Universitet, som forsker i menneskelig interaktion. 
  • Centret har eksisteret siden 2012 og inddrager forskere fra humaniora, samfundsvidenskab, de kognitive videnskaber, biologi og klinisk forskning.
  • Læs mere om Interactive Minds Centre og dets arbejde på centrets hjemmeside.

Kontakt:

Christine Parsons, lektor
Interacting Minds Centre
Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
E-mail: christine.parsons@cas.au.dk
Telefon: (45) 8716 2127