Aarhus Universitets segl

Enhed for Sangforskning skal evaluere sundhedskor

Sangens Hus har med en bevilling fra Spar Nord Fonden fået mulighed for at etablere sundhedskor i hele landet. Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet skal lave følgeforskning på projektet.

Foto: Colourbox

Sang styrker fællesskaber og trivsel. Det ved man godt i Sangens Hus – en organisation, der arbejder for at fremme sangen i hele Danmark gennem projekter med mange forskellige målgrupper som børn, ældre og udsatte.

En bevilling fra Spar Nord Fonden gør det nu muligt, at Sangens Hus i samarbejde med sangkraftcentre, kommuner, Dansk Musikterapeutforening, Danske Korledere og andre interessenter kan etablere sundhedskor over hele landet.

I de kommende sundhedskor bliver sangen et redskab til at styrke fællesskab og trivsel. Derudover skal sundhedskorene være en forebyggende indsats til borgere i risiko for mistrivsel.

Hovedansvarlig for hele projektet er sundhedsforsker og projektleder på Sangens Hus, Lasse Skovgaard, der udtaler:

”Grundidéen i projektet er at bruge den glæde og energi, der opstår, når man synger, som motivation til at være aktiv sammen med andre.”

Enhed for sangforskning skal evaluere projektet
Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet har gennem længere tid samarbejdet med Sangens Hus om forskning og formidling. Derfor har de budt ind på opgaven med at følge projektet om sundhedskor.

”Vi har opøvet solid erfaring med at forske i de sociale og kulturelle aspekter ved sang, fællessang og sangkultur. I projektet ”Sundhedskor” slår vi denne ekspertise sammen med musikterapeutisk forskning ved CEDOMUS - Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi ved Ålborg Universitet. Sammen skal vi dokumentere og evaluere projektets resultater,” fortæller Lea Maria Wierød Borcak, seniorforsker ved Enhed for Sangforskning.

Ifølge seniorforskeren er der god grund til at forvente meget af projektet, idet der er stor bevågenhed om kulturens indvirkning på sundheden, hvor sang spiller en væsentlig rolle.

”Sang fremhæves ofte for sin evne til at styrke sammenhængskraft og social inklusion. Sang er desuden en forholdsvist ukompliceret kulturaktivitet at gå til, da alle har en stemme. Projektet ”Sundhedssang” undersøger, hvad der sker, når sang tilrettelægges som specifikt tilrettelagt sundhedsaktivitet. Det betyder også, at fokus i sundhedskorene ikke er på skønsang, men på øvelser, der både styrker den sociale og mentale trivsel, men også f.eks. vejrtrækning og kognition,” forklarer Lea Wierød Borcak. 

Fakta om projektet

  • Spar Nord Fonden har bevilget 2,5 millioner til projektet Sundhedskor til perioden 2024-2026.
  • Projektet er udviklet af Sangens Hus, som også er projektejer.
  • Målet er at styrke borgernes sundhed og trivsel generelt og samtidigt forebygge, at eventuel mistrivsel forværres eller udvikles til sygdom.
  • Som led i projektet udvikles der en efteruddannelse til korledere, som klæder dem på til at varetage sundhedskor.
  • Efteruddannelsen udvikles i samarbejde med bl.a. Danske Korledere, Dansk Musikterapeutforening, Ålborg Universitet og sundhedsfaglige eksperter.
  • Evaluering af projektet gennemføres i samarbejde med Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet og Center for Dokumentation og Forskning iMusikterapi(CEDOMUS)på Aalborg Universitet

Kontakt
Lea Maria Wierød Borcak, seniorforsker
Center for Grundtvigforskning, Enhed for Sangforskning
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Telefon +45 5091 5745
Mail: lmw@cas.au.dk