Smithsonian Institutions består af otte museer i Washington D.C., blandt dem National Museum of American History, National Museum of African American History og National Museum of the American Indian. I et brev til Smithsonian har Trump-administrationen beskrevet, hvilke skridt den forventer, at organisationen tager, så udstillingerne i højere grad fokuserer på "amerikanisme".

Når du læser om Trumps krav til amerikanske museer, hvad er så din første professionelle reaktion?
- Det, vi er nødt til at forstå, er, at bag sproget i brevet – som taler om behovet for "at fejre amerikansk exceptionalisme, fjerne splittende og partiske fortællinger" og så videre – er hensigten om at bringe museerne til at følge trop og gøre dem til udstillingsvinduer for en nationalistisk, hvid overherredømme-fortælling.

I den forstand mener jeg, at professor på Københavns Universitet, Christian Rostbøll bestemt har ret, når han over for dr.dk antyder, at denne udvikling er "farlig for demokratiet", og jeg mener, at hans karakteristik af dette som en "standardisering" af amerikansk kultur og historie går lige ind til sagens kerne.

Jeg vil dog selv udtrykke det lidt anderledes, fordi jeg ikke er sikker på, at et begreb om standardisering gør nok til at formidle, hvor vidtrækkende og truende denne udvikling er. Det, vi ser ske i USA, er et vedvarende angreb på demokratiske institutioner og på hele ideen om evidensbaseret sandhed og historie.

Hvordan har politiske magter historisk påvirket museer og arkæologisk historiefortælling?
-Politikere og magthavere har mere eller mindre altid forsøgt at blande sig i, hvordan fortiden fortolkes og forstås på grund af den enorme magt, der kommer af at kontrollere fortiden og bruge den til snævre politiske formål.

Før magten, før politisk forandring af enhver art, før friheden, før det modsatte af frihed (underkastelse eller fornægtelse), er der fantasi. Vi skal først forestille os en anden fremtid, før vi kan skabe den. En vigtig kilde til fantasi – sandsynligvis den vigtigste kilde til fantasi – er billeder og fortællinger fra fortiden, både vores individuelle fortid og vores kollektive fortid som samfund. 

Derfor er fortolkningen af fortiden altid en slagmark for konkurrerende interesser i nutiden. Det er også derfor, det er så vigtigt, at offentlige institutioner som universiteter og museer, der arbejder med at rekonstruere og fortolke fortiden, kan gøre det uden politiske direktiver.

Hvorfor bør forskere - snarere end politikere - have mandatet til at fortolke fortiden?
-Fordi disse to grupper har forskellige ansvarsforhold. Politikernes ansvar er over for deres politiske parti, over for at holde og beholde magten og – forhåbentlig – over for deres valgkreds. Deres motivation er næsten altid kortsigtede, transaktionelle og strategiske – fordi de på en måde skal være det.

Forskere står til ansvar på en anden måde. Uden at ville lyde for storslået, er vores ansvar over for sandheden. Discipliner som historie og arkæologi har en hel række protokoller og kontrolmekanismer, der hjælper os med at overholde dette ansvar: kravet om, at fortolkninger skal være evidensbaserede, systemet med peer review, protokollerne omkring debat og forsvar af publiceret forskning og så videre. Det er derfor, at akademikere og forskere i praksis har to sæt loyaliteter. Deres eneste troskab er til universitetet eller museet og til det samfund, som de er en del af. Men deres anden troskab er over for disciplinen, der er konstitueret som et transnationalt netværk af forskere og institutioner, og som holder dem til kravet om evidensbaseret fortolkning.

Hvorfor er det problematisk for demokratiet, når politikere forsøger at bestemme, hvordan historien skal fortælles?
-For at demokratiet kan trives og være stærkt, har man brug for en mangfoldighed af stemmer, og det offentlige rum skal konstitueres som et rum, hvor mange forskellige ideer og holdninger kan luftes og afprøves. Man skaber ikke et stærkt demokrati ved at få alle til at følge linjen.

Man skal også have tillid til de institutioner, der hjælper os med at dømme mellem disse forskellige stemmer og påstande – for eksempel ved at vurdere deres sandhedsværdi eller ved at præsentere dem i form af udstillinger.

Det, Trump i øjeblikket gør som en del af en vidtrækkende og radikal rekonfiguration af det amerikanske samfund og kultur, er at gennemtvinge, hvad vi kan kalde en 'singularitet'. Med hensyn til denne singularitet er der kun én korrekt måde at være en 'amerikaner' på (hans måde); der er kun én korrekt måde at være en amerikansk kvinde på (underdanig, i skyggen af sin mand); der er kun én korrekt version af amerikansk historie (exceptionalistisk, triumfatorisk); der er kun ét korrekt sæt værdier (konservativ, snæversynet, anti-intellektuel); der er kun én korrekt forståelse af køn og seksualitet (binær, heteronormativ); og så videre. At håndhæve denne singularitet betyder at ophæve mange af landvindingerne i nyere amerikansk historie og udhule og angribe de institutioner, der har gjort disse gevinster mulige. 

Kan noget lignende ske i Danmark?
-Om det samme kunne ske i Danmark: En af de første ting, vi lærer i teorier om globalisering og modernitet, er, at verden er et sammenhængende sted, og intet hjørne af verden står uden for historiens strømninger. Hvis begivenhederne i USA lærer os noget, er det, at et pluralistisk demokrati er en skrøbelig og dyrebar ting; den skal der så at sige arbejdes på og værdsættes - også her i Danmark.

---

Kontakt

Nick Shepherd, lektor
Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: ns@cas.au.dk
Tlf. + 45 8715 1402

Vid mere:
Læs  Rethinking Heritage in Precarious Times (Routledge 2023).