De fleksible regler om tilstedeværelse på universitetet er ikke opstået tilfældigt. Argumentet har altid været, at de studerende er voksne mennesker, der selv kan vurdere, hvornår de lærer bedst – og at det er muligt at tilegne sig stoffet på andre måder end ved at møde op til undervisningen. Det argument har ikke været urimeligt, selvom det i vores øjne altid har været bedre for læringen, hvis de studerende deltog aktivt i undervisningen. Men generativ AI har ændret situationen. I dag kan en studerende sidde derhjemme og få strukturerede forklaringer, instant feedback og velformulerede svar på ethvert spørgsmål – døgnet rundt. Det, der engang krævede en lærer i et undervisningsrum, kan i dag simuleres på en skærm. Og netop derfor er spørgsmålet om tilstedeværelse blevet akut. Vi har på vores del af universitetet simpelthen brug for, at deltagelse i undervisningen kan gøres meget mere obligatorisk, for der er ting, man kun kan lære ved at møde op. Men hvad er det?

GAI kan give svar – men ikke dannelse

De bedste former for Generativ AI er virkelig gode til at levere information, strukturere viden og producere velskrevne tekster. Men der er noget, den ikke kan: Den kan ikke sætte den studerende i en situation, hvor et modargument overrasker, hvor en medstuderende ser noget, man selv overser, eller hvor man må stå på mål for sin egen forståelse foran andre. Det er præcis disse situationer – ubehagelige, uforudsigelige og umulige at simulere – der udvikler akademisk dømmekraft. En AI giver dig det svar, du har brug for. En underviser og studiekammeraterne giver dig det spørgsmål, du ikke vidste du skulle stille.

Generativ AI har fået universiteter verden over til at diskutere mere overvågede eksamener, pen og papir og mindre adgang til internettet. Men det er det forkerte svar på det rigtige problem. Udfordringen er ikke snyderiet – det er, at undervisningen mister sin bærende funktion, hvis vi lader, som om alt kan klares hjemme, og at indlæringen bare skal tjekkes bagefter uden adgang til internet og digitale hjælpemidler.

De fleste studerende retter sig naturligt mod det, de ved, de bliver målt på. Hvis vi ikke eksplicit belønner tilstedeværelse, faglig dialog og det at blive udfordret i realtid, så forsvinder den dybe forståelse stille og roligt fra uddannelsen. Så ender vi med eksamener, der kun udprøver færdigheder i stedet for at fokusere på de sværere elementer som analyse, syntese og innovativ problemløsning. Og så har vi et universitet, der ligner et universitet – men uden det, der gør det til et.

At mødes er (også) at lære

Læring opstår nemlig sjældent alene. Faglig forståelse på vores del af universitetet udvikles i mødet mellem mennesker, og undervisning er ikke blot distribution af information. Det er et fælles arbejde med at udvikle dømmekraft, sprog og forståelse – og det fælles arbejde er netop det, der ikke kan erstattes. Når man sidder med en AI, er man altid alene om at bestemme, hvilke spørgsmål der er værd at stille. Når man sidder i et seminar, bliver man tvunget til at forholde sig til andres spørgsmål – og det er i den konfrontation, forståelsen skubbes.

Samtidig er de forpligtende læringsfællesskaber afgørende for, at studerende udvikler de samarbejdsevner, som moderne arbejdspladser efterspørger. I et samfund præget af hastige teknologiske forandringer bliver evnen til at lære sammen med andre vigtigere end nogen sinde.

Generativ AI kan hjælpe med idéudvikling, informationssøgning og tekstproduktion, men den kan også forstærke en resultatorienteret kultur, hvor målet bliver hurtigst muligt at producere et tilfredsstillende svar frem for at indgå i den langsommere proces, hvor reel forståelse opbygges.

Det betyder ikke, at universiteterne skal forsøge at vende tilbage til en verden uden AI, for AI er alle steder i samfundet. Derfor bliver det afgørende, at studerende lærer at anvende teknologien kritisk og kompetent. Og netop derfor bliver de menneskelige læringsrum endnu vigtigere.

Tilstedeværelse må igen være kernen

Hvis universiteterne alene svarer igen med mere kontrol og flere klassiske overvågede prøver, risikerer vi samtidig at svække den tætte forbindelse mellem undervisning og eksamen, som man gennem årtier har forsøgt at opbygge. Derfor er der behov for at udvikle nye eksamensformer, som kobler undervisning, deltagelse og brugen af AI tættere sammen.

Heldigvis er mange undervisere allerede i gang med at udvikle undervisnings- og eksamensformer, hvor læring sker gennem aktiv deltagelse frem for isoleret produktion. Det kan for eksempel være portfolio-eksamener, hvor studerende arbejder med deres opgaver løbende gennem semesteret og får feedback undervejs, så eksamen bliver en del af læreprocessen frem for blot en afsluttende kontrol.

Flere steder arbejder vi også med studiecaféer og mentorordninger, hvor studerende mødes om faglige udfordringer og hjælper hinanden med at forstå stoffet. Erfaringen er, at studerende lærer bedre, når de oplever faglig mestring undervejs og føler sig som en del af et fagligt fællesskab. Men netop derfor har vi brug for at kunne gøre tilstedeværelsen i undervisningen til et uomgængeligt krav, for det vil udvide de muligheder vi har for at koble aktiv undervisningsdeltagelse og læring.

Spørgsmålet er ikke længere, om studerende kan lære noget uden at møde op. Det kan de. Spørgsmålet er, om de kan lære det vigtigste uden at møde op. Det kan de ikke. For det, der kendetegner en universitetsuddannelse, er ikke adgang til information – det har alle i dag. Det er evnen til at tænke, argumentere og bedømme i samvær med andre, der gør det samme. Den evne køber man sig ikke til med en AI. Den opbygges i undervisningslokalet, i seminaret, i den faglige samtale. Generativ AI gør ikke tilstedeværelse forældet. Den gør den uundværlig og derfor bliver den nødt til at blive obligatorisk.

Kronikken blev bragt i Belingske den 28. maj 2026.