Aarhus Universitets segl

Forskning om engelsk i Grønland skal formidles på video

Lektor på engelsk Ushma Chauhan Jacobsen har modtaget en bevilling fra Carlsberg Mindelegat på 200.000 kroner til et forskningsformidlingsprojekt ved navn "Spirits of Language Entanglements," som tager afsæt i nutidens komplekse forhold mellem engelsk, grønlandsk og dansk. Projektet udføres i tæt samarbejde med grønlandske musikere og performancekunstnere.

Lektor på engelsk Ushma Chauhan Jacobsen. Foto: AU

Hvad handler din forskning om?

"Min forskning har haft fokus på implikationerne af en stigende brug og læring af engelsk i Grønland. Dette bidrager væsenligt til transformationer i Grønlands sproglige landskab. Engelsk er historisk og internationalt kendt som et sprog, der paradoksalt ses som imperialistisk på den ene side og på den anden side som et sprog med potentialet til at bekæmpe imperialisme og øge deltagelsen i nye samtaler og fællesskaber. I Grønland krydses dette paradoks med et endnu ældre paradoks, som angår det grønlandske-danske forhold, hvor sprog har været og stadig er en vigtig linse for koloniale og postkoloniale historier og relationer."

Hvordan skal det formidles?

"Jeg arbejder primært sammen med den grønlandske skuespiller og digter Dina Fisker Sandgreen. Vi tager udgangspunkt i min forskning, som bliver formidlet i tre digitale videoer: en masterversion, som bliver hostet på Vimeo-platformen, og to teaserversioner til sociale medieplatforme. Vores arbejdstitel er "Spirits of Language Entanglements". Videoerne bliver tresprogede for at nå ud til et bredt publikum, og vi vil filme i Nuuk og  Qeqertarsuaq, som er Dinas hjemby. Videoernes lydlandskaber vil blive produceret i samarbejde med lokale musikere."
 

Hvorfor bruger du video som format til formidling af din forskning?

"Når man undersøger paradokser og skriver om dem i et stringent akademisk sprog, som jeg har gjort, får man ikke nødvendigvis en kropslig, sanselig erfaring af disse. Jeg tror, at det audiovisuelle format kan hjælpe med at formidle paradokser på en subtil måde. Det er derfor, jeg vælger at bruge denne form. Carlsberg Mindelegat er rettet mod projekter, hvor forskere arbejder med professionelle formidlere, og projektet bliver derfor også en mulighed for at eksperimentere med nye former for samarbejde."

Læs mere om projektet her


Kontakt 

Ushma Chauhan Jacobsen, lektor
Afdeling for Engelsk
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet 
Mail: ucj@cc.au.dk
Telefon: +45 87165149