På gyser-forsker Mathias Clasens kontor på fjerde sal i Nobelparken er bogreolen fyldt hylde efter hylde med horror-litteratur af forfattere som Stephen King og Dennis Jürgensen. Foran horror-reolen sidder Mathias Clasen og Marc Andersen, som sammen står bag forskningscentret Recreational Fear Lab, der forsker i rekreativ frygt. Et fænomen, der betegner, menneskers leg med frygt, hvad end der er tale om gyserfilm eller faldskærmsudspring. Faktisk viser deres forskning, at fænomenet er så udbredt, at over halvdelen af befolkningen godt kan lide ”skræmmende” medier.

I anledning af Halloween, på dansk allehelgensaften, er de mødtes for at fortælle, hvordan frygt, gys og gru blev til et selvstændigt forskningsområde for dem, som de belyser fra hvert deres perspektiv. Marc Andersen fra et kognitionspsykologisk perspektiv som lektor på Cognitive Science og Mathias Clasen fra et humanistisk, litterært udgangspunkt som lektor på engelsk.

For Mathias Clasen startede fascinationen tidligt.

”Jeg har mange minder fra da jeg var barn og læste spøgelseshistorier og tænkte: Nu kan jeg ikke sove i tre uger. Jeg måtte til sidst vende en af bøgerne om, så jeg ikke kunne se forsiden, når jeg skulle sove. Jeg var ikke så vild med det, men blev alligevel lidt draget af det,” fortæller Mathias Clasen.

”Men der skete et eller andet i mine senere teenageår, hvor jeg begyndte at synes, det var enormt spændende, fortsætter Mathias Clasen og tilføjer:

”Og så var jeg bare tilpas stædig til at kunne tage den nysgerrighed og undren og gøre den til en karrierevej. Nu dyrker jeg det. Jeg læser næsten gys hele tiden, indtil mine kone siger, at nu skal jeg altså lige tage en pause.”

Marc Andersens interesse for området stammer fra hans interesse for kognitions- og emotionsforskning.

”Jeg er meget optaget af udviklingspsykologi, og hvad det er, der skaber belønning hos mennesker. Da vi begyndte at stille spørgsmålet om, hvorfor folk vil betale penge for noget, der egentlig er ubehageligt, kickstartede vores samarbejde,” forklarer han.

Glæden ved gys er udbredt

Som en del af makkerparrets forskning på Recreational Fear Lab laver de feltstudier ved spøgelseshuset Dystopia Haunted House i Vejle, hvor kunder betaler for at blive skræmt fra vid og sans i en times tid. Her har de udført forskning siden 2016 for at blive klogere på blandt andet forholdet mellem frygt og fornøjelse.

”Det er et vildt godt sted at lave frygtforskning, fordi folk ofte bliver virkelig bange, og det er ikke noget, man skal tage let på. Det er ret vanskeligt at lave frygtstudier, og det kan være svært at lave etiske forskningsdesigns, der samtidig skræmmer livet af folk. Her (i Dystopia Haunted House, red.) forholder det sig anderledes, fordi folk har opsøgt det frivilligt,” forklarer Marc Andersen og nævner at metoderne, de benytter sig af, inkluderer selvrapportering, videoovervågning, hjertemålinger, svedmålinger, psykologiske skalaer og blodprøver.

Deres forskning viser blandt andet at rekreativ frygt, forstået som aktiviteter, der handler om at finde nydelse i at blive skræmt, er meget bredt tiltalende for befolkningen. Det er endnu mere udbredt, end hvis man kigger isoleret på, hvor mange der godt kan lide at få sig et godt gys af en horrorfilm eller spille et uhyggeligt computerspil.  

”Jeg tror ikke, jeg har mødt nogen, som, hvis man spørger lidt ind, ikke kan identificere en eller anden form for rekreativ frygt, de dyrker. Nogen elsker rutsjebaner, andre lytter til True Crime-podcast eller dyrker ekstremsport,” pointerer Mathias Clasen.

Ifølge makkerparrets forskning er der tilsyneladende nogle positive psykologiske effekter forbundet med at blive skræmt.

”Det tyder på, at der kan være nogle positive psykologiske, måske sociale og måske endda fysiologiske effekter af at lege med frygt,” siger Mathias Clasen og nævner et konkret studie af rekreativ frygt i danske daginstitutioner.

”Det viste os, at pædagoger er overraskende gode til at skræmme livet af børnene i vuggestuer og børnehaver. Fordi, de tror, det er sundt for børnene - ikke fordi de er stjernepsykopater,” siger Mathias Clasen og nævner et andet studie med 1600 danske forældre til børn i alderen 1 til 17 år, der viste, at 93 procent af forældrene rapporterer, at deres børn gør noget, der skræmmer dem, fordi de godt kan lide det.  

En af forskernes forklaringer lyder, at det at udsætte sig selv for frygt kan give øget psykisk resiliens og en forbedret evne til at regulere sine følelser.

 ”Det er vores hypotese, at man lærer noget, når man leger med frygt,” forklarer Marc Andersen.

”Når man udsætter sig selv for frygt i former, man kan overskue, lærer man noget. Frygt, ligesom de fleste andre menneskelige fænomener, kan tiltrække vores opmærksomhed, hvis den forekommer i moderat overraskende form. Det er dybest set dét, der er svaret på horrorens paradoks. Hvordan man kan nyde noget, som er ubehageligt, kommer an på, om man kan lære af det eller ej,” fortsætter han.

Modsatte effekt

Mathias Clasen og Marc Andersens forskning tyder også på, at mængden af frygt skal doseres for ikke at have den modsatte effekt. Der findes så at sige et sweet spot i forholdet mellem frygt og fornøjelse.

”Hvis man plotter frygt ind i et koordinatsystem på x-aksen og fornøjelsen ind på y-aksen, så er det ikke sådan, at jo mere skræmmende, jo bedre. Det er ikke en lige linje, der bare stiger, men linjen ligner mere en regnbue. Kommer man for langt ud til højre, så øges frygten, mens nydelsen daler. Det kan sagtens blive for meget,” fortæller Mathias Clasen. Han nævner som eksempel gyserfilmen ”Gremlins”, som i 1980’erne afstedkom en masse diskussioner om, hvad der var passende for børn.

”Vi har alle sammen prøvet at blive tvunget af en kammerat eller ældre søskende til at se et eller andet, der var for meget for os, så fik vi mareridt og skulle sove med lyset tændt,” siger Mathias Clasen og nævner, at horrorens sweet spot er et område Recreational Fear Lab er i gang med at forske i netop nu.

Yndlings-gys hos forskerne

Hvis man spørger Mathias Clasen og Marc Andersen selv, om de har et favorit-gys i frisk erindring, der balancerer på den behagelige side af balancen mellem frygt og fornøjelse, har de begge et bud.

”Jeg var i tivoli med min datter og prøve Dæmonen, den største rutsjebane, og det er jeg sådan set ikke ret vild med. Der er to kæmpe loops, og jeg svedte tran. Jeg sagde kun ja, fordi jeg beskæftigede mig med den her litteratur på det tidspunkt. Det er en af de vildeste forlystelser, jeg har prøvet,” fortæller Marc Andersen.  

”I sidste uge var i Tivoli igen, og der var vi oppe i Dæmonen igen. Jeg var ikke lige så bange denne gang, men synes faktisk, det var ret sjovt. Det var en meget kropslig erkendelse af, hvordan en resiliens kan bygges op,” pointerer Marc Andersen.

For Mathias Clasen er svaret en vaskeægte gyserfilm.

“Jeg kan pege på en film, eller en miniserie var det, som var den, der ligesom konverterede mig til gysets fortræffeligheder. Det var ”The Stand”, som jeg så på laserdisc i 1994. Der tænkte jeg, at det her skal jeg dyrke noget mere af. Og så rutsjede jeg bare ned af den amerikanske litteraturhistorie til Edgar Allan Poe, H.P Lovecraft og alt, hvad Stephen King har skrevet,” fortæller han.

Læs mere om Recreational Fear Lab her

Kontakt:

Mathias Clasen, lektor, engelsk
Afdeling for Engelsk
Institut for Kommunikation og Kultur
Mobil: +45 30957804
Mail: mc@cc.au.dk

Marc Malmdorf Andersen, lektor, Cognitive Science
Department for Culture, Cognition and Computation
Institut for Kultur og Samfund
Mobil: +45 26 83 85 17
Mail: mana@cas.au.dk