Harvard sommerskole i Aarhus
For syvende år i træk kommer Harvardstuderende på sommerskole på Aarhus Universitet
På Aarhus Universitet findes en af verdens bedste samlinger af forskere inden for vikingestudier. Det mener Harvard-professor Stephen Mitchell i hvert fald, og det er en af grundene til, at han år efter år vælger at holde en af Harvard University’s populære sommerskoler her i samarbejde med Aarhus Universitet.
”Vikingestudier er meget interdisciplinært og på Aarhus Universitet er der virkelig dygtige eksperter inden for rigtig mange områder som f.eks. historie, arkæologi, og sprog,” fortæller Stephen Mitchell, der sammen med sommerskolens studerende er i gang med en udgravning på Samsø.
De fleste af de studerende er bachelorstuderende fra Harvard University, men enkelte kommer også fra andre amerikanske universiteter. Sommerskolen i vikingestudier har siden sin begyndelse været rigtig populær, hvilket også er blevet opdaget af avisen USA Today, der har den på top-7 over mest unikke studieprogrammer i udlandet.
En perfekt verden
Da sommerskolen blev oprettet i 2008 var det lektor Pernille Hermann fra Aarhus Universitet, der fik det i stand. På det tidspunkt underviste hun allerede på en anden sommerskole i norrøne sagaer.
”Jeg kendte Stephen Mitchell gennem netværk, og da vi allerede havde én sommerskole på Aarhus Universitet inden for området, synes jeg det var nærliggende at indgå i et samarbejde om Harvard Sommerskolen,” fortæller Pernille Hermann, der fortsat underviser på sommerskolen.
”Havde det ikke været for Pernille var sommerskolen aldrig blevet en realitet, og her syv år efter kan jeg slet ikke forestille mig at stoppe. Som forsker er det også en perfekt verden for mig, da Aarhus om sommeren er et mekka inden for dette område, og jeg kan derfor møde andre forskere, som jeg ellers kun ser på konferencer, siger Stephen Mitchell.