Heather Anne Swanson udnævnt til Distinguished Senior Innovator
Aarhus Universitet har udnævnt professor Heather Anne Swanson til AU Distinguished Senior Innovator (DSI). Heather Anne Swanson, der er professor i antropologi og leder af Center for Miljøhumaniora, har gennem sit virke markeret sig som en central skikkelse inden for miljøhumaniora. Som DSI vil hun styrke integrationen af humanistisk forskning i den grønne omstilling og fremme samarbejder mellem både akademiske og eksterne partnere.
Om AU Distinguished Senior Innovator
AU Distinguished Senior Innovator (DSI) er en ny stilling, Aarhus Universitets bestyrelse har besluttet at oprette for at styrke innovationskultur på tværs af Aarhus Universitet.
Som AU Distinguished Senior Innovator skal man:
- rådgive og støtte projekter, der kan skabe en positiv forandring i forhold til at fremme innovation- og iværksætteridagsordenen på fakultetet.
- være ambassadør for akademisk entreprenørskab, hvor man udfører forskning på sit institut og samtidigt driver akademisk entreprenørskab med udgangspunkt i The Kitchen.
- blive involveret i at udvikle en række forskellige forretningsideer eller innovative løsninger i samarbejde med kollegaer på fagområdet med det formål at styrke innovationskulturen bredt.
Center for Miljøhumaniora (CEH) er et sted, hvor idéer og visioner mødes. Her arbejder Heather Anne Swanson. Hun er professor i antropologi og leder af CEH, hvor hun bruger sin baggrund som antropolog til at analysere, hvordan kulturelle og sociale faktorer påvirker vores forståelse af og respons på forskellige miljømæssige problemer.
Som leder af CEH har Heather Anne Swanson haft stor succes med at positionere centret som en international aktør inden for miljøhumaniora. Hun arbejder målrettet på at integrere humanistisk forskning i debatter om bæredygtighed og fremme løsninger, der forener miljømæssige og menneskelige perspektiver. Ifølge centerlederen har humaniora en afgørende rolle at spille i forhold til at tackle klimaforandringer og social ulighed, som naturligt opstår i kølvandet på de miljømæssige udfordringer.
Grøn forskning bør derfor, ifølge centerlederen, ikke kun være koncentreret om naturvidenskabelig eller økonomisk forskning, men i højere grad også understøtte forskning, hvor humaniora får mulighed for at bidrage til at udvikle løsninger til gavn for klimaet.
Hendes forskningstilgang er således forankret i en tro på, at vi ikke kun skal finde tekniske løsninger, men også sociale og kulturelle strategier for at håndtere de udfordringer, vi står overfor globalt.
”Vi har som samfund ikke råd til at undlade at bruge alle de ressourcer, vi har i videnskaben,” lyder det fra Heather Anne Swanson, der peger på en anden vigtig pointe i relation til den grønne omstilling. Pointen om, at grænser, såvel de videnskabelige som de geografiske, har mindre betydning i relation til miljømæssige problemer. Ligesom klimaproblemerne krydser grænser, bør forskningen således også krydse grænser.
Mere bæredygtig fremtid gennem humanistisk forskning
Med udnævnelsen som DSI får Heather Anne Swanson nu mulighed for at fremme udviklingen med at inkludere humanistiske perspektiver i grønne omstillingsinitiativer.
”Siden jeg var ph.d.-studerende, har jeg været heldig at være en del af de akademiske debatter, der har etableret miljøhumaniora som et levende forskningsfelt. I den nye stilling vil jeg gerne fremvise, hvordan de nye indsigter og ideer fra miljøhumaniora kan bidrage til missionsorienterede grønne initiativer,” fortæller hun og uddyber:
”En DSI-stilling betyder også meget for CEH, fordi det kaster lys over, hvad miljøhumaniora er, og hvordan feltet kan bidrage i mange forskellige sammenhænge. Jeg håber også, at min stilling kan gavne de mange forskere på Faculty of Arts, som allerede er engageret i bæredygtighedsforskning og dem, især unge forskere, som skaber nye grønne projekter. Jeg forventer, at stillingen løfter vores kapacitet til at facilitere og deltage i tværfagligt samarbejde.”
AU Distinguished Senior Innovator (DSI) er en helt ny stilling, Aarhus Universitets bestyrelse har besluttet at oprette for at styrke innovationskultur på tværs af Aarhus Universitet. Der er udpeget én for hvert fakultet, der i en periode på tre år får mulighed for at dedikere sin tid til en kombination af forskning og innovation.
Fremmer innovative tilgange til den grønne omstilling
Heather Anne Swanson beskriver netop sin vision for CEH som en, der fremmer innovative tilgange til den grønne omstilling.
“Det er ikke nok at fokusere på teknologisk innovation; vi skal også udvikle nye sociale praksisser og samarbejdsmodeller. Ved at engagere forskere, myndigheder og civilsamfundet kan vi skabe løsninger, der er både bæredygtige og relevante for de mennesker, de påvirker,” fortæller Heather Anne Swanson, der officielt tiltræder stillingen som DSI den 1. januar 2025.
I de første seks måneder planlægger den nyudnævnte DSI at prioritere relationsopbygning med eksisterende og nye partnere, herunder tværfaglige forskere, kommuner, virksomheder og ngo'er.
“Det er vigtigt for mig at have ansigt-til-ansigt møder, fordi menneskelige relationer er så grundlæggende for den grønne omstilling, som kræver både nye og stærkere samarbejde og social innovation,” forklarer hun.
Heather Anne Swanson vil også udvikle en strategisk plan for innovation i miljøhumaniora, som fokuserer på impact uden for universitetets vægge.
“Mit mål er at sikre, at vi både fokuserer på akademiske resultater og på konkrete løsninger, der kan gøre en forskel i samfundet,” fortæller hun.
Nye undervisningsmetoder der fremmer kreativ tænkning og innovation
Heather Anne Swanson har allerede taget skridt til at implementere nye undervisningsmetoder, der fremmer kreativ tænkning og innovation blandt studerende. Gennem kurser som “Environmental Humanities: Arts of Living on a Damaged Planet” og “Sustainability as a Way of Life” inspirerer hun kommende generationer til at engagere sig aktivt i samfundet.
Heather Anne Swanson ser på den måde også muligheder for at skabe inkluderende tilgange til den grønne omstilling.
“Selvom vi står over for store problemer som klimaforandringer og tab af biodiversitet, er der stadig meget, vi kan gøre, og der er meget, vi kan gøre bedre sammen. Det er i skæringspunktet mellem forskning, praksis og samfund, at vi kan finde løsninger, der er både bæredygtige og relevante,” forklarer hun.
Kontakt
Heather Anne Swanson, professor
Center for Miljøhumaniora
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: ikshswanson@cas.au.dk
Mobil: +45 2014 5994