Humanistisk innovation er ikke nyt – men det skal stå stærkere
Humaniora har altid bidraget til at skabe forandring, men humanioras rolle i innovationsdagsordenen er ofte blevet undervurderet. Det vil Heather Anne Swanson ændre på i sin rolle som Distinguished Senior Innovator. Det stod klart til seminaret ”Articulating Arts Innovation”, der blev afholdt på Institut for Kultur og Samfund.
Heather Anne Swanson er udpeget som AU Distinguished Senior Innovator (DSI) – en stilling, Aarhus Universitets bestyrelse oprettede sidste år for at styrke innovationskulturen på tværs af universitetet. Hvert fakultet har fået udpeget en DSI, som i tre år skal arbejde målrettet med at udvikle nye koblinger mellem forskning og innovation.
For Swanson betyder udnævnelsen, at hun kan bygge videre på arbejdet i Center for Miljøhumaniora (CEH) og samtidig fremhæve, hvordan humanistiske perspektiver kan bidrage med nye vinkler på grøn omstilling, bæredygtighed og samfundsudvikling.
”Hvis vi kun leder efter innovation i laboratorier eller i erhvervslivet, overser vi den værdi, humanistisk forskning allerede skaber. Humaniora kan hjælpe os med at forstå, hvordan mennesker tænker, lever og handler – og det er helt afgørende, hvis nye løsninger skal fungere i praksis,” lød det fra Heather Anne Swanson.
Startskuddet på en bredere samtale
Netop spørgsmålet om, hvad innovation betyder i en humanistisk kontekst, var i fokus, da forskere deltog i seminaret Articulating Arts Innovation. Målet var at skabe et fælles afsæt for at tænke innovation på tværs af discipliner – uden at reducere begrebet til én snæver definition.
”Innovation handler ikke kun om at finde løsninger – men om at gentænke, hvad en løsning egentlig kan være,” understregede Swanson i sit oplæg.
Hun mindede deltagerne om, at innovation historisk set ikke altid har været positivt ladet. I århundreder blev ordet brugt som en betegnelse for uønskede forandringer. Først i 1800-tallet begyndte det at få en mere konstruktiv klang, og koblingen til økonomisk vækst og teknologi blev først etableret efter 2. verdenskrig.
”I dag bruger vi ofte ordet alt for ensidigt. Men innovation kan også handle om sociale praksisser, relationer og ideer – og dér har humaniora en afgørende rolle at spille,” forklarede hun.
Fra digitale platforme til globale partnerskaber
Seminaret bød på en række konkrete eksempler på, hvordan humaniora allerede arbejder innovativt:
- Kognitionsforskere, der har brugt forskning i frygt og nydelse til at udvikle nye former for oplevelsesdesign i escape rooms ved lektor Marc Malmdorf Andersen.
- Historieforskere, der stod bag danmarkshistorien.dk, en digital vidensplatform, der i årevis var blandt de mest besøgte danske websites for historisk viden ved professor Niels Brimnes.
- Globale samarbejder omkring forskning om og rekruttering ind i den maritime sektor, hvor ghanesiske og danske forskere trækker på fælles forskningsbaserede forståelser i etableringen af Innovation Hub på University of Ghana og Maritime Gateway på Aarhus Universitet ved lektor og afdelingsleder Annette Skovsted Hansen.
Eksemplerne viste, at innovation i humaniora kan spænde vidt – fra undervisning og formidling til tværfaglige samarbejder og nye internationale alliancer.
”Humaniora giver os mulighed for at gentænke, hvad innovation kan være. Det handler ikke kun om produkter, men også om nye fortællinger, nye relationer og nye måder at skabe forandring på,” sagde Heather Anne Swanson.
Innovation på egne præmisser
Formålet med Articulating Arts Innovation var at begynde en samtale, der kan føre til en bredere og mere inkluderende innovationsforståelse på Arts. Til seminaret samlede en grafisk facilitator deltagernes pointer i en visuel oversigt, som skal bruges som redskab til at videreudvikle en vision for innovation i humaniora.
Swanson fremhævede, at samtalerne ikke blot handler om at tilpasse humaniora til eksisterende innovationsdagsordener, men om at formulere nye veje og nye sprog:
”Vi skal turde tænke innovation på vores egne præmisser. For mig er det vigtigt, at vi viser, hvordan humanistiske perspektiver kan bidrage til at forme en mere bæredygtig og retfærdig fremtid.”
En ny rolle for humaniora i innovationslandskabet
Med udnævnelsen som DSI har Anne Heather Swanson fået mulighed for at bygge bro mellem humaniora, grøn omstilling og samfundsmæssige behov. Hun ser stillingen som en platform til at understøtte både erfarne og unge forskere, der arbejder med bæredygtighed og innovation – og til at styrke samarbejder på tværs af universitetet og med eksterne aktører.
Articulating Arts Innovation var kun det første skridt. Flere samtaler på tværs af fakultetet er allerede planlagt, og målet er at samle og synliggøre de mange måder, humaniora bidrager til innovation – både inden for universitetets rammer og i dialog med det omgivende samfund.
Kontakt
Heather Anne Swanson, professor
Center for Miljøhumaniora
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: ikshswanson@cas.au.dk
Mobil: +45 2014 5994