Aarhus Universitets segl

DPU-professor Jeppe Bundsgaard med i ekspertgruppe for de nye Nationale Færdighedstest

Fra skoleåret 2026/27 indføres de nye Folkeskolens Nationale Færdighedstest, der skal erstatte de omdiskuterede nationale test. Børne- og undervisningsministeriet har udpeget Jeppe Bundsgaard, professor ved DPU, Aarhus Universitet, som medlem af den ekspertgruppe, der skal udarbejde faglige anbefalinger for de kommende test.

Jeppe Bundsgaard

Fakta

Folkeskolens Nationale Færdighedstest og de frivillige test skal fra skoleåret 2026/27 erstatte de tidligere nationale test og de nuværende Folkeskolens Nationale Overgangstest.

Ekspertgruppen, der består af 18 personer, skal udarbejde anbefalinger til at fastlægge de faglige rammer for de nye test. Den er sammensat af lærere, en skoleleder, en forvaltningsrepræsentant, en skoleelev samt forskere med viden om test, evaluering, psykometri og fagdidaktik. Ekspertgruppen afleverer sine anbefalinger i august 2023.

Læs mere om ekspertgruppen og de nye nationale færdighedstest på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside

Kontakt

Jeppe Bundsgaard, professor ved DPU, Aarhus Universitet
T: 31 19 26 07
E:  jebu@edu.au.dk

Jeppe Bundsgaard har gennem en årrække forsket indgående i de oprindelige nationale test og udgav i 2019 sammen med Svend Kreiner rapporten ’Undersøgelse af De Nationale Tests måleegenskaber’.

I Børne- og undervisningsministeriets ekspertgruppe skal han som professor i danskfagets didaktik ved DPU være med til at sikre, at de nye Folkeskolens Nationale Færdighedstest og de frivillige test kan indgå meningsfuldt i lærernes arbejde med at støtte elevernes læseudvikling.

”De nationale test viste sig at være problematiske, både i forhold til hvad de testede, og hvordan de testede. Der er et politisk ønske om, at de nye Nationale Færdighedstest både kan bruges som pædagogisk redskab og som instrument i de forskellige ledelseslags værktøjskasser. Der venter derfor ekspertgruppen en stor opgave med at løse den gordiske knude, og det bliver et spændende arbejde,” siger Jeppe Bundsgaard.